Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 4

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 27/11/2008.

Torsdag d. 20/11-2008

Vi skulle tidligt op, da vi skulle på tur i Abel Tasman Park. Vi var klar til tiden med madpakker, vand, kiks og hvad der ellers hører til af myggespray, solcreme og solbriller. Vi skulle samles op kl. 9 lige uden for campingpladsen, så der var 30m at gå. Vi havde booket en vandtaxi, til at bringe os et godt stykke op ad kysten, og en tilsvarende retur med opsamling på en anden strand. Vi skulle så vandre mellem de to strande. Vandtaxierne var hurtiggående motorbåde med plads til 20 mand. Da der er 3½m tidevand og ingen havn havde de et smart system til bådene. Disse stod på trailere som blev trukket af traktorer. Man entrede båden mens den var på traileren på land. Hvis det var lavvande kørte traktoren den ½km der så var ud til vandet og satte båden i. Hvis der var højvande blev den bare sat i fra rampen ved vejen.

Da vi skulle afsted var der lavvande, så vi blev kørt afsted i båden indtil vi kom ud til vandkanten. Derfra sejlede vi så afsted, først en lille omvej for at se ”Split Apple Rock”, en stor rund klippe som er flækket lige igennem og som ligger ude ved kysten. Derfra sejlede vi mod nord, med et par stop undervejs for at sætte folk af. Vi rundede også en lille klippeø, hvor der skulle være sæler. Der var dog ikke så mange hjemme den dag, så vi fik kun set et par stykker. Vi havde forinden set en sæl svømme rundt og ”vinke” med lufferne ved en anden ø inden den blev træt at os og dykkede...

Vi skulle af på stranden Tonga. Da vi kom derop blev vi sat af i vandkanten. Det foregik på den måde, at båden blev vendt med stævnen væk fra stranden, og så bakket ind. På et passende tidspunkt blev ankeret i stævnen sænket, og der blev bakket til båden ramte sandet. Så stod man ud og soppede ind. Det gik lige til læggene. Brr... vi skulle tage sko/sandaler og evt. strømer af og smøge buksebenene op for at komme i land. Vandet var IKKE varmt! Når så båden skulle afsted igen hev han sig ud med ankeret, indtil motorerne kunne sænkes i vandet igen.

Langs hele kysten af Abel Tasman Nationalpark går der en vandresti. Vi skulle følge denne et stykke mod syd fra Tonga. Da vi var blevet sat af var vi (undtagen Anna) lige inde og kigge på nogle huler i klipperne nede ved kysten. Vi gik et par meter ind, men den blev lidt lav, så vi vendte om. Derefter gik vi ad stien ind i regnskoven. Det var en flot tur. Stien gik ofte på en smal hylde på bjerget med næsten lodret ned ved siden. Der var flotte udsigter ud over vandet mod de små strande og bugter. Der var flot skov med (kæmpe) store træbregner og andre bregner, store birketræer og andre lokale arter. Stien gik op og ned og snoede sig afsted. Det ene øjeblik gik vi inde i tæt frodig skov, derefter et tørt stykke med lav beplantning, derefter tæt ved kysten og strand. Klipperne var granit, men det meste af tiden meget blød granit, som næsten lod sig smuldre med fingrene. Et enkelt sted var der blevet brudt granit i en kortere periode, men det var vist uden det store held, så det var holdt op for 100 år siden.

Vi fik spist vores kæmpemadpakke under vejs, og der var flere små pauser, hvor der lige blev drukket en tår vand og spist en kiks eller en gulerod.

Den samlede tur var 14km. Det første stykke var Linnea meget utålmodig og løb afsted langt foran os andre. Lige før frokost gik hun helt kold og ville næsten ikke gå mere. Vi fik hende lokket med, at det lige var rundt om hjørnet, men den forklaring bliver lidt slidt efter et par gange. Vi ville spise frokost ved noget, som hed Bark Bay. Et sted delte stien sig i to, og der var således to muligheder for at komme dertil. Den ene mulighed var en sti rundt langs kløften, og den anden skulle man ud at vade i vandet. Det var ikke rigtig blevet højvande endnu, men pga af nogle forandringer i to floder udløb til bugten, så var det blevet noget dybere at tage sig over. Vi mødet en flok, som lige var vadet over. Og det viste sig, at det nok ville være for dybt for Linnea (og nok også Johan), så vi valgte at gå ”udenom”. Det var en lidt længere tur end forventet – og derfor var det ikke lige rundt om hjørnet... Vi nåede dog frem til det sted ved stranden, hvor vi ville spise frokost. Det var godt at få noget at spise, og alle fik ny energi af de gode sandwiches Anna havde lavet samt gulerødderne og kiksene.

