Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 6

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 18/12/2008.

Torsdag d. 4/12-2008

Vi tog afsted fra Waihi Beach ved Bay of Plenty og kørte op mod Coromandel halvøen. Vejen var noget snoet, da der var mindre bjerge, som vi skulle hen over. Linnea blev ganske køresyg af alle de snoede veje, så hun byttede plads med Anna, og sad oppe foran sammen med Lars. Ved frokosttid var vi allerede så langt som vi ville, men det havde også taget et par timer at køre de 100km. Vi var nået til Hahei Beach. Vi parkerede og gik en tur på stranden, mens Anna blev tilbage og lavede frokost i camperen.

Vi havde fået anbefalet at tage ud og sejle for at se fisk. Man kan komme med en båd med glasbund, og man sejler så ud til et sted med mængdevis af fisk. Da vi kom frem var der dog utroligt dejligt vejr med høj sol fra skyfri himmel og med lidt vind. Vi valgte derfor at bade og slappe af i stedet. Der var en dejlig strand med hvidt sand. Johan ville bade og Linnea ville soppe, men før Linnea havde bemærket det, var hun væltet af en bølge, og så de var begge i. Det var dog noget koldt, men de var i et stykke tid. Der var store bølger, så der var godt gang i den.

Efter de var kommet op fik vi kaffe og kakao i camperen. Vi pakkede sammen og kørte en kort tur til en lille økologis vingård og udsalg. Der var lidt forfaldent, men rigitg hyggeligt, og de havde en del forskellige slags vin og spiritus, som de fremstillede selv. Også dansk akvavit (selvom der var en lille stavefejl - den ville de rette til næste gang de skulle lave etiketter). Fyren i udsalget var utroligt snakkesalig og havde mange historier i ærmet. Linnea synes hurtigt det blev kedeligt, så hun fik Lars med ud at kigge på kiwi-planter, mens Anna smagte lidt på de forskellige varer. Der var mange gode ting, men det er nok ikke lige så nemt at slæbe med i håndbagagen...

Vi købte et par flasker vin. Vi fik også historien om Kiwi-frugten og Feijoa-frugten. I virkeligheden har New Zealændere ikke kiwi-planter i deres haver. De har Feijoa-træer, da de giver gode frugter uden at man skal passe træet særlig meget. Kiwi-planter er en vin-plante, så den skal klippes og trimmes hele tiden. Den kan vokse en halv meter om dagen.

Fyren fortalte om alt dette, og han viste os nogen af gårdens kiwi-planter. Der var nogen i blomst og han viste os en han-blomst og en hun-blomst og fortalte om, hvordan han som barn arbejdede i plantagen med at bestøve kiwi ved at plukke hanblomster og dutte disse på hunblomsterne. En hanblomst til tre hunblomster osv. Han fortalte, at den blomstrer i tre dage, men frugterne er næsten 9 måneder om at blive helt modne. De kiwi-frugter vi får derhjemme bliver plukket umodne flere måneder for tidligt og modnet kunstigt. Det var et lille hyggeligt sted, men det var vist ikke helt almindeligt ukrudt han havde i sit kartoffelbed.

Efter dette lille besøg kørte vi ud til Hot Water Beach. Det er et sted, hvor en varm kilde kommer op i et bestemt område lige på stranden. Det er et ganske begrønset område Derfor kan man ved lavvande grave sig et badekar i sandet og så sidde i varmt vand og bade. Vi havde checket tidevandstabellen og tidevandet var lavt kl. 18. Man skulle så være der et par timer før, så man kunne nå at få en plads, og nå at grave et godt basin. Vi var der i god tid, og vi fik en is efter at vi havde købt et par badebukser til Lars og kigget på kunst i et galleri. Vi havde også købt en lille skovl, så vi kunne grave.

Da vi var klar med det, gik vi ud til stranden. Der var allerede en del mennesker. Vi fandt et sted og gravede, men der var ikke noget varmt vand. Vi flyttede os derfor og begyndte at grave et nyt sted. Der var lidt lunkent, men ikke sådan rigtigt varmt. Det handlede om at ramme et godt sted, hvor vandet kom op. Der var rigtigt mange mennesker efterhånden, og vi gravede et stort basin sammen med en anden familie. I bassinet ved siden af var der varmt vand, og det endte med at vi forbandt de to bassiner. Dermed kom der varmt vand over i vores. Der kom flere folk og vi rykkede tættere på det andet basin, og endte med at sidde i det i stedet. Dem der havde ramt lige i den varme kilde havde nu fået det problem, at deres vand var blevet for varmt; ja det dampede ligefrem. Så det hele blev lavet til eet stort basin, så alle kunne få varmt vand. Man starter med sit eget lille bassin, men efterhånden kommer alle hinanden ved, så det var meget hyggeligt.

Anna kom til at stå og snakke med to ældre damer fra NZ som for nogle år tilbage havde været på en rundrejse i Skandinavien – og de huskede især Ærø som et dejligt sted ;-) Og så snakkede vi om de norske fjorde og Fiordland på sydøen af NZ, der minder meget om hinanden (var vi helt enige om). Forskellen var, at i Norge bor der mennesker ved fjordene – det gør der ikke i Fiordland på NZ.

Vi sad i det varme vand et stykke tid sammen med en masse andre mennesker. På et tidspunkt blev det for varmt og vi måtte rykke lidt. Til sidst havde vi fået nok og der blev ved med at komme mennesker. Vi gik tilbage til bilen og ved kiosken kunne man blive skyllet lidt af for sand. Vi skiftede tøj i camperen og kørte så derfra.

Vi kom så til campingpladsen i Mercury Bay lige uden for Whitianga (der udtales Fitianga). Der var to campingpladser vi kunne vælge imellem, og som begge havde trådløst internet. Den vi valgte viste sig at være noget slidt (og meget dyr i forhold til de faciliteter der var), men dog alligevel med det vi skulle bruge, og netværket gav fin forbindelse til internettet. Vi fik aftensmad, lækre økologiske bøffer, og så gik vi i bad for at få saltet skyllet af. Derefter var det i seng med godnathistorie.

