Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 3

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 20/11/2008.

Torsdag den 13/11-2008

Vi stod op og gik ind i huset. Barbara havde sat morgenmad frem til os. Sam og Allan var stået op allerede kl. 4.30 og kørt kl. 5.30 for at ”ordne” får. Vi stod først op ved halv otte – otte tiden, og fik i et dejligt varmt brusebad. Vi lånte også en vaskemaskine, så vi kunne få vasket vores underbukser i varmt vand. Ind til videre er det kun i Christchurch vi har kunne vaske i varmt vand – alle andre steder har det været koldt vand...

Vi havde aftenen forinden snakket med Barbara om hvad vi kunne gøre i Wanaka. Vi havde allerede tænkt på legetøjs- og transportmuseet, og så var der også ”Puzzling world” - der var også en fin gåtur ved søen og så lige en lille bakke, hvor der skulle være en flot udsigt over Wanaka og søen.

I Toy and Transport Museum var der godt nok meget legetøj at kigge på – inklusive legoklodser. Der var legetøj over alt, og gamle biler og motorcykler. Der var flyvemaskiner og brandbiler – telefoner og gamle radioer. Tja, alt hvad hjertet kunne begære Det var ikke helt velorganiseret, og der var bunker af lejetøj og andre ting, som ikke havde fundet en plads. Vi blev ganske mætte af alt det legetøj og biler, og vi skulle jo også videre til ”Puzzeling world”...

Sammen med museet lå der et mikrobryggeri. Vi var lige inde og se og købe et sæt. Det viste sig at de brugte danske ølflasker, da de passede til deres kapselmaskine. Så vi købte altså seks flasker med ”ØL” skrevet på bunden.

Puzzling World havde vi set på vej til Sam og hans familie. Når man kommer ind er der en masse borde, hvorpå der ligge forskellige slags ”legetøj”, der udfordrer hjernen på forskellig vis. Her brugte vi en del tid, mens Linnea og Johan fik en is hver, og Anna og Lars fik en kop kaffe. Det var ret fængende, men det var jo ikke derfor vi var der. Vi fik betalt for entré, og så gik det ellers løs med forskellige synsbedrag – det begyndte allerede på toilettet. Der var godt nok en indgang hver til damer og herrer. Lige når man kom ind blev man overrasket over det romerske toilet man mødte – det var dog ikke til at bruge rigtigt – kun til sjove billeder.

Det første sted man kom ind havde forskellige hologrammer, og Johan blev ret forskrækket, da han kom til billedet, hvor man får en pistol lige op i hovedet... Der var også et rum, hvor man følte at alle ansigter kiggede på en, når man gik rundt i rummet.

Et andet sted kiggede man ind i et rum, som så helt normalt ud, men når man gik ind i rummet, så var der ikke lige højt til loftet. Det var ganske sjovt, og der var et kamera som optog en, så man kunne efterfølgende se sig selv gå fra den ene ende af rummet til den anden – blot for at se hvordan rummet forandrede sig...

I en anden serie rum var det hele væltet 15 grader til den ene side, så hjernen blev helt forvirret. Vandet løb op ad bakke og det så ud som om alle gik helt skævt. Når man kom ud derfra var det umiddelbart lidt svært at gå lige.

Udenfor var der en labyrint, med et tårn i hvert hjørne. Den var lavet af plankeværk og den var i flere etager, så man kom op på nogle broer en gang i mellem. Udfordringen gik ud på at komme op i alle fire tårn gennem labyrinten. I gennemsnit går en gæst 3-5 km og bruger 30-60 minutter om at komme udfordringen igennem. Vi passede nok godt på gennemsnittet – men vi gik da forgæves en del gange.

Bagefter tog vi ind til Wanaka for at få en kop kaffe og en sodavand – vi skulle også lige handle lidt ind, og kigge på lidt souvenirs igen igen...Efter div. indkøb satte vi os ved kanten af søen og spiste et par kiks og frugt og fik lidt vand. Der var dejligt solskin og flot udsigt over søen og med sneklædte bjerge i baggrunden.

