Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 5

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 4/12/2008.

Torsdag d. 27/11-2008

Vi havde snakket om vi skulle med en tidligere færge, men besluttede at tage færgen kl,. 13.15, så var der lidt tid til at vågne og lige få kigge lidt på mail og skype med farmor og farfar. Det blev til lidt snak med dem Nordenfjords. Vi havde skypet med mormor og morfar dagen før. Der blev også lidt tid til at spille på nettet.

Vi fik tømt tanken på camperen, og så kørte vi mod havnen, men inden da skulle vi lige hæve lidt penge og købe lidt søsygemedicin til Linnea. Vi havde brugt det sidste i går (som Linnea så ikke fik brug for, da vi ikke skulle ud at sejle!). Vi skulle have noget som man ikke bliver så sløv af. Det viste sig, at de ikke længere havde noget af det, vi havde med hjemmefra, men et andet produkt med ingefær i, så det prøver vi. Det er ikke så blæsende i dag som i går, så det går nok...

Der var ingen problemer med vores billet, som vi jo havde fået ændret dagen før (selvom det ikke var en fleksibel billet). Vi kom i god tid, og der stod på et skilt at bølgerne var moderate, dvs der ikke var så vild søgang. Der blev lavet lidt lektier og spillet fisk mens vi ventede.

Endelig fik vi lov at køre ombord. Vi fandt hurtigt ”restauranten” og fik noget at spise. Det nåede vi næsten inden vi lagde fra kajen, og så ville vi ovenpå for at nyde turen ud af fjorden, men det blæste ærlig talt lidt rigeligt, så vi fandt agterdækket (overdækket) med udsigt og fine borde, og slog os ned her. Her fik ungerne fundet deres matematikbøger frem og gik i gang. Vi sad ved to små borde, og drak kaffe og varm kakao mens der blev arbejdet intenst.

Da vi kom ud af fjorden blev der lidt søgang, og Linnea måtte stoppe med lektierne. Lars og Linnea gik lidt ud for at trække frisk luft, og bagefter tog de sig et spil fisk. Imens arbejde Johan videre med sin matematik, og kom et godt stykke videre. Det var noget med kubikcentimeter og kubikmeter – rumfang. Johan kom også med i fiske-spillet, og nu kom der sport i at sige et fiskenavn i stedet for blot ”fisk”. Vi kom langt omkring, startende med torsk, over fjæsing til kuller. Vi var også lidt i gang med haj, linguster og krabbe, men det er vist ikke fisk? Det var i hvert fald hyggeligt og sjovt at udvide spillet med dette. Og så var det sjovt at finde sjove fiskenavne, kulmule!

Ud på det åben hav var vejret lidt bedre – der var sol. Inde i Picton og hele vejen ud gennem fjorden, var det overskyet (tåget) og en smule regn, derfor tog turen ud gennem fjorden sig ikke så flot som den sikkert ville være, hvis vejret havde været bedre...

Vel ankommet til Wellington kl. 16 kørte vi gennem myldretiden til campingpladsen ved Lower Hutt, hvor vi fik en plads. Ved receptionen stødte vi ind i en dansk familie med tre børn, familien Toftdahl/Djernes, Christian på 12, Johanne på 8 og Jens på 5, og forældrene Rie og Jesper fra Mors. Det var lige noget der passede Linnea, og Johanne så også ud som om hun trængte til lidt pige-leg.

Vi kørte dog hurtigt ud igen, da vi skulle købe ind. Vi kørte ind til Lower Hutt, hvor der ifølge vores NZ økologiske indkøbsguide (som vi havde købt på den økologiske restaurant i Kaikoura), var en økologisk butik. Vi fandt den også fint med det samme, og så blev der ellers powershoppet. De havde alt det vi skulle bruge og mere til, så vi slap helt for at gå i det almindelige supermarked.

Da vi kom tilbage til campingpladsen kom der hurtigt gang i legen med Johanne og Christian. Vi fik en snak med Rie og Jesper. De har kørt på Nordøen ca. den vej vi regner med at køre (bare modsat), så vi må lige se at få udvekslet lidt tips med dem. Alle ungerne legede til sent og de vil meget gerne lege dagen efter. Vi har samme planer for i morgen, så det kan være vi møder dem der.

Fredag d. 28/11-2008

I dag gik turen til Wellington for at gå på sightseeing. Vi tog afsted kl. lidt i ti for at tage bussen derind. Der var et busstop ikke så langt fra campingpladsen, hvor bussen gik direkte til centrum af Wellington. Det tog ca. 35 minutter.

Første mål var deres nationalmuseum Te Papa. Det betyder Nationen, og det var fyldt med historie om fortiden for mennesker på New Zealand, først Mauri og derefter Europæere og andre. Der var også en del om naturen, vulkaner, jordskælv, vejr, og en del om den naturlige vegetation og dyreliv, og hvilken indvirkning mennesket havde haft på det.