Campingpladsen hed Aladdins Holidaypark, men der var ikke meget Aladdins hule over dette sted., så havde vi da overset den magiske lampe...

Fredag d. 5/12-2008

Inden vi skulle køre videre til den anden side af Coromandel-halvøen, måtte vi lige tilbage til Whitianga for at handle ind. Inde i Whitianga fandt vi den økologiske butik vi gik efter. Der fik vi købt ost (som var deres speciale), men vi fik også alt det andet vi manglede undtagen tandpasta og solcreme. Derefter gik vi en lille tur ned til havnen, hvor vi så den lille passagerfærge, som sejlede over til den anden side af sundet. Vi kom forbi museet, og besluttede at Anna ville købe de sidste ting mens vi andre gik på museum.

På museet var der mange lokale ting. Whitianga havde været centrum for udskibning af kaori træ for hele Cormandel halvøen, og måden man fik det ud til kysten på var ved at opdæmme bækkene og lave midlertidige kanaler. Der havde været meget imponerende dæmningsværker, og det der var ekstra imponerende var, at de alle var bygget uden teknisk ekspertise. Der stod godt nok ikke noget om, hvor mange af disse, der var kollapset.

Der var også en masse om den oprindelige opdagelse af stedet, bl.a. havde Cook lagt til i bugten, og havde brugt en del tid på at udforske området deromkring. Der var også nogle ting om Cooks skib, som vi ikke havde fået at vide før. Derudover var der landbrugsmaskiner og andet lokalt gods. Alt i alt en spændende lille oplevelse for alle tre.

Fra Whitianga skulle vi køre til Coromandel by på den anden side af halvøen. Man kunne køre nordom langs kysten eller man kunne tage den henover. Vi valgte den vej henover, for der skulle være nogle ting vi ville se der undervejs. Hvis vi havde læst lidt mere på lektien før vi kørte, ville vi have fundet ud af, at det var en meget ujævn, meget smal, meget snoet og meget bakket grusvej. Der var kun asfalt i starten, og de mange gange, der var enkeltbanebroer. Der var endda vejarbejde undervejs, hvor floden havde skylle vejen næsten væk. Så vi kom med nød og næppe (og få centimeter i bredden) forbi og igennem.

Ca. 2/3 hen ad vejen var der en sti, hvor vi stoppede. Vi gik 10 minutter ad den flotte sti til en gruppe kaori træer. Der var fem kæmpe træer på den ene side af bækken og fire på den anden side, hvoraf den ene af dem var et tvillingtræ. Kaori træer er meget gamle træer med meget tyk regulær stamme og lille krone. De træer vi kiggede på her var 400-600 år gamle, og vi fire kunne lige nå rundt om et af dem, hvis vi kun rørte hinandens fingerspidser. Grunden til, at disse træer havde overlevet den vilde hugst, der ellers havde været af kaorier, var, at disse havde stået på noget jord, der var ejet af (guld)mineinteresser. Det var meget imponerede at se disse store træer. Kaori kan blive flere tusind år gamle.

Vi kørte længere ned af den snoede, ujævne, osv. vej og nåede så den anden attraktion vi skulle på. Det var Waiau Waterworks, hvor der var mange forskellige lege med vand. I den hyggelige park er vand vist som drivmiddel for forskellige ting, så børn (og voksne) kan se hvad vand kan drive. Der var en lille turbine der kunne give lys i en pære, der var et vanddrevet kæmpeur, der var vandkanaler, der var mange forskellige vandhjul. Derudover var der et solpanel, så man kunne teste hvor meget skygge der skulle til før den ikke kunne pumpe, og der var forskellige andre vanddrevne himstregimser. Der var et bi-bo man kunne kigge ind i, og der var får, lamaer og en stor fed so, der hed Petunia. Om vinteren fik de lov at gå frit omkring i parken, når der ikke var så mange mennesker, men om sommeren (altså nu) blev de førts lukket ud, når den sidste gæst var gået. Der var også forskellige andre sjove legeredskaber. Efter den hyggelige gå- og aktivitetstur fik vi en kop kaffe og is i den tilhørende cafe. Ejeren af stedet havde en dansk ven og havde boet i Borup, så vi fik en lille snak.

Anna kom let til skade mens vi var i denne park. Hun skulle prøve en lille svævebane, hvor man skulle sætte sig på en rund plade og så suse ned af en wire. Hun kom ikke ordentligt op og sidde, og fik snoren rundt om armen, så da hun kom til enden af banen, hvor den bremsede hårdt op, fik hun et ordentligt blåt mærke og en hudafskrabning rundt om armen. Hun har haft ondt i armen i flere dage pga. dette.

Efter dette fortsatte vi ned af den snoede, osv. vej til vi endelig kom tilbage på asfalt. Så var vi også totalt døve af alt bumleriet i camperen, og alle ting i skabene var enten knust eller havde fundet sin endelige, fastlåste position. På turen havde vi mødt biler og lastbiler en gang i mellem, men ved et mirakel var det aldrig sket et af de mange steder, hvor man ikke ville kunne passere hinanden, selv hvis det havde været biler. Det havde ikke været sjovt ,at skulle til at bakke langt med camperen.

Nu var vi i Coromandel by, og vi kørte til campingpladsen. Det var heldigt vi kom i dag fredag), for der var totalt udsolgt i weekenden. Ungerne tog sig en tur i poolen, mens Anna gik ned til byen for lige at købe nogle småting. Derefter var det lektietid, da der ikke er blevet lavet så mange lektier de sidste par dage. Den fik en ordentligt nøk...

Vejret startede med at være kedeligt med småregn, men allerede ved frokosttid var det blevet bedre og vi havde sol med enkelte skyer. Temperaturen var vel lidt under 25 grader. Om aftenen blev der flot solskin fra skyfri himmel. Vi spiste aftensmaden udenfor, og snakkede om at nu er det snart jul...