Vi havde lovet at være tilbage inden kl. 18 til middag – her fik vi ”hjemmedyrket” lam. Det smagte rigtig godt. Vi sad udenfor på terrassen for der var dejligt mildt i vejret. Sams kæreste var lige kort forbi – hun var vel nysgerrig og ville se girafferne fra DK. Snakkede kort med hende inden hun skulle videre hjem..

Vi sad ude i haven og fik en øl og en snak – skøn have – med egen swimmingpool og tennisbane. Efter kaffe og kage skulle Sam og hans far afsted igen og Lars tog med – de var væk ca en time... Anna snakkede med Barbara og Linnea spillede lidt på computeren, og Johan fik læst i sin bog. Linnea prøvede også lige et dyp i poolen, men det var ret koldt, så det blev ikke til så meget.

Lars var med Sam oppe og flytte en fåreflok og få styr på tingene til dagen efter, hvor der ville komme en flok hjælpere. Der var også tid til en snak om Sams situation. Han er økonomi-uddannet og har rejst en del med arbejde for verdensbanken. Det er der han havde mødt Morten. Han arbejder stadig en gang i mellem for verdensbanken for at tjene nogle gode penge, men hans hovedbeskæftigelse er fårefarming. Det er et stort skift, men han kunne godt lide udelivet og det at være sin egen chef. Imidlertid har han nogle udfordringer med at få det til at løbe rundt økonomisk. Han har købt farmen af sine forældre, men det har været forholdsvist dyrt i forhold til, hvad den kan bære af lån med de nuværende priser på kød og uld. Han sætter penge til og han har helt skåret vedligehold af hegn og maskiner væk. Han bliver nødt til på et tidspunkt enten at sælge noget jord fra eller at gøre noget andet. Det så noget sort ud, men han tror dog stadig på det.

Ungerne kom i seng – vi fik en kop te sammen med Sam og hans forældre, inden Sam og hans far gik i seng – de skulle atter tidligt op, men i morgen får de hjælp fra nogle ude fra, så de skal have klippet haler af på en hel masse, og det kan de ikke gøre helt selv ( i hvert fald ikke, hvis de skal nå dem alle...)

Lars og Anna sad og snakkede lidt endnu med Barbara inden vi gik i seng. Vi havde allerede i går besluttet ,at vi ville tage videre næste dag. Det er ikke lige den bedste tid at besøge dem på, men de har været utrolig venlige, og det har været spændende at få et lidt nærmere kendskab til fårefarming... Og Linnea fik også set et par fårehunde arbejde – selvom det ikke er charliehunde (bordercollies)

Fredag d. 14/11-2008

Forholdsvist tidligt op, da vores mål var at tage af sted før klokken ni. Det lykkedes næsten. Vi fik morgenmad sammen med Barbara. Hun havde lidt mere travlt denne dag, da hun skulle lave madpakker til alle de syv der var på arbejde med fårene. Vi fik pakket vores ting sammen og kom afsted. Vi havde sagt farvel til Sam og Allan aftenen før, for de var oppe på bakken og arbejde.

Inden vi tog afsted spurgte vi Barbara om de store fyrrekogler de havde liggende ved pejsen. Det var nogen de selv havde i nogle træer oppe bagved og de brugte dem til at tænde op med. Vi spurgte så om vi måske måtte tage en med og det var helt ok. Så hun fandt en kæmpekogle til os, den er nok 30cm høj. Super flot!