Efter frokost kom der gang i Linnea igen, og hun klarede det rigtigt fint den sidste halvdel af turen. Den dårlige fod hun havde haft lige før frokost var forsvundet sammen med madpakken. Linnea og Lars gik sammen hele vejen og der blev snakket om alle de ting man kan lave af trylledej og lagt planer for, hvornår disse skulle virkeliggøres, når vi kom hjem. Johan og Anna gik sammen og sang. Vi så ikke mange dyr på turen, men vi hørte den meget sjældne Shu-bi-trampe-dua fugl synge i vilden sky.

Da vi nåede frem til opsamlingsstedet, var det med lidt flade galocher, men alle havde klaret det fint. Vi havde endda 1½ time før vi skulle samles op. Der var derfor tid til at slappe lidt af på stranden. Johan og Linnea fandt straks en lille bæk, som de havde planer om at opdæmme, men dette blev dog hurtigt spoleret af tidevandet, som kom ind. De fik dog gravet og bygget på stranden alligevel. Der blev også samlet en del skaller ind. Kl. 16 blev vi samlet op og sejlet tilbage til Marahau.

Da vi kom tilbage, var vi alle godt trætte. Vi gik derfor alle i bad og bagefter gik vi hen til den lokale cafe/restaurant, hvor vi fik noget godt at spise. Derefter var vi så trætte at vi alle gik i seng tidligt.

Vejret var dejligt hele dagen. Om morgenen var der skyfrit, men lidt køligt. Vi havde alle trøjer på da vi sejlede for vinden var lidt kold. Da vi nåede ind i parken kom der nogle småskyer en gang i mellem, men for det meste var der sol. Temperaturen var vel omkring 20grader. Til sidst på eftermiddagen blev der lidt overskyet, og da vi sejlede kunne vi se, at det regnede i de højere dele af bjergene. Da vi var tilbage på campingpladsen var der igen solskin, så vi sad udenfor på restauranten på den første del, men det blev lidt køligt, så vi trak ind for at spise færdigt.

Fredag d. 21/11-2008

En slappedag. Det startede med, at vi snakkede en hel del i telefon/skype. Vi havde aftenen før aftalt og skrevet, at vi ville være online om morgenen (her var nemlig en god (trådløs) internetforbindelse). Da vi vågnede kl. 7:30 tændte vi for PC'en og straks bimlede det fra Eva og Mogens. De havde Per, Mette, Jonas, Mikkel og Simon på besøg, så der blev snakket i en hel time. Johan og Linnea kom hurtigt ud af sengen da de opdagede at der var gang i snakken. Vi sad alle med morgenhår og nattøj og fik en snak med familien. Det var ret hyggeligt (trods morgenhår)

Bagefter forsøgt vi at ringe til Birthe og Freddy, men vi fik ikke noget svar. De skulle godt nok være online, men...

Så var vi jo kommet op og vi fik pakket sammen. Camperen var klar til afgang, da vi lige skulle checke de sidste ting på PC'en inden vi skulle køre. Og så bimlede det fra Birthe og Freddy – de havde godt nok hørt noget fra PC'en, men fik ikke lige tjekket det!!! Så blev det til en lang snak med dem, også næsten en time. Desværre kunne vi ikke se dem – der var noget galt med deres videokamera (det var noget med at stikket ikke var sat i endnu), men det var hyggeligt at sludre med dem også.

Alt i alt kom vi altså lidt sent afsted. Det var meningen, at vi ville køre den meget korte tur, 5km ned ad kysten, til Kaiteriteri for at se, hvordan den campingplads var. Vejen dertil var meget (!) snoet og meget smal, så det tog lidt tid. Da vi kom dertil, blev det hurtigt klart, at den campingplads ikke var meget værd, og vi besluttede derfor at køre tilbage til Marahau og overnatte der en gang mere. Der var nemlig god internetforbindelse.

Vi fik ikke den samme plads på campingpladsen, men næsten. Linnea og Johan fik spillet computer og Anna og Lars fik planlagt noget af turen på Nordøen.