Lørdag d. 6/12-2008

Vi kunne desværre ikke blive en ekstra nat på campingpladsen, så vi havde besluttet at vi skulle med den tidlige tur på den lille jernbane – Driving Creek Railway. Det betød, at vi måtte tidligt op for vi havde heller ikke booket billetter til turen og den var weekend... Nå, men vi nåede lige at skype med (onkel) Per inden vi fik pakket resten sammen og kørt afsted. Foruden den lille jernbane, så var der et pottemagerværksted, et skulptur have og meget andet. Vi kom en time før aftgang, og der var heldigvis plads til os alle fire.

Stedet var oprindeligt bygget for en – måske lidt excentriks pottemager ville hente sin egen ler oppe i bakkerne. Lidt sjovt, for der var faktisk udmærket ler lige bag hans pottemagerværksted... Han har bygget (med hjælp fra andre) på værket i 27 år, og nu har turisterne overtaget køreturene. Banen bliver dog stadig brugt til at hente ler, og når de plejer skoven og genplanter hjemmehørende træsorter som fx kauri. Det er dog en langsigtet projekt, da kauri vokser MEGET langsomt og bliver MEGET gamle... Der var flere broer og tunneller, og de var sågar en bro, hvor man kunne køre i to etager. Der var lavet flere vendespor for at komme op på toppen til Eyefull Tower (læs: Eiffel Tower, det originale i Paris er dog ca 20.00 km borte). Turen op og ned tog godt en time, med lille pause på toppen. Ungerne syntes det var ganske fornøjeligt – og i hvert fald var det et imponerende bygningsværk.

Driving Creek Railway: http://www.drivingcreekrailway.co.nz/

På turen fik vi også opklaret nogle af navnene på de træsorter og bregner vi havde været i tvivl om. De gjorde meget ud af at få lavet skov med de oprindelige arter, og flere af disse var tydeligt mærket med navne for turisterne. Ud over kauri var der også alle de andre hjemmehørende arter. De ikke hjemmehørende arter slog de ned. Fyrretræerne, som var meget store, slog de ikke ned, men rundskar så de døde. De australske eukalyptus ville de også af med, og dem slog de ihjel ved at tale new zealandsk til (der var flere australiere med på turen, så dette var vist ment som en spøg til dem).

Efter denne formiddagstur kørte vi mod syd. Vejen var noget kringlet og til tider smal, men vi syntes ikke den var så slem som familien Toftdahl/Djernes havde advaret os mod. Vi har nok efterhånden vænnet os til kringlede, smalle veje med dårlig oversigt. Vejen snoede sig så meget fordi den lå helt ude ved kysten, med til tider stejle klinter op til siden. Det var derfor en ret flot tur langs kysten med flotte udsigter. Vi spiste frokost langs vejen, og ungerne fik leget lidt på klipperne ved vandet.

Om eftermiddagen ville vi have kaffe på en økologisk cafe og butik i Thames, men det var en lille by, så den var lukket kl. 13. Der var dog en almindelig cafe i byen, som var åben, så vi fik da noget. Ungerne fik kold kakao med is, og brunekager. Vejret var skønt og varmt så vi sad ude på fortovet og spiste.

Videre gik det mod campingpladsen i Miranda, hvor der er varme kilder. Landskabet var nu helt fladt, så vi holdt god fart. Vi kom derfor ret tidligt frem, og vi havde derfor en god lang tid om eftermiddagen. Vi hoppede i den termisk kilde opvarmede pool, 38 grader er lige til at holde ud, og vi var i en times tid.

Resten af eftermiddagen blev der lavet lektier. Linnea blev færdig med sin matematikbog, og fik faktisk også læst sin læsebog færdig. Læsebogen kan dog startes forfra, så der er ingen panik på lektiefronten.

Vejret havde været flot med solskin hele dagen. Temperaturen var lige under 30 grader.

Søndag d. 7/12-2008

En transportdag. Vi skulle bare nå så langt som muligt gennem Auckland mod nord. Vi har egentlig kun to ting vi mangler at se, resten er badning og afslapning. Vi skal se lidt mere på Kauri-træer og vi skal se Auckland.

Vi kom ret hurtigt på motorvej ved Auckland, og så gik det ellers gennem byen med meget trafik. Vi har nok set flere biler denne ene dag end vi har set på hele de foregående 5½ uge i NZ. Inde i Auckland var der kø hen over broen ved havnen, og vi kørte lige så stille. Nord for Auckland var der 5km kø, hvor vi filede på koblingen i første gear en times tid. Det viste sig at være fordi der var indvielse af et nyt stykke motorvej med tunnel, og der var derfor folkevandring ud til dette. Sikke en kø...

Vi spiste en hurtig frokost på en rasteplads nord for Auckland. Eftermiddagskaffen blev indtaget på en noget alternativ økologisk cafe længere mod nord. Den hed Eutopia – ”et godt sted at være”. Det var meget hyggeligt, og vi fik en god kaffe, og ungerne fik is. Det var lige til at klare i varmen.

Vi havde endnu et stop på vejen – nemlig Kawakawa. Her besøgte vi det offentlige toilet, der er lidt ud over det sædvanlige. Det er nemlig dekoreret af Hundertwasser. Hvorfor fortæller historien ikke noget om, men det var særpræget med mosaikker.

Det gik rimeligt godt med at køre og vejene var fine at køre på. Vi nåede derfor helt frem til Waitangi, nationen New Zealands vugge. Det var her traktaten mellem Maurier og briterne blev udformet og underskrevet i 1840.

Vi nåede frem kl. 17.30 efter 7 timers kørsel. Det var lidt hårdt, men til gengæld var vi nået længere end vi havde håbet. Vi fandt en campingplads, som viste sig at være noget slidt, til gengæld var det ganske billigt. Lige ved siden af viste det sig, at der lå en noget mere luksuriøs plads med swimmingpool og restaurant, og udsigt til et vandfald, som vi kun kunne høre fra vores egen plads. Ungerne var godt nok lidt utilfredse med campingpladsen og den ”adventure”-legeplads, som der stod i oversigten over campingpladser. Vi gik ned til den anden campingpladsen, og spiste aftensmad på deres restaurant. Dagens fisk og spagetti med kødboller. Bagefter gik vi tilbage og hørte historie, og så bare i seng.