Det var meget spændende, og vi brugte hele dagen derinde. Til frokost tog vi en sandwich i cafeteriet og om eftermiddagen fik vi en cola i cafeen. Adgang var gratis undtagen til to action-attraktioner inde i deres afdeling for New Zealands nutid. Vi købte billet til begge. Der var en vild en og en mindre vild en, the high ride og the low ride. Begge var film, men stolene bevægede sig sammen med filmen, så man fik en meget virkelig fornemmelse af at være med. The High Ride tog en med rundt i NZ, fårefarm, flyvetur, motorcykel, skateboard, bungyjump, netball, rugby og delfinsvømning. Vi blev godt rystet, og Linnea endte med at blive næsten køresyg. Vi bad derfor om at det blev stoppet, og de tog nødstoppet. Heldigvis var der kun én anden publikum derinde sammen med os. Linnea gik udenfor, og det hele blev startet forfra. Da vi kom ud derfra var Lars også blevet lidt bleg. Den anden The Low Ride tog en ned i en ubåd til en undersøisk vulkan. Den var noget mere rolig, men til gengæld var man her helt indkapslet, så man ikke kunne se hvad der var rigtigt op og ned. Linnea klarede denne fint, men Lars var noget sløj efter disse to udfordringer for hans balancecenter lige efter hinanden. Han måtte efterfølgende lige sidde stille ude i forhallen indtil han var på benene igen.

Da vi var kommet ud af de to forlystelser mødte vi familien Toftdahl/Djernes. De havde også brugt det meste af dagen derinde.

Vi så en del om Mauri historie og kultur. Der var flere hele Maori huse, og der var et Maori teater; der var dog ikke noget der, da vi var der. Der var også noget om deres både og kanoer. Deres oprindelige ankomst var med sejlbåde, og sejlene var af flettede siv eller flax. De så meget fine ud. Det sidste vi så var deres have med oprindelige planter. Der fik vi navnene på nogle af de ting vi havde set før, men ikke havde vidst hvad var.

Da vi kom ud var det sen eftermiddag. Vi gik en kort tur ned til lystbådehavnen. Vejret var herligt, solskin med omkring 25 grader. Det var fredag eftermiddag så der var mange der gik tur på havnen og der var en del kåde unge, hvoraf nogle sprang i havnen. Vi fandt bus-stoppet og vores bus, og kom sikkert hjem.

Da vi havde spist legede børnene med Christian, Jens og Johanne, og derefter satte børnene sig til at se film, drengene for sig i vores camper og pigerne for sig i deres camper. Vi voksne satte os sammen med kort og rejseplaner og udvekslede erfaringer om hvad vi havde oplevet. Vi skulle jo næsten køre i hinandens fodspor, så det var rigtigt godt at få nogle informationer om, hvad der var godt og skidt. Vi snakkede i længere tid over rødvin og chips, og vi blev da lidt pressede af tid til sidst, da nogle af børnene krævede at komme i seng.

Familien Toftdahl/Djernes har også en rejse-hjemmeside: www.travellog.dk/td

Lørdag d. 29/11-2008

Vi stod forholdsvist tidligt op for at komme hurtigt afsted fra Lower Hutt, da vi skulle køre ret langt denne dag. Vi kom afsted fra campingpladsen kl 9:15 efter at have tømt spildevand og fået spulet bilen en smule.

Vi kørte afsted mod hovedvej 1, men da Lower Hutt ligger på hovedvej 3 skulle vi lige køre lidt hen over et bjerg. Vi tog så den mindre vej frem for den store, og som forventet ledte den til en ret flot dal med mange gode udsigter. Vi endte helt oppe på toppen ude ved kysten med hovedvej 1 lige neden under os 3-400 meter nede, hvor vi holdt ind på et udsigtspunkt inden den bratte nedfart. Vi kunne se op langs syd-vest kysten og vi kunne se bjergene stikke op af skyerne på sydøen. Vejret var super flot, så det var en meget fin udsigt.

Da vi var kommet ned var landskabet ret kedeligt, fladt med rigtig mange køer. Vejen var fin, bred og flad, så vi holdt et godt tempo. Vi kørte gennem byen Levin, men vi holdt ikke, da den var meget travl sådan en lørdag morgen. Vi kunne heller ikke lige finde byskiltet. I lavlandet var der mange frugtudsalg og der var skiltet med friske jordbær. Det lykkedes os dog ikke at få købt nogen, da vi holdt god fart og skiltene ikke stod ude ved vejkanten, så vi var suset forbi inden vi opdagede det..

Vi spiste frokost i en park i en lille by (Hunterville) lige før det begyndte at blive bakket igen. Så begyndte vi at køre op langs Rangitiki River og de flotte udsigter begyndte at vise sig. Floden har skåret sig dybt ned i landskabet, og der var bratte skranter langs floddalen. Det var et helt andet slags landskab end vi har set hernede tidligere. Der bliver simpelthen ved med at komme nye slags flotte udsigter og landskaber.