Vi gik ned til vandet, da der var højvande igen hen på eftermiddagen og Johan og Linnea soppede. Johan badede i længere tid! - det plejer ellers at være Linnea som er vandhunden, men denne dag gik vandhunden ikke så langt i. Linnea og Anna gik en tur på stranden og samlede muslinger. Lars sad og læste lidt på attraktionerne på Nordøen og funderede over tingene. Her var næsten ingen sandfluer. Bare der var en let brise fra havet slap man for at blive generet, men der skulle ikke megen vind fra land før man blev generet. Det er dog ingen sammenligning med hvad vi var udsat for på vestkysten, hvor man ikke kunne opholde sig udenfor uden at være pakket ind eller sprøjtet eller begge dele. Det lykkedes dog både Anna og Lars at blive bidt...

På vejen tilbage fik vi en is. Muslingerne blev udstillet, da vi kom tilbage. Der er ved at være en ordentlig bunke.

Om aftenen grillede vi nogle gode bøffer og hyggede os. Ungerne fik lige lavet lidt lektier inden de kom i seng.

Vejret var flot om morgenen, men omkring frokost var der overskyet. Hen på eftermiddagen blev der flot igen og omkring 25grader. Dejligt til stranden.

Lørdag d. 22/11-2008

Vi stod tidligt op, for vi skulle køre langt. Turen skulle gå fra Marahau over Nelson til Kaikoura, i alt over 300km. Vi kom afsted ved ni-tiden og begav os afsted. Det var overskyet med lidt regn en gang imellem, altså en god dag at køre langt i. Vi købte ind i Motueka og fik fyldt tanken op.

Det var meningen vi ville have været inde i Nelson by og se os lidt omkring. Da vi nåede dertil var det imidlertid regnvejr. Dette kombineret med at trafikken var hel skør (lørdag formiddag er åbenbart lige så trafiktosset i NZ som i DK). Vi droppede derfor turen ind i Nelson og kørte bare forbi. Bag ved Nelson startede bjergene og så gik det op og ned ad snoede veje et stykke tid. På den anden side startede vin-markerne i Marlborough.

Vi kunne ikke finde et ordentligt sted at spise frokost, så vi endte med bare at holde ind til siden et sted. Vi stoppede lidt senere ved en ”vingård”, hvor der var restaurant, cafe, butik, vinsmagning og rundvisninger i produktionen. Vi nøjedes med at få os en kop kaffe og varm kakao. Anna købte en flaske hvidvin, som vi vil nyde senere.

Da vi nåede ud til kysten stoppede vi ind til siden et sted. Så gik vi over jernbanen, som løb langs vejen, her på søsiden. Ude på stranden var sandet helt sort. Der var også nogle flotte sorte og hvide sten, som var helt slidt runde og bløde af bølgerne. Der blev samlet en hel pose sten, så vi må senere finde ud af om vi skal slæbe denne del af NZ med over på den anden side af jorden...

Der var fralandsvind, så de forholdsvis store bølger rullede stille ind på stranden. Det var flot og storslået. Vejret på denne side af bjergene var dejligt, 25 grader og sol. Vi gik lidt rundt her før vi kørte videre mod Kaikoura.

Længere nede af kysten blev der klipper i stedet for sand. Her holdt vi ind ved et lille næs, Paparoa Point. Det viste sig, helt tilfældigt, at være fyldt med pelssæler. Der lå en hunsæl ret langt oppe, og vi var inden for 2m afstand af den. Den var helt rolig og lå blot og slappede af. Vi holdt igen ind et par hundrede meter længere henne for igen at se på sæler. Der var simpelthen sæler hele vejen langs dette stykke af kysten. ”Uautoriserede” sæler, for de stod ikke på kortet eller oplyst andre steder i turistfolderne! Den ene af hansælerne så ud som om den havde været oppe og slås, da den havde store sår ved luffen og oven på hovedet. Den skal jo kæmpe for at holde sin position som den bestemmende han i flokken (og ikke overgive sit harem til en udefrakommende hansæl).