Mandag d. 8/12-2008

Vi kom op, og fik en hurtig morgenmad, inden vi satte kursen længere mod nord. Lars syntes, vi skulle køre ad hovedvej 1, så vi kunne komme til Awanui, hvor der skulle ligge værksted som forarbejdede gammelt (45.000 år) kauri-træ. Inden vi kørte, skulle vi lige forbi en gårdbutik, men den var ikke, så velassorteret som de tidligere økobikse, vi var kommet forbi, men vi fik da handlet lidt ind.

Vejen mod østkysten var ret snørklet, og somme tider smal og meget ujævn. Anna måtte bytte plads med Linnea, da hun var ved at blive køresyg. Vi var ved at løbe tør for diesel, og fandt en lille benzintank – der stod den var åben, men det var den altså ikke, så vi fortsatte, og håbede vi kunne nå til Awanui, hvor vi ifølge vore guide skulle være en BP-tank. Det lykkedes, og lige som vi svingede ind på tanken, begyndte knappen at lyse og bippe. Lars fyldte næste 72 liter diesel på, så der var ca. 8 liter tilbage. Vi havde næste kørt på dampene...

Nå, men vi fandt værkstedet, hvor der var udstilling og cafe. Der var mange flotte ting, men det var også halvdyrt. De finder kauri-træ i moser, som de henter op. Derefter kommer til til værkstedet, hvor de bliver lavet til skåle, stole, borde og meget andet. De har fået kauri-træet kulstof-14 dateret, og det er 45.000 år gammelt.

Vi spiste vores frokost på parkeringspladsen, og kørte derefter afsted for at købe det ind vi ikke kunne få i den lille økobiks. Vi havde vi jo tænkt, at tilbringe to dagen på en campingplads ved Doubtless Bay, så vi skulle have fyldt op. Desværre var det begyndt at regne, så det var nok ikke en badedag alligevel.

Efter indkøb kørte vi til Whatuwhiwhi, hvor der skulle ligge en campingplads. Vi kom frem og fik en plads. Så blev det tid til kaffe og varm kakao samt den kage, som Johan havde fundet i butikken. Så blev der leget lidt på legepladsen, og bagefter blev der læst lidt lektier. Efter aftensmaden løb Johan og Linnea ud og legede igen selvom det støvregnede.

Hen under eftermiddag tog blæsten til, og det regnede lidt til og fra. Da vi hørte godnathistorie, blæste det ganske godt.

Tirsdag d. 9/12-2008

Det var gråt og overskyet, da vi stod op, men vi havde besluttet at blive en ekstra dag selvom det ikke så så godt ud mht vejret. Da vi nu ikke havde travlt med at komme afsted, så sov ungerne længe (og det gjorde forældrene såmænd også). Til morgenmad var der scrambled eggs and bacon med te, juice, ristet brød og noget af den gode ost vi havde købt i Whitianga på Monk Street.

Inden vi fik lavet morgenmaden, så bimlede pc, og morfar var på skype'en, og lidt efter kom også mormor. Det blev igen til en lang snak. Det er altså mærkeligt at sidde på den anden side af jorden, og så lyder det næsten som om de er ”inden i camperen ved siden af”.

Nå, men efter morgenmaden, var det lidt tid til (lektie)læsning, og Lars skulle hente et par præsentationer på en server i DK, som vi måske skal bruge, når vi besøger et øko-bofællesskab i Auckland. Det tog lidt tid, og kostede en del MB, så Lars måtte købe lidt ekstra...

Efter frokost gik vi en tur ned på stranden lige ved campingpladsen, og samlede skaller og lod vinden blæse os igennem. Det var en skøn, men kort tur. Vi besluttede, at tage over til en anden strand som de havde anbefalet i receptionen på campingpladsen.

Vi kørte derover, og der var sørme kommet sprækker i skyerne, men det blæste stadig en del. Da vi kom frem til parkeringspladsen som lå ovenover stranden, var det bare et flot syn der mødte os. Næsten så langt øjet kunne se var der flot hvid sandstrand med næsten tyrkisblåt hav med hvidt skum på bølgerne.

Vi gik ned gennem klitteren, og sandet var helt lunt mod de bare tæer. Der var også nogenlunde læ, men straks vi kom helt ud til vandet, så blæste det godt - også for meget til at ungerne fik lov at hoppe i. De måtte dog gerne soppe, så de smed bukserne, så de ikke blev helt våde...

Vi fandt en masse flotte skaller på stranden - også nogle som mindede om mini-konkylier. Der blev slæbt mange med tilbage. Pga den kraftige blæst, så blev man nærmest helt sandblæst, så vi gik tilbage til parkeringspladsen og camperen, hvor de blæste knap så meget.

Her drak vi kaffe og kold kakao, og spiste resten af kage fra dagen før - chocolate mudcake. Linnea mener bestemt, at Anna skulle have opskriften på den, men den var jo bare købt færdig i et supermarked, så det måtte blive ved det...

Nu var der blevet flere og større huller i skyerne, så det endte med at vi lå og slikkede sol fra en næsten skyfri himmel. Dejligt!

Vi fik også snakket med et ældre ægtepar fra Hamilton, NZ. De var på tur til det nordlige af nordøen. Her havde de ikke været de sidste 20 år, så det skulle lige prøves igen. De have såmænd også været i tur i DK, og både besøgt Kronborg Slot, og H.C. Andersens hus i Odense foruden de havde set København.

Bagefter havde vi det helt for os selv...

Vi kørte tilbage ved 5-tiden, men inden da, var vi lige forbi en natur-camping. Det så fint ud - med koldt udendørsbrusebad og det "hele"... Hvis vejret holder sig godt, så tager vi derhen i morgen og overnatter "unpluged", inden vi vender næsen mod Auckland.

Der blev lavet lidt mere lektier efter aftensmaden, og Johan fik skrevet en mail. Bagefter hørte vi igen godnathistorie.

Mens Anna sad og opdaterede dagbogen, så var Eva (mormor) på skyp'en, og de fik lige en kort snak for resten af camperen sov...