Da vi havde kørt et stykke i floddalen var vi inde i en wool-shop, som Anna havde planlagt vi skulle. Vi købte nogle huer og halstørklæder, meget relevant når der er høj sol, 25-30 grader varmt og gode vejrudsigter.

Lidt længere oppe drejede vi af fra hovedvejen for at køre ind til en kløft, som har været med i Ringenes Herre. I filmen var det floden Anduin, hvor rejseselskabet flød ned ad. Vi kørte ind til en bro over floden, Mokai Bridge. Her var skrænterne helt stejle (nærmest lodrette) og den var 100m høje på den ene side og næsten dobbelt så høj på den anden side. Nede i bunden løb floden. Kløften var ca. 50m bred, hvor broen gik over. Her kunne man bungyjumpe og andre aktiviteter, hvor man skulle kaste sig ud i intetheden. Der var også en cafe og vi fik sodavand, kage og kaffe. Vi var ude og se nogle, der susede forbi på en kabelbane (extreme flying fox) nede i kløften.

Efter kaffen ville vi gå en tur. Vi gik over broen og beundrede den fantastiske udsigt ned i kløften. Vi gik ad den snoede og stejle sti, der førte op til det sted, hvor kabelbanen startede; det var højt oppe på den høje side af floden. Vi gik helt op til startpladsen, og der var en utrolig udsigt. På vejen op havde Johan snakket meget om at han gerne ville prøve at køre ned med kabelbanen. Da vi havde set et par starter deroppefra besluttede vi, at det skulle Johan og Lars også prøve. Desværre kunne man kun betale (og skrive under på et papir) nede i cafeen, så vi måtte gå hele vejen ned igen før vi igen kunne gå derop.

Kabelbanen bestod af et 1km langt kabel hængt op over kløften på den lange led i en svag bugtning i floden. På kablet var der en løber, og på denne kunne man blive hængt op enkeltvis eller dobbelt (eller tre personer), og fræse ned med op til 160km/t kun med hjælp fra tyngdekraften. Turen stoppede, når kablet gik op ad igen, og så kørte den baglæns. Den kørte så frem og tilbage til farten var taget helt af, og man hang på det laveste punkt. Så var der en anden løber, som kunne trækkes langs kablet og dermed skubbe den første løber hele vejen op igen. Så blev man trukket baglæns op til udgangspunktet, hvor man blev hægtet af og måtte gå ned ad stien igen.

Johan og Lars blev iklædt seler. Så blev de hængt op vandret på maven med hovedet let nedad. Da man, sagde man var klar, blev løberen med Johan og Lars sluppet og de susede ned i dybet. De vinkede til Anna og Linnea, som stod oppe på platformen og kiggede på (og spiste is!). Efter dette sus og turen frem og tilbage et par gange i bunden, kunne man se den flotte udsigt nede i kløften. Det var utroligt som floden havde gnavet sig lodret ned i den bløde klippe. Der blev taget mange billeder. Lars havde prøvet at tage film mens de susede ned, men i forvirringen under ”affyringen” havde han ikke fået trykket ordentligt på knappen. Så der blev ingen film...

Da de så ikke havde fået filmet, købte vi den DVD, der blev optaget af det kamera, der var monteret på løberen. Den så vi i camperen om aftenen. Efter suset pustede vi ud lidt før vi kørte videre. Der var en del som sprang bungy jump – og det var åbenbart ikke kun for de unge... Det var sjovt at høre dem skrige, når de kastede sig ud over platformen på broen. På cafeen stod der da også ”if you don't dare jump - push youself”. Det lod nu til at de fleste bare sprang ud.

Vejen kørte nu videre gennem dalen og op, og pludselig så vi den store vulkan Mt. Ruapehu i Tongariro nationalparken med skyer om toppen og et andet helt symmetrisk bjerg som en kegle. Det var imponerende. Vi drejede af mod Ohakune, og endelig nåede vi temmelig sent frem til campingpladsen i Ohakune. Her fik vi en plads med aftensol. Ungerne løb ud for at lege, og maden blev lavet så hurtigt som muligt. Da vi havde spist, så vi DVD'en fra den 8 minutter lange tur, hvorefter vi hørte endnu en CD med historien fra Ringenes Herre. Det blev sent før vi alle kom i seng, og det havde været en lang transportdag med spænding og flotte indtryk.