Ved 17-tiden ankom vi til Kaikoura. Vi fandt hurtigt den campingplads vi havde planlagt (ikke at der er mange her i Kaikoura). Ungerne løb ud for at lege – her var endelig en god legeplads. Den forrige havde været ganske ringe i forhold til ungernes udsagn (og vi måtte give dem ret!!). Vi andre slappede af med en øl. Da de kom ind igen prøvede de at se TV, men der var ikke noget at modtage her, som lige var børnevenligt. Så de sad og spiste chips og drak sodavand og hørte musik. Derefter stod det på lektier. Linnea var meget utilfreds med, at hun ikke fik lov til at bade i den lille pool, men det var altså bestemt af hendes meget uretfærdige forældre, at hun ikke skulle bade i dag. Vi fik oplyst, at temperaturen var omkring 24 grader i poolen, så det var jo varmt i forhold til vandet i den Tasmanske Bugt, hvor de havde badet dagen før...

Senere på aftenen, da Johan skulle på wc, kom han tilbage med en internetbon (en hel time). Henne på herretoilette havde nogle drenge låst alle toiletterne indefra og kravlet ud igen. Johan troede først, at han blev beskyldt for det, men han fik forklaret at det ikke var ham, og så tilbød han at hjælpe med at åbne. Han kravlede ind på alle toiletter og lukkede op. Det blev ejeren så glad for, at han hav Johan en times internetadgang. Det er nemlig ikke helt billigt her – og det er ikke samme udbyder som ved den forrige campingplads. Vi har nemlig købt en hel måneds adgang, da vi er løbet ind i samme udbyder flere gange nu, og de har adgangspunkter mange steder over hele NZ, bare ikke lige her i Kaikoura. Johan klarede situationen fint helt alene med sit engelske. Flot!

Søndag d. 23/11-2008

Vi stod op til dejligt solskin og behagelig udetemperatur. Vi spiste morgenmad udenfor og det var bare skønt. Kl. 10 skulle vi være ved Hvalsafari stationen (som også var byens station). Denne lå 20m fra hvor vi holdt med camperen, men der er 2km at gå dertil, da der er en jernbanelinie imellem. Vi havde smurt madpakke til turen, da vi troede der ville blive tid til det, men det var der ikke. Vi havde også pakket trøjer og jakker og taget lange bukser på på trods af det varme vejr. Dette viste sig at være en god ide, da der var noget køligt ude på havet.

Kairoura er kendt for at der her er mange hvaler ret tæt ved land. Det er helt specielt, at der er så dybt som her helt tæt ved kysten. Hvaler dykker dybt for at søge føde, og derfor er de her, hvor der presses næringsrigt vand op til overfladen, så der er mange fisk. De hvaler man mest ser her er spermacethvaler, da de er hjemhørende. Der kan også i sjældne tilfælde ses andre hvaler, men så er det hvaler i transit langs NZ's kyst (turister lige som os?). Hvalerne dykker i ca. 45minutter af gangen, hvorefter de ligger i overfladen i 5-10 minutter for at få ladet sig op med ilt igen. De hjemhørende hvaler har alle navne og de kan kendes på deres forskellige ar og mærker på halen, ryggen eller rygfinnen. En hedder fx ”Little Nick” - ikke fordi han er lille (han er en af de største), men fordi han har et lille hak (nick) i rygfinnen.

Alle de muligheder, der er for at lave noget her i Kaikoura, er styret af Maorierne, og det betyder, at der ikke er nogen alternative ture. Prisen er derefter. Vi skulle afsted på en standard tur. Dette betød at vi skulle møde på stationen kl. 10. Afgang derfra kl. 10:30 med bus til havnen, som ligger 10 minutters kørsel mod syd, syd for Kaikoura halvøen. På havnen blev vi sat på en katamaran båd med plads til 50 personer. Denne sejlede os de 8-9 sømil ud for kysten, hvor vi skulle se hvalerne. De bruger ikke sonar eller andet til at finde hvalerne – det vil forstyrre hvalerne for meget... Det er baseret på udkig efter hvalernes pusten, samt kendskab til, hvor de senest er set dykke. De bruger også en hydrofon til at bestemme ca. i hvilken retning de vil dukke op igen.

På vejen ud og på vejen hjem fortalte guiden os en masse om hvalerne, mens de viste billeder og film på en stor fladskærm. Det var meget fint med baggrundsinformation. Skærmene viste også lidt om de specielle bundforhold, som gør det specielt med hvaler her. Da vi sejlede ud viste de havdybden løbende. Da vi var ca. 2 sømil ude var der ca. 90m dybt (eller lavt!), men i løbet af ganske få minutter skiftede dette til 1000m.Vi nåede ud til et sted med 1400m dybde, og det dybeste sted her tæt ved kysten er 1600m. Der er altså virkelig tale om kontinentalsokkel! Der er en kæmpe stor dal under vandet ind syd for Kaikoura halvøen. Mens vi sejlede skulle vi sidde nede i kabinen, men når de havde spottet en hval kunne vi gå udenfor eller ovenpå og få et godt overblik. Alle væltede hurtigt ud, for det var jo med at få kigget på den inden den dykkede igen. Når den så var dykket skulle man sætte sig ind igen, så de kunne komme hurtigt afsted til næste sted, der var spottet en hval.