Onsdag d. 10/12-2008

Da vi stod op var det klart, at det ikke var godt nok vejr til at tage på stranden. Vi besluttede derfor at køre mod syd, og gemme stranddagen til en anden dag.

Men først skulle der lige skrives en bunke emails til klasserne og vennerne, og til forskellige andre. Der var et par timers internet tid s

tilbage, og det blev udnyttet til sidste sekund. Johan kom også hurtigt ud af dynerne, da han fik at vide at han havde internet tid; Linnea havde været på dagen før.

Vi har snakket om vi er afhængige af internet, for hver gang vi kommer til et sted med internet er vi på næsten inden vi får sluttet camperen til strøm. Men vi konkluderede, at vi ikke er afhængige (første tegn på afhængighed er benægtelse).

Nå, men vores internettid udløb og vi kom afsted. Vi kørte tilbage i vores egne spor mod syd, og som vi har fået for vane, så er det med Shu-Bi-Dua for fuld blæs, mens vi alle skråler med...

Da vi kørte herop havde vi passeret en ret snoet bjergvej, og den ville vi prøve at undgå. Der var en mindre vej som førte udenom, og som så ud til ikke at være så snoet og faktisk kortere. Men det viste sig ikke helt at holde stik, for det var en noget bumlet og en meget snoet vej. Og der var flere steder, hvor vejen var skredet ned eller hvor der var skredet jord ud på vejen. Selvom Linnea og Anna havde byttet plads under vejs, så hun sad foran sammen med Lars, så blev hun rigtig køresyg. Vi var ellers blevet enige om, at Lars nu må have kvalificeret sig som rallykører på selv det mest vilde veje i Finland. Og så i en camper!

Vi nåede endelig igennem til fjorden på den anden side af bakkerne. Her skulle vi med en lille bilfærge over. Det tog 15 minutter at sejle over, så det var lidt ligesom Hals-Egense-færgen. Vi kom lige til afgang, og der var god plads ombord, selv om der var en del biler. På den anden side var der en lille driftig landsby (Rawene), og vi handlede i en lille økobutik (”Den grønne Bønne”), hvor vi fik lækkert friskbagt brød og friske muffins med banan og jordbær (til senere!). Vi kørte tilbage til vandet og spiste det ene af de to brød vi havde købt til frokost. Mums!!!!

Så gik det ellers mod syd igen mod kauri skoven Waipoua Forest Reserve. Vi stoppede først ved træet Tane Mahuta (Mauri for Skovgud). Det lå bare 5 minutters gang fra vejen. Det er det største kauri træ i NZ, og det er omkring 2000 år gammelt. Det var ret højt (51 meter med trækrone), men ikke helt så tykt (2m i diameter er vel også OK), som andre kaurier. Det største betyder i denne sammenhæng størst trævolumen i stammen. Rundt om det voksede andre kaorier, som ikke var helt så store. De var dog større end noget træ man sådan lige kan finde i DK!

Tilbage i camperen lavede vi kaffe (stempelkande) og kold kakao, og spiste de lækre muffins vi havde købt. Mens vi spiste vi sad og drak kaffe og kakao, blev der et voldsomt spektakel uden for camperen. Det var fire fugle (vagtler) som sloges. Det så ud som om det var to par, der kæmpede mod hinanden. Det så ganske voldsomt ud, og det endte med at det ene par fløj sin vej... Og så fik vi fred til at nyde resten af kaffen!

En km længere fremme lå så en ny samling meget imponerende træer. Her skulle vi gå ca. en halv time for at nå frem til det fjerneste. Vejen eller rettere stien gik første gennem et område med manuka-træer eller te-træ – ikke at forveksle med de australiske te-træer. Disse har fine små hvide blomster, og honning fra disse træer smager rigtig godt. Så blev det mere regnskovsagtigt med tættere underskov og mange træbregner og snylteplanter. Der var en fin sti gennem hele skoven, og den skulle man holde sig til. Åbenbart så er kauri-træets rødder meget følsomme og ligger meget overfladisk, så man må ikke træde på jorden for tæt på træet for at ødelægge træets evne til at optage vand og næringsstoffer (det vidste vi ikke lige, da vi besøgte kauri-træerne på Coromandel-halvøen).

Først gik vi til fire store træer, som hedder Four Sisters. Derefter gik vi videre til det træ, der hedder Te Matua Ngahere (Mauri for Skovens Fader). Dette sidste træ var ganske imponerende med sine 5m i diameter. Det var ikke det største, fordi det ikke var så højt (29m med trækronen), og ikke har så stor en trævolumen. Det var ikke i så god form, det så faktisk ud til at det var ved at dø. Trist...

På vejen tilbage til camperen mødte vi en ældre dame, som spurgte om vi havde set hendes mand. Det havde vi ikke. På P-pladsen stod så en anden dame, der også spurgte om vi havde set manden. De var noget nervøse for om han var faldet om et sted. De ville ringe efter hjælp, men der var ingen mobildækning i dette område. Vi tilbød derfor at køre ned til det Department of Conservation kontor, der var i parken efter hjælp. På vejen derned så vi manden gå langs vejen, ca. 5km fra parkeringspladsen. Han var ikke helt ved sine fulde fem, og var enten dehydreret eller dement. Vi samlede ham op, vendte camperen og kørte ham tilbage. Det var en noget lettet dame, der tog imod, da vi kom. Han havde ikke selv nogen ide om, hvor bekymrede de havde været. Heldigvis endte det jo godt.

Vi kørte videre, det var nu sent på eftermiddagen. Vel ude af skoven kom vi til et sted, hvor de solgte kauri træskærearbejde. Selv om vi jo havde købt, det vi skulle for nogle dage siden, holdt vi ind. Det viste sig, at de havde nogle flotte skåle, og de var ikke så dyre som det andet sted, vi havde handlet. Vi købte derfor to skåle til os selv.

Snart derefter nåede vi frem til den campingplads vi havde planlagt. Det var en fin, rolig plads med en god legeplads. Der er en flod, som omkranser det meste af campingpladsen. Man kan sagtens høre en stille rislen, når vi ikke snakker for højt eller griner for meget. Vi var alle lidt trætte efter en lang køretur ad de ret snoede og bumlede veje.