Søndag d. 30/11-2008

Vi tog fra Ohakune campingpladsen (ligger i 600m højde) kl. 10 og kørte direkte op ad vejen mod vulkanen Ruapehu, 2800m høj. Vi kørte mod bjerget fra syd. Vejret var super flot med skyfri himmel, så bjerget/vulkanen lå flot foran os med masser af sne på toppen. Det er en ret bred vulkan, ikke sådan en ”standard” symmetrisk keglevulkan, men det er en stor kegle, bare uden spids top. Der ligger et skiområde (Turoa) 17km ind for enden af vejen i 1600m højde. Oppe ved skiområdet var landskabet meget goldt og barskt at se på. Alt i skiområdet var lukket, og der holdt kun et par andre biler på den kæmpe p-plads. Landskabet var ret ungt og det var tydeligt, at det var vulkansk. Der var ganske få planter. Man kunne godt forestille sig Mordor fra Ringenes Herre her, eller der hvor Frodo og Sam går fra Emun Muil mod Dødemandsmarsken..

Vi gik en tur lidt op ad en af de blå pister (nu uden sne) og gik så lidt ud i landskabet. Det var ret svært at gå pga. det knudrede vulkanske landskab. Vi klatrede ned og op ad de formationer der var, og endte ved en lille bæk. Her slappede vi af lidt i solen. Der var fint lunt i læ, men vinden var lidt kølig. Der var vel 20 grader varmt. Derefter gik vi tilbage til camperen. Fra skiområdet kunne man se mod vest og man kunne tydeligt se Mt. Egmont helt ude mod vest på Nordøen. Der er vel 150km derud i luftlinie. Det var flot. Det er også en vulkan, og fra hvor vi kunne se den, så var den fuldstændig symmetrisk og kegleformet.

Vi kørte lidt ned ad bjerget samme vej vi var kommet (der var ingen anden vej) og stoppede et sted, hvor en bæk løb flot ud over en kant og faldt 10-12m, det hed Mangawhero Falls. Vi skulle gå 5 minutter for at komme dertil. Derefter kørte vi hele vejen ned ad bjerget på den smalle og snoede vej, som endte i regnskov. Det er lidt spøjst hver gang at se denne regnskov, for det minder en om noget tropisk pga. at vi normalt forbinder regnskov med varme. Men dette er stadig tempereret regnskov, som vi så på sydøen. Der var nu ganske lunt med 22grader.

Næste stop var et tilsvarende skiområde på den anden side af vulkanen. For at komme derom skulle vi køre hele vejen ned, og hele vejen rundt om nationalparken, en tur på mindst 60km. Efterhånden som vi kørte vestover, og derefter nordover kom vi rundt om den store vulkan og to andre vulkaner dukkede op. Den ene af dem var flot kegleformet, helt som en vulkan ”skal” være. Det var Mt. Ngauruhoe, som man ikke kunne komme så tæt på. Det var også en ret ung vulkan, faktisk kun 2500 år gammel!! Den anden vulkan hedder Mt. Tongagiri, og er den vulkan som har givet navn til nationalparken. Den er dog slet ikke kegleformet, men mere uformelig, og det ser ud som om toppen er ”sprunget” væk., og har haft en stor byld på den ene side...

Vi kørte igen op ad Mt. Ruapehu, denne gang fra nord-vest. Målet var et andet skiområde, Whakapapa/Iwikau, men her var der mere liv. Dette ligger også i 1600m højde. Der var hytter helt oppe ved lifterne, og der var en åben cafe med souvenirsbiks, og en del besøgende. Vi parkerede camperen og fik frokost – rugbrød, som vi havde købt i økobiksen i Wellington. Efter frokost gik vi op mod cafeerne og lifterne. Landskabet her så også voldsomt og barskt ud, men her var der endda mere skarpe konturer og lodrette fald og skrænter. Det var flot og også på en måde grimt, for det var så voldsomt. Vejret var skiftet en smule, da der nu var enkelte skyer, men her var der til gengæld lidt varmere, 25 grader.

Lige bag cafeerne ligger en helt lodret klippevæg kaldet Meads Wall. Den indgår i Ringenes Herre filmen, som der hvor Frodo og Sam firer sig ned med rebet fra Emun Muil, og der hvor de fanger Gullum. Vi gik op til væggen, som vel er ca. 30m høj. Det viste sig, at der lige bag denne væg var et helt lodret fald ned i en dyb dal, så det var noget mærkeligt, hvordan denne væg var blevet dannet. Det var tydeligt, at det var en lava-væg. Vi gik lidt rundt i området og beundrede udsigten. Her kunne man stadig se Mt. Egmont mod vest. Vi klatrede lidt rundt på klipperne, og kastede lidt med sne fra de pletter af sne der lå tilbage.

Vi gik ned til cafeen, og fik en kop kaffe og kakao. Derefter fandt vi camperen igen og kørte ned ad bjerget. På vejen ned stoppede vi to steder. Første stop var ved et flot vandfald, der hed Tawhai Falls. En kraftig elv kastede vand fra bjergets sne ud over en kant dannet af en lavastrøm. Det faldt vel omkring 6m, og det var ret flot fordi det var så kraftigt. Vi nød det varme vejr ved strømmen og ungerne legede lidt med vandet. Det tog kun 10minutter at gå fra bilen derind.