Der var lange dønninger på havet, og de havde advaret os om ”let søsyge forhold”. Vi havde selvfølgelig i kampens hede glemt at få givet Linnea søsygepille før vi tog afsted, så Anna løb tilbage efter disse, mens vi ventede på afgang. Linnea fik sin pille. Når båden sejlede var der meget stabilt og behageligt, men når vi ikke sejlede rullede båden ret meget. Linnea blev lidt søsyg undervejs, men klarede sig. Lars derimod blev søsyg på vejen ind og måtte kaste op. Det var dog hurtigt overstået og skete efter vi havde været ”i aktion”.

Da vi nåede ud på havet sejlede de til et sted, hvor der tidligere var set en hval dykke. Og der var da også hurtigt ”bid”, da vi pludselig så sprøjtet fra en hval der lå og pustede ud. Vi kom ret tæt på og kunne beundre den mens den lå der og vuggede i dønningerne med finnen over vandet. Man kunne se ca. 2/3 af hvalen, dvs. dens hoved (1. trediedel) og dens krop (2. trediedel). Når den pustede ud kom den lidt ud af vandet, så det var tydeligt. Lige før den dykker igen puster den ud på en speciel måde, så guiden kunne sige præcist, hvornår den skulle til at dykke. Vi fik en flot hale at se, da den vendte snuden nedad.

Derefter sejlede vi hen til et andet sted, hvor de vidste en hval var dykket tidligere. Vi lå et stykke tid og ventede, og pludselig dukkede der en mere op. Mens vi ventede, så vi flere af de store albatrosser svæve tæt forbi – det var dog nogle mindre arter end Souther Royal Albatross som vi så på Ontago halvøen. Det var dog ikke mindre imponerende Vi havde også set delfiner (Dusky Dolphins) og en sæl på vej derud. Senere så vi en hval mere, og på vejen ind én til. Så vi nåede at se i alt fire hvaler, hvoraf den ene vist var en genganger. Vi nåede i alle tilfælde at se dem et stykke tid, og at se deres flotte hale, når de dykkede til sidst.

Vi var hjemme ved 13-tiden. Vi satte os uden for camperen og spiste vores madpakke, som vi havde slæbt frem og tilbage. Vejret var dejligt med sol og 25 grader. Efter maden snakkede vi lidt med naboen, en svejtsisk familien med to børn. De var kommet fra nordøen, og skulle køre modsat os, så det var godt at udveksle erfaringer. Derefter gik vi alle fire en tur ned til Kaikoura by. Det er en lille by, så det meste er baseret på turister. Vi skulle hen til det sted, hvor man booker svømme-med-delfiner ture, da vi lige skulle høre lidt om detaljerne om dette. Det viste sig at ligge et stykke vej igennem byen, men så fik vi da gået lidt. Vi bookede en tur ud og svømme med delfiner for hele familien til på tirsdag kl. 8:30. Der var udsolgt om mandagen (undtagen kl. 5:30!) og der var ellers lovet dårligt vejr senere om mandagen. På vejen tilbage gik vi lidt på stranden, og der var da også nogen der fik en is.

Tilbage på campingpladsen gik Linnea og Johan i poolen, men Anna læste bog (og så til børnene) mens Lars skrev dagbog og drak kaffe. Da de to ispinde var kommet op af den opvarmede (?) pool og havde været i brusebad, lavede Linnea lektier og Johan fik lov til spille computer med den tid han havde fået for sin gode gerning dagen før.

Om aftenen var vi ude og spise på en økologisk (!) restaurant, der ligger lige overfor campingpladsen. Vi købte en bog om økologiske varer og steder i NZ. Da vi kom tilbage til camperen startede vi med at høre Ringenes Herre som lydbog mens børnene var lagt i seng.