Efter vi havde sagt farvel til denne meget gæstfrie familie tog vi ind til Wanaka. Vi skulle have diesel på og have tømt toilettet. Efter dette begav vi os afsted mod vestkysten. Det er en forholdsvis lang tur hen over Haast passet og ned på den anden side til det Tasmanske Hav. Turen op mod passet og ned på den anden side var super flot. Der var høje bjerge, store søer, bratte fald, vandfald, rivende floder og smalle veje og broer. Vi stoppede et par gange for at beundre sceneriet. Det var ikke så behageligt at være udenfor, da der her på vestkysten er sandfluer i stort tal. Dem som ikke kender sandfluer bør være glade. Det er nogle små fluer som bider og suger blod, lidt lige som myg. Forskellen er bare, at du ikke mærker, at de bider før det er for sent, og det hæver ret meget omkring biddet. Det kan tage op til en uge at komme af med de største bid og i mellemtiden har de kløet. Og så er de overalt. Vi havde bildøren stående åben i to minutter, og så havde vi hele ”hytten” fyldt med de små sataner. Da vi begyndt at mase dem, fandt vi ud af at nogle af dem allerede havde været på rov, for der kom store blodpletter. Dejligt, så har man fornøjelse af dem de næste par dage...

Efter nedturen gennem passet langs Haast floden, kom vi ud til kysten. Her er der regnskov og det er flot at se den tætte skov med de store træer der stikker op. Der er fyldt med træ-bregner og andet underskov. Hele turen langs kysten var der ikke meget andet end dette, så det endte med at være lidt monotont. Vi stoppede et sted (en laksefarm) for at få en kop kaffe og en kage, og der mødte vi en dansk familie. De skulle samme vej som os, og vi mødte dem da også senere på campingpladsen ved Fox Glacier. De havde tre børn, så der var endelig nogen at lege med.

Ved besøget på laksefarmen havde Lars bare tæer i sandalerne, og det skulle han aldrig have gjort, for han fik ca ti sandfluebid på hver fod – og dem har man glæde af i flere dage, ja op til uger efter. Det er ikke blot små myggestik, men kæmpestore bid – nærmest væskende sår, som KLØR!!! Selve sandfluen ser ikke ud af noget særligt, men den kan bide...

Vi overnattede ved Fox Glacier, dvs. i byen lige neden for denne. Da vi havde fået os indrettet på campingpladsen ankom den danske familie, og de parkerede lige foran os. Det var forældrene Jeppe og Inge med deres tre børn Julius, Petrine og Marius. Linnea og Johan jublede for så var der endelig nogen at lege med. De tumlede på legepladsen og senere kom de over i vores camper og så en film. Deres hjemmeside er www.123hjemmeside.dk/nyhorst

På denne campingplads var der for en gangs skyld ordentligt internet, så det var med at få ordnet det, der skulle oploades, downloades og checkes. Vi fik endelig vores digitale signatur opdateret, hvad der ellers havde været problemer med. Det blev dog noget sent før det alt sammen var på plads.

Lørdag d. 15/11-2008

Vi havde besluttet at blive på denne campingplads en ekstra dag, da vi så ville bruge tid på gletcherne Fox og Franz Josef, og slappe lidt af og få lavet nogle lektier. Der var også lige det med vasketøj og internet.

Om morgenen sov vi forholdsvis længe. Vi skulle ikke sådan ud af døren lige med det samme, så vi tog det roligt med bad og morgenmad. Ungerne fandt hurtigt ud af at det samme gjaldt for Julius, Petrine og Marius, så der blev leget. Petrine og Linnea var lige gamle (hun fylder godt nok 9 til januar, men går også i 2. klasse) og de havde begge savnet en pige at lege med. De var på internet og spillede pigespil hele formiddagen. Johan og Julius legede sammen, de spillede badminton. Marius blev, som den mindste, desværre ladt lidt i stikken.

Vi inviterede Jeppe og Inge over til kaffe, og så fik vi ellers snakket om alt muligt, dels vores oplevelser for nyligt, dels hvad der rørte sig andre steder. Vi (og tilsyneladende også de) havde vist lidt behov for at snakke med andre end ungerne. Det er ikke så meget man får klemt ud af de andre campister.