Næste stop var også en kort gåtur fra vejen hen til nogle knolde. Det var resterne af et kæmpe jord/mudder/klippe/lavaskred, som havde flydt ned fra bjerget. Det skete for godt 11.000 år siden. Knoldene var vel 10m høje og runde. Der var flotte udsigter til alle de tre vulkaner i området.

Nu var det blevet eftermiddag, og vi skulle se at komme videre mod Taupo. Vi kørte nu gennem store områder med nåleskovsplantage, hvorefter vi kom ned til den ret store Lake Taupo (største sø i NZ). Vi kørte langt søen mod byen, som ligger i nordenden. Dette ser ud til at være et sommerturiststed for New Zealændere, for der var rigtigt mange mennesker i byen og nede ved søen, hvor der blev badet Vi fandt campingpladsen, hvor der var god plads. Det er en stor plads med megen luksus, men det er også ret dyrt.

Der var opvarmet pool (geotermisk varme), så efter aftensmaden var vi alle i. Det var sjovt og hyggeligt. Vejret var skiftet lidt om aftenen, idet der var kommet en del skyer, men det er meget lunt, omkring 25 grader, selv efter solnedgang. Poolen var delt i to og bliver opvarmet fra varme kilder, men vandet var fyldt med klor. I den ene pool var vandet 39 grader, og i den ”kolde” var det ”kun” 29 grader. Vi gik alle i bad efterfølgende, og bagefter spiste vi is, mens vi hørte historie (Ringens Herre).

Sikke en måde at tilbringe 1. søndag i advent. Ingen adventskrans eller lign., så vi har ikke tændt noget lys. Det er en lille smule svært at forstå, at det er den 1. december i morgen – det er ikke fordi, der IKKE er juleting hernede, men pga vejret er det svært at forestille sig at julen nærmer sig, man går rundt i kortærmede t-shirts og shorts/nederdel!

Mandag d. 1/12-2008

Nu er det den første dag i december, og julemåneden er begyndt. Vi har ikke et stykke julepynt i camperen eller et kalenderlys. Det har vi nu godt nok heller ikke set hernede, men alligevel.

Vi ville have en forholdsvist stille dag, så der var kun to ting på dagens program foruden, at vi skulle køre til Rotorua og til de termiske områder omkring Rotorua. Solen gemte sig bag skyer, men det var ikke koldt – omkring 22 grader.

Første stop var Huka Falls, som ligger lige uden for Taupo. Dette er NZ's mest vandfyldte vandfald, men det er kun 9m højt. Afløbet fra Lake Taupo er reguleret lige ved søens bred af hensyn til de nedenfor liggende vandkraftværker. Lidt nede af strømmen er der så dette vandfald, hvor hele den store strøm skal passere en meget smal naturlig kanal, 15 m bred og 10m dyb. I gennemsnit passerer der ca. 160 kubikmeter vand i sekundet (men pga kraftværkerne længere nede af floden variere det melle 32 og 270! kubikmeter per sekund). Der var virkeligt drøn på gennem kanalen. Og der hvor kanalen slutter, er der så et stort basin, hvor vandet sprøjtede, hvirvlede rundt og skummede.

Det var meget imponerede, og man kunne fornemme de voldsomme kræfter ved blot at høre den kraftige brusen fra det skummende vand. I solstrejfene kunne man se regnbuer.

Kanalen er skabt, fordi flodens naturlige erosion af den bløde klippe har ramt et hårdt lag sten. Her har vandet kun kunnet slide i sprækker i klippen, men da den så er trængt igennem dette lag via revner, har det kunnet slide klippe væk nedenunder. Kanalen i det hårde klippe er så blevet ret smal.

Efter dette kørte vi mod Rotorua, som er kendt for sin vulkanske aktivitet, dvs. kogende kilder, damp, svovllugt og kogende mudder. Den første del af turen var ret kedelig, lange bløde bakker med enten køer eller høje nåletræsplantager. Der er tre områder, hvor man kan komme ind og opleve disse varme fænomener tæt på. Vi havde valgt den der hed Wai-o-tapi ud fra diverse beskrivelser og gode råd fra andre, og denne lå også direkte på vejen mod Rotorua.

Vi kørte derind, betalte entre og gik ind. Føj for en stank...

I området var der tre gåture rundt som hang sammen i et fint stisystem. Hele turen rundt var 3 km. Der var en stram lugt af svovl, og man skulle koncentrere sig om ikke at komme til at trække vejret gennem næsen. Vi gik hele vejen gennem området, på alle tre gåture. Vi kom forbi mange forskellige flotte formationer. Svovl-spring med gult pulver på, jordfaldshuller, kogende mudder, gule søer, blå søer, mørkegrønne søer og lysegrønne søer. Farverne får de fra forskellige salte som ”bobler” med op gennem jorden/vandet. Fx var Djævelens badekar fuldstændig lysegrønt – det var en blanding af svovl- og jernsalte. Det var ikke en pæn farve

Mange steder var der små kilder med kogende vand. Der var også mindre geysere. De havde en stor geyser (Lady Knox), som de styrede til at springe om formiddagen (kl. 10.15 ret præcis), så den så vi ikke springe. Der var også en champagnesø, hvor vand sydede (det var 74 grader) med kuldioxid brus, og hvor der var orange kant langs. Det var alt sammen meget flot, men det var ikke så rart at gå rundt i den stank. Linnea var noget utilfreds med lugten, og det krævede en del overtalelse at få hende hele vejen med rundt.