Mandag d. 24/11-2008

Denne dag har været slappedag for nogen og hård lektielæsning for andre. Vi holdt en (næsten) nul-sightseeingsdag. ”Næsten” fordi der var et frikvarter efter frokost, hvor vi var nede at se det lokale museum og var ude og få en kop kaffe og varm kakao med kage. På museet var der mange effekter fra den lokale historie med etableringen af byen og hvalfangst. Der var flere skeletdele fra hvaler, så det var fint at få lidt opfølgning på turen med hval-kigning dagen før.

I løbet af dagen blæste det mere og mere op. Til sidst stod der en stiv kuling ind fra kysten, og der blæste en del saltstænk hele vejen op til campingpladsen. Camperen vippede en del i blæsten, så meget, at der kom skvulp i gryden, da der blev lavet mad. Pludselig kl. 20 holdt blæsten med et op. Meget mærkeligt. En times tid senere startede den hårde blæst igen, men fra den modsatte retning. Vi må have været midt i ”stormens øje”.

Johan, Linnea og Lars var en tur ned til stranden for at beundre bølgerne og blæsten mens det stod på det højeste. Det var imponerende med de store bølger.

Vi fortsatte med at høre Ringenes Herre til godnathistorie, som vi fik startet på i går. Vi har taget hele første bog med som lydbog. Det er ret hyggeligt at ligge og høre godnathistorie sammen.

Tirsdag d. 25/11-2008

Vi skulle tidligt op, for vi skulle på tur ud og se delfiner, og svømme med dem. Vi var lidt spændte på vejret for det havde virkelig stormet dagen forinden, og om natten havde camperen vugget godt i vinden. Vi skulle være ved startstedet i Kaikoura kl. 8:30 og turen ville tage 3½ time, så vi ville ikke komme tilbage før efter vi skulle checke ud fra campingpladsen. Der havde jo været dårligt vejr dagen før og det havde rusket noget i camperen i løbet af natten, så vi ringede til dem for at høre om turen ville blive til noget. Det ville den, så det var bare med at komme afsted...

Det tog kun 5 minutter at køre derhen. Vi havde bestilt så vi alle skulle svømme med delfiner. Vi fik udleveret våddragter, hætter, snorkler, dykkerbriller og svømmefødder i hver vores størrelser og klædte straks om. Der var en kort introduktion til hvordan det skulle foregå, og så blev vi kørt afsted i bus. Der var en kort bustur til South Bay, samme sted som vi sejlede fra med hvalturen. Der var omkring 30 personer, der skulle med, og det blev delt op i to både. Der var både nogle som skulle svømme og så nogle som bare ville kigge på.

Vi sejlede så afsted. Der var lidt hård vind fra land, men bølgerne var ikke så høje. Linnea havde fået søsygetablet og klarede sig godt. Lars måtte koncentrere sig om ikke at blive dårlig. Vi sejlede mod syd i 20-25 minutter. Undervejs kom vi forbi nogle meget sjældne Hector-delfiner, som vi dog ikke selv fik øje på (det var kun skipperen, der så dem, desværre – de er meget sky). Der var også Dusky Dolphins i mindre flokke, men vi var på vej mod nogle endnu større flokke af disse. De kæmpe store albatrosser, så vi også masser af, de var lige i deres es i det hårde vejr. Det er ikke mange vingeslag de slår med deres vinger – de glider blot hen over vandet og fanger opdriften. Det var nu flot at se dem igen – også når man nu ved noget om deres levevis.

Vi nåede frem til stedet, og der var virkeligt mange delfiner. Vi lå vel en km fra kysten. Pga. det hårde vejr ville de ikke sende os i vandet, som det ellers var meningen. De mente ikke, det var forsvarligt. Vi måtte derfor nøjes med at kigge. Og det var også en stor oplevelse. Det vrimlede med Dusky delfiner omkring båden. De svømmede sammen i små flokke eller enkeltvis. De sprang op af vandet og lavede flotte spring, enten direkte ned i vandet igen eller med plask ned på ryggen. Der var endda nogen, der lavede saltomortaler. Der var også nogen der bare tog en slapper ved at svømme tæt under båden - ”bowriders”. Der var store og små. På et tidspunkt var over 200 definer omkring båden.