Ved 12-tiden blev vi enige om sammen at tage op til Frans Josef gletcheren. Der var ca. 25km derop. Allerede på grusvejen op mod gletcheren fik vi et flot syn af den hvide tunge der strakte sig ned i dalen. Skyerne hang lavt, men det var alligevel fint sigt nede i dalen. Vi gik en tur på time ned til det tætteste man kan komme uden en guide. Det var fint, men der var dog nok en hel km op til gletcheren fra det punkt. Grunden til at man ikke må gå alene videre er, at der kan komme springfloder, hvis en sø på eller under gletcheren pludselig beslutter sig for at smutte ud og ned gennem dalen.

Vi beundrede udsigten og gik tilbage og op ad en anden sti, som bragte os til en højere udsigt. Men det begyndte at småregne og skyerne kom ned. Når der nu regner/sner 15m vand om året på gletcheren skal man jo være mere end heldig at have en skyfri udsigt. Stien bragte os igennem tæt regnskov og det er ret fantastisk, at gletcheren strækker sig helt ned til regnskoven. Gletcherne her har faktisk, i modsætning til andre gletchere i verden, vokset de seneste år. Denne gletcher havde sin seneste maksimale udstrækning i 1750. Den har så trukket sig tilbage indtil 1985, og der er vokset siden. Den bevæger sig med ca. 70cm fremad om dagen, dvs. ca. 3cm i timen. Det er ganske pænt for en gletcher...

Efter dette spiste vi frokost. Petrine spiste sammen med os. Men familien ”Nyhorst” skulle videre mod nye himmelstrøg, og en færge mod Nordøen om nogle dage. Så der blev sagt farvel og god rejse, lidt ærgerligt, når der nu endelig var nogle gode legekammerater. Vi havde prøvet at sammenligne rejseplaner, men der var desværre ikke så mange muligheder for at få dem til at passe sammen. Vi har dog udvekslet mobilnumre, så måske møder vi dem på nordøen...

Vi kørte tilbage mod Fox Glacier ad den meget krøllede og bakkede vej. Det var plane ,at vi ville op og se selve gletcheren her, men da vi kom tilbage var skyerne helt nede om ørene på os, så vi opgav at køre derop. Vi kørte derfor tilbage til campingpladsen, hvor der blev lavet lektier, skrevet dagbog og slappet af. Selvom skyerne var helt ned om ørene på os, så var vasketøjet næsten helt tørt – men vi var heldige for var vi kommet tilbage en halv time senere, så var det blevet regnvådt...

Linnea og Lars stod for aftensmaden, og der blev lige lidt tid til leg på legepladsen inden sengetid.

Søndag d. 16/11-2008

Vi startede med at sove lidt længere end normalt – det regnede og skyerne hang meget lavt... Vi ville have været en tur op forbi gletscheren, men vi blev hurtigt enige om at der var der ikke meget sjov ved i det vejr, og så var det ellers afsted. Vi kørte afsted mod Greymouth mod nord. Den første del af vejen havde vi jo kørt på dagen før, da vi kørte til Frans Josef og retur. Resten af turen var skiftevis meget krøllet og bakket og skiftevis flad. Vi endte med at køre langs kysten ud mod det Tasmanske Hav. Undervejs var vi kommet gennem regnskov med variabel højde. I starten, oppe i bjergene, var det mellemhøjt. Nede i lavlandet var det ca. dobbelt så højt, og ude ved kysten var det noget lavere. Kendetegnende ved det var hele tiden de høje træer der stak op, den meget tykke underskov og de mange træbregner. I den høje del af regnskoven var træbregnerne ekstra høje og der var både træbregner og andre træer tæt begroet med andre vækster. Så det var virkeligt bevoksning i mange etager.

Anna havde lyst til burger og pommes frites, og heldigvis kom vi lige gennem en lille by Ross, hvor de havde en cafe og bar, der havde burgere. Her gi vi så ind og fik hver sin burger – ungerne fik med ost...

Da vi startede om morgenen regnede det og der var ringe sigt. Vi fik altså ikke set Mount Cook fra vestsiden. Det var godt vi havde fået så godt et kig på det fra den anden side. I løbet af turen om eftermiddagen holdt det op med at regne, men der var stadig overskyet. Ude ved kysten blæste det lidt og temperaturen var omkring 15 grader.