Åbenbart er der andre som godt kan leve i dette miljø – for i en af jordfaldshullerne, havde forskellige fugle lavet reder i skrænten, og den varme luft hjalp med at udruge æggene. Der var også en del insekter, så fuglene havde masser at leve af. Bla. så vi en broget stylteløber som gik rundt (på sine meget lange ben) i det syreholdige vand og fangede insekter. Tilsyneladende påvirker det ikke stylteløberen...

Da vi kom ud fra området igen kiggede vi lidt i souvenirbutikken. Der var mange flotte træudskæringer, og meget andet. Der var juleudsmykket og der blev spillet julemusik. Bla spillede de ”Dreaming of a White Christmas”, noget vi havde lidt svært ved at greje, der hvor vi stod i shorts og t-shirts i 25 graders varme. Det må vist blive ved drømmen, når det drejer sig om hvid jul, så længe man er i NZ.

Vi fik frokost i camperen, hvorefter vi kørte videre. Lidt derfra var der en dam med kogende mudder, og vi var også lige derinde og kigge. Det boblede og spruttede, og er nok ikke lige noget man skulle stikke sine fingre i. Det stod skyer af damp op, når der kom nogle vældige udbrud af mudder. Det er nok ikke lige her man skal tage mudderbad! Linnea som havde fået nok af svovlstank ville ikke med ud, men lugten var slet ikke så slem, som det vi lige kom fra (eller også havde vi vænnet os til det). Efter dette kørte vi direkte mod Rotorua. Flere steder så vi damp stige op fra grøfter og marker. Selv fra nogle af kloakkerne kom der damp. Det er altså kun hvis der er hul på en varmtvandsledning, at vi ser den slags i DK. Vi var også kørt forbi en kæmpe geotermisk anlæg, et elværk – det så imponerende og kompliceret ud.

Resten af vejen mod Rotorua hang en svag lugt af svovl i luften...

Allerede ved 15-tiden ankom vi til campingpladsen i Rotorua. Her skulle der ikke lugte at svovl – i flg. folderen og det passede meget godt.. Ungerne løb ud for at lege lidt, og senere kom de ind for at lave lektier. Johan lavede dansk og Linnea lavede matematik. Efter aftensmaden lavede Johan og Lars lidt på den opgave Johan havde fået med at lave et foredrag om et emne. Det var sjovt og det tog lidt tid. Derefter hørte vi igen historie.

Tirsdag d. 2/12-2008

Vi havde ikke specielt travlt med at komme op, og vi tog den med ro – der var kun to ting på programmet – Kiwier (altså fuglene) og så se en maori-landsby. Rotorua er en slags center for maorierne (eller hvert fald hvis man er turist og vil se og opleve maori-kultur).

Trods løfter om at det var en lugtfri (svovl) campingplads, så var der en svag lugt at svovl over pladsen om morgenen – det kan vist ikke helt undgås, når Rotorua ligger nærmest lige i centrum af vulkansk aktivitet – med sprækker i jorden og varme kilder og bække.

Vi havde fået anbefalet, at se kiwier i Rotorua af vores guide fra Doubtful Sound, så vi var noget spændte. I den folder vi havde fået stod der, at man skulle booke plads, da der kun kom et begrænset antal ind. For en sikkerheds skyld ringede vi så ind, og ganske rigtig, så kunne vi ikke komme til før kl. 12. Så blev ventetiden brugt på lidt skolearbejde.

Stedet er en slags reservat for kiwier (den brune kiwi). Kiwien er udrydningstruet og for at hjælpe den, så tager man deres æg til udrugning, og passer derefter kyllingen til den er ca et halvt år (eller vejer mellem 1000 og 1200 gram), og så genudsætter man den, der hvor man fandt ægget eller æggene. Kyllingen ved per instinkt hvordan den skal søge føde, så den behøver ikke lære det at sine forældre. Faktisk er det sådan at det er hannen som passer ægget, da hunnen er udmattet efter at have lagt ægget. Selve ægget vejer ca. 20% af hunnen, og for at få plads til det i sin krop kan hun ikke selv spise de 14 dage det tager at lave ægget. Hun lægger som regel to æg med et par dages mellemrum