På et tidspunkt løjede vinden en smule, og de besluttede at sende os i vandet alligevel. Så var det bare med at få grejet på og være klar. Vi fik alle udstyret sat på igen, og blev så placeret på trinet bag på båden. Derfra hoppede vi så i vandet, da der blev givet signal. Vandet var ret koldt og gyset ved at hoppe i var for stort for Linnea og Johan. Linnea nåede dog at se to delfiner der svømmede lige under hende og Lars. Muligvis var Linnea også lidt skræmt over ikke at kunne se bunden, der var meget klart vand, men også meget dybt, så der var ikke noget bund at se. Johan var vist bare kuldskær, men bølgerfne var vist lidt størr end han havde regnet med. Linnea og Johan gik derfor op på båden igen og Anna fulgte med for lige at hjælpe ungerne med at få de våde dragter af ,og noget tørt og varmt tøj på. Johan ville dog vente lidt – han ville gerne prøve igen. Anna fik dog set nogle delfiner inden hunkravlede op for at hjælpe ungerne. Lars hoppede tilbage til delfinerne.

Der var mange delfiner i vandet. De er meget nysgerrige, og man skal helst have øjenkontakt med dem for at de synes det er sjovt. Man kan også prøve at svømme sammen med dem, eller at lave lyde. De svømmede rundt om én, så det var med at dreje sig hurtigt i vandet for at kunne følge med. Det var fascinerende at være så tæt på dem; de syntes vist det samme om os...

Efter et stykke tid tog blæsten til igen, og vi blev kaldt tilbage til båden med et tut i hornet. Derefter blev vi sejlet lidt tættere på land, hvor der var lidt mere roligt og også var delfiner. Lars gik i igen, og Anna og Johan ville også i. Johan fik sat sig på ”bagsmækken” og gjort sig klar, men så kom der lige en kæmpebølge som nærmest skyllede ham af, og så sagde skipperen stop. Det blev derfor en kort tur denne gang, for vejret blev hurtigt dårligere, så de nåede ikke længere ud end til at sidde på bagplatformen på båden, før alle skulle op igen. Linnea havde fået taget sin våddragt af og sad og varmede sig under et tæppe.

Vi havde set en masse delfiner og de fleste havde været tæt på dem i vandet. Det var dog ikke blevet til så meget svømning, som de havde regnet med – vandet var simpelthen for uroligt. Vi fik derfor reduceret prisen for turen til det der svarede til vi kun skulle kigge på delfiner. Det var en betragtelig reduktion, og meget fair af selskabet. Det er en del af deres koncept, at man betaler for det man får, og hvis vejret ikke tillader det eller hvis man ikke finder delfinerne, får man pengene tilbage. Det er i øvrigt helt op til skipperen at bestemme, hvornår man må komme i, og hvornår det er for ”farligt” at hoppe i. Den sidste chartertur til svømmetur med delfiner den dag blev helt aflyst, og vi hørte at alle hvalture også var aflyst pga. vejret.

Båden sejlede helt tæt på land for at det kunne være nogenlunde roligt til, at vi kunne få klædt om til vores almindelige varme tøj. Før det havde vi fået et varmt brusebad i våddragterne for at få varmen igen. Det var nu tydeligt, at vejret var blevet meget dårligt. Solen skinnede fra en blå himmel, men vinden var stiv kuling. Efter at vi havde fået kiks og varm chokolade, gik det hjemad. Skipperen holdt sig tæt ved kysten for at være i læ, men det vippede en del alligevel. Linnea klarede sig flot, Lars havde nogle problemer og måtte give op til sidst; spande stod parat til netop disse situationer. Der var andre med samme problemer.

Havnen i South Bay, hvor vi var startet og, hvor vi skulle tilbage til, var meget åben, og netop fralandsvind/vestenvind var lige den forkerte retning til den. Vi lå derfor i lang tid uden for havnen og ventede på at vinden skulle løje. Heldigvis lå der et mindre krydstogskib fra Bahamas for anker der, så skipperen på vores båd prøvede hele tiden at lægge sig i læ bag den. Det gav lidt ro, men var dog stadig noget bumlet, når han blæste væk fra den position. Efter en halv times tid måtte de indse, at vinden ikke ville lægge sig, den tog tværtimod til. Derfor ville de sejle ind og satse på at komme nemt op.

Vi kom sikkert i havn. Båden sejlede med fuld kraft ind i havnen og bremsede lige præcist op da den sejlede op på traileren, som stod parat på rampen. Så det var godt og sikkert og flot sejlet af skipperen. Vi blev kørt tilbage til udgangspunktet i bus, og der fik vi et dejligt varmt bad. Bagefter blev returneringen af betalingen ordnet. Vi fik også alle et postkort og en folder med yderligere information om delfiner mm.