Vi mødte en dansk familie (eller dele af den) fra Vissenbjerg ved grillen. Vi fik snakket (eller måske var det mest Anna som snakkede, undskyld). De skulle være i NZ i 4 uger. De kørte dog ikke rundt i en camper, men en stor stationcar!. De var nemlig fem.

For en gangs skyld var der en ordentlig grill, så koteletterne blev lagt i marinade inden de fik en tur på grillen. Lækkert! Det blev lidt sen aftensmad, men alle hjalp til med opvask, så den var hurtigt overstået.

Som det er blevet vores vane, så hørte vi igen Ringenes Herre, men kun ganske kort til ungernes utilfredshed.

Det var så den sjette uge i NZ.

Torsdag d. 11/12-2008

Vi forsøgte at komme tidligt op, så vi kunne komme afsted. Det skulle mest være en transportdag, så vi kunne komme ned mod Auckland, og ungerne kunne komme til at bade i havet eller en pool. I Waiwera lå der nogle hot pools, og en campingplads lige ved siden af og en strand, så alt efter vejr, var der forskellige muligheder.

Det lykkes også næsten at komme tidligt afsted, og vi kørte ganske kort, hvor der var endnu et værksted, som solgte træskæreabejde, møbler og meget andet lavet af gammelt kauritræ.

Lige inden vi kørte ud fra campingpladsen så den kvinde vi havde hjulpet dagen får, og fik lige en snak med hende. Manden var ok, men det viste sig, at han var lettere dement, og det var derfor ikke faldet ham ind, at han var på afveje, da han kom ud på vejen og ikke en parkeringsplads. Han var spadseret sammen med sin kone og deres veninde for at kigge på kauri-træerne, og på en eller anden måde kommet væk fra dem. De havde været rundt de forskellige steder for at lede efter ham, men havde ikke fundet ham.

Vi havde snakket om, at vi skulle købe noget ”kauri-rav”, men de havde ikke noget, så vi besluttede at køre tilbage til den forrige butik, så vi vendte camperen, og kørte tilbage. Der var længere end Lars havde regnet med, men vi fandt tilbage, og Lars og ungerne gik ind for at købe ”rav”. De kom ud med flere poser!!!

Så gik turen tilbage ad samme vej vi var kommet, og vi satte kursen mod Dagarville, hvor vi skulle dreje ind i landet, og forbi et kauri-museum. Der var endnu et kauri-værksted som vi kiggede forbi – her fik en snak om, hvordan man graver de gamle kauri træer op, og gør træet klart til videre forarbejdning. Det var meget interessant...

Vi kørte videre, og kom forbi kauri-museet. Vi havde på forhånd besluttet, at vi ikke ville ind og kigge, men vi stak lige næsen ind for at se hvad det var. Her mødte vi den danske familie fra Vissenbjerg igen, men nu var de alle samlet. Der blev udvekslet tips (nok mest fra os til dem!!). Vi sagde farvel, og de kørte videre.

Vi kom ud på samme hovedvej, som vi var kommet ad, da vi kørte mod nord. Vi stoppede ved samme lille butik og købte samme slags spegepølse, som vi havde købt, der et par dage før...

Vi kørte det sidste stræk frem mod campingpladsen, og fik en plads lige ud til vandet, og rabat på det lille ”vandland” med varme kilder. Vi fik installeret os, og ungerne løb ud, og gravede huller på stranden inden tidevandet skyllede over, mens drak Anna og Lars kaffe.

Ungerne og Lars gik en tur for at tjekke ”vandlandet”, og de øvrige omgivelser. De blev nærmest angrebet af en fugl nede på stranden – den var vist i færd med beskytte sin rede eller unger, så de fortrak sig hurtigt.

Efter aftensmaden legede ungerne lidt mere inden det var tid til at høre aftenens ration af Ringenes Herre.

Vi havde aftalt at mødes med Jess Mackie og hende familie fredag aften. Jess skal være udvekslingsstudent i DK, og skal bo hos Birthe og Freddy (farmor og farfar) i tre måneder.

Fredag d. 12/12-2008

Da vi vågnede var der lidt køligt og overskyet. Vi besluttede derfor ikke at gå til vandlandet lige med det samme. Vi pakkede sammen og kørte den korte vej til vandlandet og parkerede der. Da vi kom derover ankom der en mængde busser med skolebørn, og de strømmede ind i vandlandet. Vi gik ind og spurgte til dette, og de sagde, at der ville være fyldt med skolebørn indtil ved 14-tiden. Vi besluttede derfor at lave noget andet indtil eftermiddagen. Lige over for vandlandet var der en cafe og en minigolfbane. Linnea, Johan og Lars spillede minigolf, og derefter spiste vi alle frokost på cafeen.

Ved 13-tiden gik vi så over til vandlandet. Der var stadig en del mennesker (læs: skolebørn), men det begyndte at tynde lidt ud i skolebørnene. Vejret var lunt, men stadig overskyet. Anna skulle ikke i vandet. De andre klædte om og gik først i en 40grader varm pool. Der sad vi en halv times tid, og da vi kom op af den var der mere plads i de andre pools. Alle pools var opvarmede til 34-38 grader, alt sammen vand fra de varme kilder, men med lidt klor i.

Vi lå et stykke tid og plaskede i vandet udenfor. Derefter gik vi over til nogle af de høje vandrutchebaner der var. Der var et tårn op i fjerde sals højde med forskellige rutchebaner. Vi prøvede de to laveste og det gik fint, og man fik meget fart på. Så gik vi op til næste niveau. Her var rutchebanen et mørkt rør, der snoede sig ned, så der var ikke nogen af os som turde kaste os ind i det uden at vide, hvad der var for enden. Vi gik derfor ned til andet niveau. Vi prøvede en del gange. Vi stoppede rutcheriet efter at Linnea havde fået hudafskrabning på sine tæer, og Johan havde forstrukket nogle muskler. Det var nogle gevaldige plask, da man landede i vandet – især Lars fik frembragt nogle store bølger...