I Greymouth fandt vi hurtigt den ønskede campingplads. Resten af eftermiddagen blev brugt på lektielæsning. Johan og Linnea er vist kommet en del bagud i forhold til det vi havde sat som mål de skulle lave. Nu var chancen for at få rettet op på noget af dette. De gik begge til den, og fik lavet en hel del.

Johan og Linnea brugte også lidt tid på at lege på legepladsen, så de også lige fik løbet lidt af energien af sig. Campingpladsen ligger lige ud til havet, og det var flot, men koldt at se de store bølger slå ind.

Mandag d. 17/11-2008

Det havde regnet rigtigt meget i løbet af natten, og Anna syntes ikke, hun kunne sove så godt. Lars' sandfluebid på fødderne havde også generet ham, da det bare kløede. Vi kom derfor ikke helt op til tiden, men vi kom da afsted inden klokken 10.

Første destination var Shantytown, 15 minutters kørsel fra Greymouth. Det er lidt a la frilandsmuseum, men ikke helt historisk korrekt. Det minder lidt om High Chapparel i Sverige (Småland). Der var flyttet en række bygninger til samme sted, og det skulle vise en guldgraverby i slutning af 1800 tallet. Det var fint lavet. Der var ikke så mange mennesker, hvilket var både godt og dårligt. Der var god plads og nemt at komme til, men der var til gengæld ikke så meget gang i den.

Vi gik rundt og kiggede lidt før det blev tid til togafgang. Der var et lille damptog (”Gertie”) med to vogne, som bragte os fra byen og op forbi savværket og op til skoven. Det skulle vise, hvordan det var med damptransport af træstammer fra skovene til savværkerne. Toget kørte meget langsomt op ad bakken, og lidt hurtigere ned igen. Der var god tid midtvejs til at studere maskinen, og Johan var oppe og spørge lidt til teknikken; han ved jo lidt fra sine ture med morfar. Han fik også trukket i fløjten...

Da vi kom tilbage til byen, gik vi en mere komplet runde og fik set skole, barber, smedie, brandstation, hospital, frimurerloge og kirke. Da vi var færdige med det, kom der en ordentlig skylle og alle søgte inden døre. Vi gik ind i cafeen, hvor vi fik lidt at spise. Da vi var færdige med det var regnen holdt op, og vi gik op mod savværket og guldminen. Savværket fortalte historien om det farlige arbejde i skovene og på savværkerne og om, hvor tidligt børn begyndte at arbejde. Ved guldminen fik vi en guldvaskerpande med grus og så lærte vi at vaske guld. Gruset var passende krydret med guldstøv og vi endte med en lille smule guldstøv i bunden af panden. Dette fik vi med i et lille glas. Det var stor succes hos ungerne at få noget rigtigt guld med hjem. Man kunne også bytte det til en ”Shanty”-mønt i souvernirbutikken, men det havde ingen af os lyst til.

Der var en skoleklasse med lidt større børn, som vi havde set undervejs. De var tidligere i skolestuen, men nu var de på opgave oppe ved guldminen. De skulle hver for sig købe retten til guldgravning på et stykke jord, og så skulle de i gang med at vaske guld. Det var lidt sjovt at se.

Da vi var færdige med guldvaskningen, var vi en tur igennem Chinatown. En del af guldgraverne i slutningen af 1800 tallet var kinesere, og de bragte noget af deres kultur med til New Zealand. Der var derfor en lille speciel afdeling med dette. Det var fint at se, for de var noget mere ”civiliserede” end de almindelige guldgravere. Da vi havde været der begyndte det at regne igen, og vi gik (læs: løb) tilbage til camperen. Vi fik en kop te, noget at spise og kiks. Derefter kørte vi videre.