Vi spiste frokost i camperen på P-pladsen, der vendte ud mod havet. Der var dejlig varmt i camperen, og vi havde døren åben, så vi kunne høre havets brusen, mens vi indtog vores sandwiches. Lars var rigtigt sulten for han havde jo måtte opgive sin frokost. Så kørte vi afsted mod Picton. Undervejs stoppede vi ved samme sæl-sted som på vejen ned, samt på en cafe for at få kaffe og sodavand. Vi sad i skyggen - vejret var stadig meget blæsende, men det var varmt, vel 25 grader.

Vi ankom til Picton ved 17:30-tiden, og kørte til den campingplads vi havde bestemt os for. Den var valgt, fordi den havde trådløst internetadgang ved det firma vi havde betalt adgang til for en måned. Pladsen lå fint og vi fik noget mad. Børnene legede længe ude. Det havde været en hård dag på vandet, men de havde alligevel behov for at få løbet noget energi af sig. Vi hørte igen historie fra lydbogen – det er Ringenes Herre vi hører.

Onsdag d. 26/11-2008

Det var meningen at vi skulle afslutte denne den fjerde uge af vores orlov med at sejle fra Picton til Wellington, og dermed forlade sydøen. Men sådan kom det ikke til at gå. Johan havde i flere dage klaget over ondt i maven, som gik væk, når han tissede. Vi havde prøvet at holde ham på vandkur en hel dag, uden at det forbedrede situationen. Vi havde derfor besluttet, at denne dag skulle det undersøges, og vi havde en halv dag i Picton til at gøre det. Vi kørte fra campingpladsen ind til Picton Medical Centre ved 10-tiden. Johan og Lars gik ind, og Anna og Linnea gik en tur i byen.

Så sad de ellers der og ventede et stykke tid. De (altså kun Johan) blev undersøgt af en sygeplejeske, og så var der mere ventetid. Derefter ind til en læge. Der var blevet afleveret urinprøver et par gange i denne proces. Lægen spurgte om tusind ting og trykkede på maven. Prøver viste, at det ikke var blærebetændelse eller sådan noget simpelt noget. Derfor mente hun, at det kunne være blindtarmsbetændelse, eller at det i hvert fald ikke kunne udelukkes. Hun ville derfor have Johan indlagt på hospitalet i Blenheim. Hun sørgede for at ringe til færgen og få det ordnet, så vores reservation kunne ændres. Der blev også skrevet breve til hospitalet og til vores forsikring.

Så var vores planer blevet ændret helt automatisk. Fra lægehuset kørte vi ned til færgen og bekræftede at ændringen var i orden, og det er jo så lille en by, så hele billetkontoret vidste om det. Det var OK, og hun havde ændret vores reservation til dagen efter, og vi kunne bare få den ændret igen, hvis vi ringede. Så kørte vi de 25km til Blenheim, hvor vi hurtigt fandt hospitalet. Der var vi ved 13-tiden. Vi gik ind på skadestuen, og blev igen sat til at vente. Efter et stykke tid blev vi ledt hen til børneafdelingen og Johan blev indlagt. Vi måtte så vente i flere timer på, at en læge kom og undersøgte Johan.

Lægen kom og trykkede, nev og spurgte. Han sagde, at prøverne havde vist, at det ikke var urinvejs-infektion. Han sagde, at det heller ikke var blindtarmsbetændelse... Johan var meget lettet, og kunne nu lave jokes og meget andet... og så var han rigtig sulten for han havde jo kun fået morgenmad. Lidt efter kom overlægen og checkede, og derefter blev Johan udskrevet. Der var lige noget papirarbejde der skulle laves, og vi skulle betale i receptionen. Da var klokken også blevet 17, så hele dagen var gået.

Johan fik lidt at spise, og vi kørte tilbage til Picton/Waikawa, hvor vi indlogerede os på samme campingplads som dagen før. Johan og Linnea fik løbet lidt rundt ude på græsset, så noget af energien kunne blive brændt af. Der var vist ikke noget i vejen med ham...

Dette sluttede vores tur på sydøen. Vi havde kørt 3.394km på sydøen – det er en ganske pæn tur!

Start: 8.024km, mellemtid: 11.418km

Det var så den fjerde uge i NZ.