Derefter legede vi i de andre pools et par timer i alt. Vi var godt opløste, da vi endelig stod op. Vi havde glemt at tage solcreme på før vi gik ind, så vi var blevet noget solbrændte i løbet af dagen. Dette til trods for, at der havde været overskyet det meste af dagen. Men i NZ er der jo tyndt ozonlag, så selv overskyet vejr kan give solskoldning. Man skal passe godt på. Her nabefaler de faktisk at man holder sig fra solen mellem 12 og 16, og desuden bruger solcreme og hat.

Da vi kom ud kørte vi afsted mod Albany, hvor vi skulle besøge Jess Mackie og hendes familie. På vejen købte vi ind i en økobutik, da vi lige skulle have en gave til familien. Vi købte også en taske i en sportsforretning, da vi har købt så mange gaver og souvenirs, at vi ikke har plads i de andre tasker.

Vi fandt frem til Jess' hjem, men vi fandt ud af at de boede på en bakke med en meget stejl indkørsel. I første omgang flyttede de deres ene bil, så vi kunne holde i indkørslen, men vi fandt ud af at vi ikke kunne sove i bilen, som den holdt der. De snakkede derfor med naboen, og vi fik lov til at parkere camperen hos dem for natten, så vi kunne sove i camperen. De havde en mere plan og asfalteret parkeringplads.

Jess' familie består af moren Jane, faren Trevor og lillebroderen Jack. De bor i et fint hus med flot udsigt over en dal, et stykke uden for byen. De har selv bygget huset som utrolig flot – og endnu ikke færdigt (de havde bygget på det i mindst 10 år). Bl.a. var der ikke døre alle steder, og der var ikke håndtag på dørene.Fra badeværelset kunne man i et nedsænket badekar nyde udsigten... Flot!! Hoveddøren var næsten i hustes fulde højde og af kobber. Der var kælet for detaljerne, og der var mange flotte detaljer.

Albany er en forstad til Auckland, og de bor i den del der stadig er ude på landet.

Vi fik en dejlig middag med lam og kylling med kartofler og kumara. Og vi snakkede en del om Danmark og New Zealand, og fik besvaret en del af Jess' spørgsmål, og fik beroliget hendes mor lidt mht. bl.a. fodtøjet.

Vi sagde tak for aftenen. Men vi fandt så ud af at Jess have en aftale med den samme person, vi skulle snakke med dagen efter. Det var et utroligt sammentræf. Vi havde inviteret os selv ind til et økologisk bofællesskab Earthsong i Auckland, og de havde så sat deres danske beboer Connie Kristensen til at vise os rundt. Jess gik til danskundervisning hos Connie, og skulle netop til den ugentlige undervisning. Vi aftalte derfor, at vi ville køre Jess til Earthsong næste dag, så hun kunne også vise os vejen dertil.

Lørdag d. 13/12-2008

Vi stod lidt tidligere op og var klar kl. 8:15, da Jess kom. Inden da havde vi lige hilst på naboerne og deres tre store grise. Vi havde lidt brød som var blevet muggent, og spurgte om vi måtte give dem det – det guffede de i sig på ingen tid. Grisene var en speciel NZ-art, og var ganske store. Det var kælegrise! Selvom der ikke var meget kæleri over dem – de havde meget langt og stridt hår.

Vi kørte til Earthsong, som ligger på den anden side af Auckland i forhold til Albany, hvor Jess bor. Det var nu godt, at vi havde en lokal, der kendte vejen gennem Auckland. Det er ikke sikkert vi havde fundet det uden hjælp. På Earthsong mødtes vi med Connie for at aftale nærmere for dagen. Vi aftalte, at vi kunne parkere camperen, og så blive vist rundt og fortælle om Munksøgård om eftermiddagen.

Vi tog så med en bus ind til Auckland. Det tog lang tid, 1½ time, men de havde sagt vi skulle undgå toget i weekenden, da der er sporarbejde, så vi alligevel skulle køre bus. Vi havde kun én ting vi skulle i Auckland, og det var at tage op i Skytower for at se hele byen fra oven.

Deroppe i Skytower fik vi så frokost, mens vi nød udsigten fra xx m højde. Det var fint, og der var godt vejr og god sigt. Efter en tid der, tog vi ned igen, købte endnu et par tasker, og tog tilbage mod Earthsong. Vi havde fundet ud af at den bedste forbindelse tilbage alligevel var med tog, så det gjorde vi så. Da vi sad i toget kom vi dog i tvivl om, hvor vi skulle stå af og hvilken vej vi så skulle gå. Vi gættede rigtigt på stationen, men fik gået lidt af en omvej for at komme tilbage, så i stedet for 5 minutters gang var det nok mere ½ times gang. Vi var glade, da vi endelig fik landkending igen. Vi havde nemlig også glemt at få et kort med...

Vi holdt et oplæg om Munksøgård og hvordan vi gør tingene. Der var en lille flok tilhørere, og de var meget interesserede i hvordan vi havde gjort det i forhold til deres egen måde. De havde været igennem mange af de samme problemstillinger og udfordringer som os. Vi havde fået en præsentation tilsendt hjemmefra, så vi havde noget at vise frem (tak til Lone).

Efter dette blev vi vist rundt i bofællesskabet af Connie, og vi var inde og se hendes hus. Vi var også inde hos nogle andre og se deres huse. Deres huse er indrettet meget som vores med køkken-alrum for neden og soveværelser og bad ovenpå. Udenfor er der meget frodigt, og de var jo også baseret på permakultur. Husene var bygget af stampet jord med cement i som gulv og vægge i stueetagen, og med træ som beklædning på første sal. Der var ikke noget isolering i vægge og gulv, da temperaturen i området er så høj, selv om vinteren. Der var dog nogle der indrømmede, at de havde en elradiator til de koldeste dage, og der var enkelte brændeovne.

Vi overnattede i camperen på deres parkeringsplads, og vi måtte gerne låne deres toilet og brusebad i fælleshuset. Vi fik koden til døren, så vi kunne komme ind om aftenen.