Vi var inde og se deres laboratorier. Først er der nogen der er ude og finde æggene. Når de har samlet dem bliver de vasket, og hvis der er revner i æggene bliver de lappet. De kan se hvor gamle æggene er ved at måle luftboblens størrelse, og dette gør de ved at lyse gennem ægget med en lygte. Skallen er ret tynd. Derefter bliver de lagt til udrugning, og de skal vendes to gange per time. De hele æg udruges i en automatisk maskine, mens de revnede æg skal vendes manuelt. Når de er lige ved at blive udruget kommer de over i en rugekasse, og så overvåges de når de klækkes. Vi så en nyklækket og en én dag gammel kylling. De sover de første tre dage efter udrugning, hvorefter de er klar til at løbe fra reden og være helt selvstændige. De er ret store og ser helt færdige ud når de kommer ud. Den vi så som nyudklækket lå og sparkede i søvne. De så ret fine ud. De første ti dage lever de af den blomme som var i ægget. Den suger de ind via en slags navlestreng lige inden den klækkes.

Derefter fodres de op og vejes regelmæssigt i starten. Vi så et par kyllinger blive vejet. Linnea synes de var ret nuttede. Derefter skal de gå udenfor i hegn uforstyrrede i et halvt år, for de udsættes først når de vejer mere end 1kg. Dette skyldes at de så selv kan forsvare sig mod deres fjender måren og ilderen. De har kraftige ben og meget skarpe klør, så de kan sagtens forsvare sig. Derfor skal man passe på, hvis man skulle være så heldig at møde en kiwi live, for det skulle gøre ret ondt

Vi fik også en tur i et nathus, hvor de har vendt nat og dag, og dermed har gjort det muligt for os at komme til at se kiwier, som er natdyr. Det var fint at se dem i fuld vigør. Der var tre kiwier i hver deres ”gård”. De er jo territoriale dyr, så de kan ikke gå sammen med mindre det er et par. De ventede på en hun-kiwi fra Auckland, som de gerne ville sætte sammen med den ene han der var, så de med tiden kan få kyllinger (hvis de altså kan sammen). Kiwier danner par for livet med mindre den ene falder fra, så sker det at de prøver at finde en anden mage.

De forsøger at røre så lidt som muligt ved kiwierne som muligt, så de kan genudsættes. De kiwier som er i nathuset forbliver der hele deres liv, da de er for præget af mennesker.

Vi spiste frokost i camperen på p-pladsen før vi kørte videre til en Maori landsby. I selve Rotorua er der to Maori landsbyer, hvor man kan komme ind og se, hvordan de bor. Der er en meget kommerciel by, hvor der nu ikke bor nogen, men kun er lavet for turister. Og så er der den anden, som er knap så friseret, men til gengæld er levende. Vi valgte den ”autentiske”, og fik set lidt om, hvordan de bor og hvordan de bruger de varme kilder til dagligt.

Når man kom til deres byport, så skulle man over en bro. Længe før de fik bygget broen, så havde de haft rundvisninger. Så stod mændene klar til at bære turisterne over den ret kolde flod. Mænd blev båret på ryggen, kvinder og børn i armene foran. Der var også en anden tradition som børnene i byen hyggede sig med – penny-diving. De dykkede efter penge som folk (nok mest turisterne) smed i floden. Det var en ret fornøjelig måde at få lommepenge på – når det blev for koldt, så løb de lige en tur op i det varme fællesbad for lige at blive varmet op, og sådan fortsatte det...

De lavede deres mad i dampbokse (hangi box – hangi for mad på maori) i jorden, og de havde såmænd også en kilde til at koge mad i. Det var mellem 96 og 110 grader varmt. Kilde var 17 meter nede, og der var der 285 grader varmt, hvor der var et stort reservoir med varmt vand og en masse kanaler som fordeler det varm vand til andre kilder. De havde haft besøg af forskere som havde lavet forskellige undersøgelser af deres ”køkken”. Vandet var ikke godt til te og kaffe, men når det blev kølet ned, så var det fint drikkevand (kildevand).

De havde et stort åbent fællesbad med varme bade. Der blev badet morgen og aften, og efter aftensbadet, så blev alle karrene tømt og rengjorte, og fyldt med frisk (og meget varmt vand) til morgenbadet. Der var fællesbad for hele landsbyen samtidig – undtagen for gravide kvinder eller kvinder med menstruation.

Der var varme kilder over det hele, og der kom damp op af rør forskellige steder. Der var et af husene som for nyligt var blevet forladt, da der var opstået en varm kilde under stuegulvet (det må vist kaldes centralvarme). Der var også ved at opstå to nye minigeysere midt på deres stisystem. Det var en guidet tur (lidt a la Munksøgård) og alle stier var indhegnet, men det var tydeligt at de boede der. Der var 26 familier i byen, men de fleste arbejdede udenfor. Til sidste gik vi op forbi deres kirkegård (hvor gravene var betonkister over jorden, og der var damprør som ledte varmen væk), og op til deres tre geysere. De springer en-to gange i timen, så vi ventede der et stykke tid, til det skete.