Vi var lige inde forbi Greymouth og købe ind før vi kørte videre. Turen gik nordpå mod Westport. Straks nord for Greymouth blev landskabet mere interessant. Syd for Greymouth havde landskabet været lidt kedeligt, fladt og uden udsigt mod vandet, selv om vi kørte langs kysten. Lige udenfor Greymouth kunne man se, at floden Grey løb ud gennem et smalt hul mellem to bjerge. Og lige der startede bjergene. Vi kørte så langs kysten på en snoet vej med en utrolig flot udsigt. Der var ret store bølger, som stod ind på stranden og det var flot at se de store bølger brydes på stranden eller på klipperne.

Et stykke oppe ad kysten stoppede vi ved Pancake Rocks. Det er et fremspring på kysten, hvor klipperne ser ud til at være lavet af helt tynde lag, så de eroderede klipper ligner store stabler af pandekager. Vi parkerede camperen, og så begyndte det ellers at regne. Vi ville så lige have en kop kaffe før vi gik derud og vente til regnen var holdt op, men de to muligheder der var for at købe kaffe lukkede lige præcist på det tidspunkt... Vi var ikke de eneste som gik forgæves efter en kop kaffe/kakao. Så vi måtte tilbage til camperen og få regnbukser på. Da vi havde fået hele udstyret på og var på vej, brød solen frem, og der faldt ikke mere regn, mens vi var der. Typisk.

Nå, men vi gik ud for at se på de pandekager. Det var flotte klipper med store fald ned. Vandet havde lavet store gryder, hvor de store bølger kogte og brusede. Der var revner i klipperne, så når de store bølger slog ind i disse, pustede der vand og luft op gennem sprækkerne (blow holes). Det så lidt ud som, når en hval blæser sit åndehul. Vi gik en tur rundt og beundrede udsigten ,og lyttede til og mærkede de enorme drøn, der kom en gang i mellem, når en rigitg stor bølge slog ind mod klipperne.

Da vi gik tilbage mod camperen, var vi lige inde forbi ”kunst”-butikken – en blanding af souvenirs og kunsthåndværk. Der var mange flotte ting, bla. tasker flettet af flax (ligner lidt agave), men prisen var også flot... Det viste sig, at man godt kunne kæbe is (men stadig ingen kaffe), så ungerne og Lars fik sig en is, og mens de sad udenfor i solen, og nød den , kom en dansker forbi som vi lige fik en sludder med. Han og hans kone havde kun 10 dage, så de havde fart på. De skulle godt nok kun se sydøen, men alligevel. De var også på vej mod Westport...

På den videre tur i camperen, så vi flere flotte udsigter langs kysten. Det var flot med de store bølger mod de stejle klipper og regnskoven med træbregner som hænger helt ud over vejen. Efter denne flotte tur nåede vi frem til Westport, en lille by ved kysten. Vi havde bestemt os for en campingplads, som ligger tæt på det vi skulle se dagen efter. Det blev lidt sent inde vi nåede frem, så vi nøjedes med at lave mad og så gå direkte i seng.

Danskerne vi havde mødt ved Pancake Rocks kom sørme også til samme campingplads. Vi fik lige sagt ”hej”.

Tirsdag d. 18/11-2008

Vi kunne (igen) ikke komme op om morgenen – det styrtede ned - så det blev lidt senere inden vi kom afsted. Der var ikke så langt til den sælkoloni vi skulle se først, vel omkring 10km. Vi kørte derud til Tauranga Bay, og der var super flot. Kysten havde stejle kalkstensklipper, og der var store bølger, som slog ind og sprøjtede op. Der var 10 minutters gang op til en klippe med god udsigt til en større sælkoloni. Der var mange sæler, både store og små.

Sammen med sælerne var der også wekaer. En weka er en skovhøne, som ikke kan flyve. På samme måde som kiwierne, er wekaerne blevet stærkt reduceret af introduktionen af possum, fritte og mink. Der findes fire typer wekaer på NZ. De er alle stærkt reduceret, så de kun eksisterer på øer eller, hvor der meget aktivt reduceres i bestandene af rovdyr. Undtagelsen er den type, der findes på vestkysten, som ikke er helt så stærkt reduceret. Nær Westport er den specielt synlig. Nå, men der var altså også wekaer nede ved sælerne. Det så ud til at være en lille familie – to vokse og to kyllinger.