Man kan læse mere om økolandsbyen Earthsong på: http://www.earthsong.org.nz/

Søndag d. 14/12-2008

Om morgenen kom Connie over til os, og vi fik en god snak med hende. Hun fik meget af det mad vi havde til overs, og som vi vidste vi ikke skulle spise om aftenen eller næste morgen.

Vi havde ikke så meget lyst til at trampe rundt inde i Auckland. Vi havde været på rigeligt storbyferie i Singapore, og så charmerende er Auckland heller ikke. Vi ville derfor på museum denne sidste dag i NZ.

Vi kørte ind til MOTAT (Museum of Transport and Technology), som ligger inde i Auckland. Det var ikke så svært at komme derind, da det ligger lige op ad motorvejen. Der var også fine P-muligheder, især da vi var der forholdsvist tidligt.

Museet var fint med udstillinger af forskellige transportformer og interaktive udstillinger. Der var også et lille frilandsmuseum. Vi var inde og se udstillingen om telekommunikation, og Johan og Linnea lærte at bruge en drejeskivetelefon!

Der var også et arbejdende værksted med bogtrykning, og vi fik lov til at samle en linie tekst af blybogstaver og få trykt det. Vi satte en linie med Johan og Linneas navne, og så blev der trykt en efterlysningsplakat med deres navne på. Det var sjovt. Der var også nogle gamle gutter, der arbejde med at trykke en bog og vi hjalp med at læse korrektur på en af siderne. De havde lidt bøvl med at få siden sat rigtigt og få de rigtige sidenumre på. Pludselig var der en der sagde ”hvor kommer I fra?” på et lidt gebrokkent dansk. Det viste sig at hun havde været udvekslingsstudent i Ringkøbing for 5 år siden, og havde derefter arbejdet forskellige steder i Europa og Australien før hun vente tilbage til NZ. Hun synes det var sjovt at få prøvet sit danske af igen, så vi fik en længere sludder med hende på ”denglish”...

Vi brugte det meste af dagen derinde. Vi gik ud i camperen for at spise frokost (efter at vi havde set hvad de tilbød i deres cafe!!!) og gik så ind igen.

Om eftermiddagen kørte vi til en campingplads i Takapune i den nordlige del af Auckland. Den lå lige i nærheden af Kea's kontor, så der ikke var så langt næste dag.

Resten af eftermiddagen og aftenen gik med at pakke alle tasker og rygsække, og få gjort camperen ren. Vi havde jo købt en stor taske og to midre til håndbagagen, og de kom alle i brug for at få alle de gaver og ting med hjem, som vi havde købt undervejs. Alt det resterende mad gav vi til en fransk fyr i en mindre camper. Bold og frisbee blev foræret til en familie, som lige var ankommet til NZ.

Linnea fik sorteret alle sine skaller, så hun kun skulle have halvdelen med hjem. Det var svært, men hun kom gennem processen. Ungerne var et smut i den lille pool der var på pladsen.

Vi fik pakket alt og var klar til lige at smide de sidste ting ned næste morgen.

Så var det tid til at høre Ringenes Herre igen – vi har dog langt igen, men må høre resten i DK.

Mandag d. 15/12-2008

Vi stod tidligt op og fik ordnet det sidste. Derefter kørte vi de 5km der var til KEAs depot. Det lå heldigvis i modsat retning af hvor trafikken bevægede sig, så det gik hurtigt. Vi var der ca. 8:30.

Bagagen blev læsset ind i en minibus, og vi fik afleveret nøgler og fik underskrevet det, der skulle skrives på. De sidste ting vi ikke skulle have med blev givet til en familie, som lige havde fået deres camper, så de fik toiletpapir, rengøringsmiddel og affaldsposer.

Camperen havde kørt i alt 5.468km med os, heraf 3.394km på sydøen og 2.074km på nordøen.

Start 8.024km, mellemtid 11.418km, slut 13.492km. Det blev da til nogle kilometre..

Ved 9-tiden var vi klar, og minibussen kørte os og et par engelske gutter mod lufthavnen. Lige da vi var kommet på motorvejen fandt vi ud af, at vi havde glemt vores jakker i camperen. Heldigvis var der en afkørsel lige ved, så bussen vendte snuden tilbage mod depotet, så vi kunne få det med. Det var godt vi fandt ud af det så tidligt. Derefter tog det 45 minutter at blive kørt til lufthavnen.

I lufthavnen skulle vi lige pakke lidt om i de store tasker, men vi havde god tid. Efter vi havde checket bagagen ind fik vi kaffe og lavede de sidste gaveindkøb. Vi fik også noget at spise før vi boardede flyet. Vi lettede fra Auckland kl. 13:30. Det regnede og var overskyet!

Flyveturen Auckland til Singapore tog 11 timer. Så havde vi 6 timers ventetid i Singapore Changi Lufthavn. Der fandt vi et par sofaer og fik sovet lidt. Der blev også sendt et par emails fra de gratis internet terminaler. Flyveturen Singapore til København tog 13 timer. Vi kom en halv time tidligere frem end planlagt, men til gengæld skulle vi blive i flyveren lidt mens ambulancefolk fik båret en mand ud, som havde fået et slagtilfælde under turen.

Tirsdag d. 16/12-2008

Ankomst til København kl. 6:30. Der var mørkt og 4 grader varmt. Brrr!

Vi blev hentet af Eva og Mogens, og Eva kørte os hjem til et koldt hus. På trods af at varmen var blevet skruet op om søndagen, var der ikke kommet særligt meget varme i huset.

Her var der sørget for morgenmad og planterne var kommet hjem igen, og køleskabet fyldt op med de mest nødvendige fornødenheder – og ikke mindst, der var lavet boller i karry til aftensmad, som blot skulle varmes. Skønt...

Hanne i nr. 29 (tak for det) var lige forbi med et par friskbagte boller...

Kl.17 kunne vi ikke længere holde os vågne, men måtte kapitulere. Det var dejligt at lægge sig i sin egen seng. Camperens senge var ok, men alligevel...

Det var så den orlov