Lugten på stedet var lidt streng, men dog lugtede det ikke så kraftigt af svovl som, hvor vi var dagen før. Linnea var ikke glad for det, men endte dog med at acceptere det. Vejret var lidt køligt, men solen skinnede.

Vi sluttede af med is til isspiserne – Linnea og Johan. Desværre var det blevet så sent, at deres cafe var lukket, så ingen kaffe til de kaffetørstige.

Da vi kom tilbage, blev der lavet lektier igen, samt leget udenfor. Dagen blev igen afsluttet med historie. Vi snakkede lidt om den videre færd og blev enige om, at droppe turen til filmkulissen for Hobbittrup, da det ikke så vildt spændende ud. Vi vil hellere bruge tiden oppe ved Coromandel halvøen og måske bade lidt.

Onsdag d. 3/12-2008

Dette var så Annas luksusdag. Hun havde booket en helkrops mudderbehandling i Polynesian Spa. Vi var derinde kl. 10 og Anna kom ud igen kl. 13. Mens havde Linnea og Johan været i en svømmepøl der også lå derinde. Lars sad og slappede af og lavede hjemmesiden klar med den seneste uges billeder. Ungerne var i poolen til de var lyserøde rosiner, og simpelthen ikke gad at plaske mere. Vi fik noget frokost mens Anna stadig blev nusset, vasket, smattet og masseret.

Da vi kom og Anna sagde, hun havde bestilt tid, så blev vi vist ind forbi butikken til en særlig reception. Her skulle Anna udfylde et skema, og så fik Johan og Linnea en billet til familie-poolen. Der blev sagt på gensyn kl. 13, og Anna blev vist rundt, og fik fortalt hvad der skulle ske. Der var 4 udendørs opvarmede bassiner med varmt mineralholdigt vand. Temperaturen var hhv. 36, 38, 40 og 42 grader. Man skulle begynde med det koldeste for at vænne sig til temperaturen. Da det var en mudderbehandling, så skulle man går op af vandet mindst 15 minutter for at være tør. Og så blev der ellers smurt varmt mudder på (dog ikke kogende), og så indpakning, hvile i 20 minutter, derefter brusebad, og til sidst en god gang massage. Skønt...

Ved halv to-tiden tog vi så afsted fra Rotorua. Vi havde ikke helt klare planer om hvor vi skulle overnatte, men vi ville bare se hvor langt vi ville nå på vejen mod Coromandel. Det første stykke var lidt dårlig vej, og det bumlede noget i bilen. Derefter var der en del trafik i omegnen af Tauranga. I det hele tager er der noget mere trafik på nordøen end på sydøen.

På kysten mod Bay of Plenty er næsten alt landbruget frugtplantager, enten kiwi, appelsin, avocado eller fersken. Alle marker er afgrænset af meget høje hække, 5-10m høje og flot klippede. Vi stoppede et sted for at få en kop kaffe. Der var en fuglepark, men vi skulle bare have noget kaffe og is. Da vi kom ind fandt vi ud af at de ikke tog imod kreditkort. Vi var selvfølgelig næsten løbet tør for kontanter, så vi måtte så finde en kombination af kaffe og is, som kunne lade sig gøre med de penge vi havde. Det blev derfor til en kort pause. Vi fik så hævet nogle penge i den næste by - Katikati.

Vi kørte ikke så meget længere den dag. Vi stoppede i Waihi Beach, hvor vi fandt den campingplads, vi havde overvejet der. Den lå helt ud til kysten, men det var ikke lige et sted man bader. Det er vist mere til (vind)surfing... Til gengæld var der en fin pool med vandrutchebane og en lille varm pool. Linnea, Johan og Anna gik over til poolen, Anna dog ikke for at bade – ikke noget med klorvand oven på mineralvand og mudder. Der mødte hun en ex-dansker, og hendes familie som snakkede ganske godt dansk – dog med engelsk ordstilling... De hyggede sig der en times tid, og derefter gik vi alle hen til en cafe, hvor vi spiste aftensmad. Vi sad udenfor og det var rigtig lunt.

Vejret har været noget anderledes denne dag en vi tidligere har mødt. Vi startede med ca. 25 grader og lidt spredte skyer. Om eftermiddagen, da vi kom ud til havet, var der 32 grader og skyfrit. Om aftenen var der 20 grader. Det var skønt. Havet var dog stadig koldt.

På den cafe vi spiste aftensmad, havde de stillet et (plastik)juletræ op med det helt store lysshow, og en palme var blevet pyntet med guldsløjfer og guldengle... Og så fik vi at vide, at vi absolut må kigge på det kæmpe juletræ, der er stillet på i Victoria parken i Auckland. Med sådan dag som i dag, så er det mærkeligt at forestille at det snart er jul...

Det var så den femte uge i NZ.