Efter at have kigget lidt på sælerne gik vi længere ud af stien langs kysten. Klinten steg og der var nogle flotte udsigter mod Cape Foulwind. Vi gik et stykke vej på klinten før vi vendte om. På vejen tilbage så vi to weka-kyllinger, som lå helt tæt på stien. Lige ved P-pladsen var klinten væk, og der var et stykke strand. Vi var nede og kigge på stranden, og fandt et par skaller. Det var ikke så nemt at gå på stranden, for bølgerne var meget lange; når der var bølgedal var der langt ud til vandet, når bølgen kom skyllede den 5 meter op ad stranden. Sandet var helt sort...

Vi kørte lige lidt længere ud til Nine Mile Beach. Her parkerede vi og lavede frokost. Der var en skøn udsigt mod det oprørte hav med bølger, der brusede ind. Det var lidt lige som vesterhavet i stormvejr gange ti, og det var ikke engang særligt meget blæsevejr. Flot!

Da vi havde spist frokost kørte vi mod Nelson langs Buller River. Det er en dyb dal, hvor den forholdsvis store flod løber i bunden. Floden var tidligere en ret stille flod, men et stort jordskælv i 1929 ændrede en del på landskabet i dalen, så floden skiftede karakter. Vi kørte hele eftermiddagen langs floden. Midt på eftermiddagen var vi nået til et sted med NZ's længste hængebro. Det kostede lidt at få lov til at komme over, og det ville vi jo gerne. På den anden side var der nogle gåstier i krat og skov. Stien ledte os hen til et sted, hvor det var meget tydeligt, hvad jordskælvet havde gjort. Der var simpelthen en stor revne i jorden, ca. 4 meter dyb. Ved jordskælvet var jorden nogen steder langs linien blevet hævet 5m på den ene side, så der var virkeligt sket noget!

Området havde også været et aktivt guldgraver sted, og der var flere vidnesbyrd om dette. Bl.a. var der flere steder stablet sten op, som skulle sikre vandløb frem til det sted, hvor der blev vasket guld. Der var også en mineskakt, men den var behørigt lukket af. Der havde været guldgraver aktiviteter helt frem til 1988, hvor der var en stor oversvømmelse som satte en stopper for det eventyr. Gåturen i skoven var fin, da det var oprindelig regnskov med store birketræer og trebregner i bunden. Da vi gik der, så vi en lille fugl, som kom næsten helt hen til os.

Vi havde, som en del af prisen for at gå over broen, købt en tur med svævebane/tovbane tilbage over floden. Vi skulle køre tandem, så Linnea og Lars lagde ud, og Anna og Johan fik turen derefter. Johan og Linnea ville gerne have en tur mere, og det måtte gerne være som supermand (man hænger i en sele i stedet for at sidde i en stol), men den må de have til gode en anden god gang!

Vi havde planlagt at køre fra hovedvejen op ad en mindre skovvej og overnatte ”i det fri”. Men ungerne var ved at være trætte, og det var ved at være sent. Så vi besluttede at tage til en campingplads langs hovedvejen. Da vi kom dertil mistede vi dog lysten til at bo der, for den så noget sølle ud og ikke spor hyggelig. Vi kørte derfor videre og drejede af mod Nelson Lakes National Park. Der var en lille campingplads, som vi tog ind til. Det var meget hyggeligt, der var kun én anden camper på pladsen. Der var cykler man kunne låne, hvis man også brugte cykelhjelm. Der hang to rækker med forskellige cykelhjelme man kunne låne, så ungerne fik lige stillet deres lyst til at cykle. De drønede rundt omkring på campingpladsen.

Der var fine forhold selv om det ikke var luksus – der er fint køkken med køkkengrej og det hele (på mange af de fine større campingpladser kan man leje udstyr!), her er et vaskeri med vaskemaskiner og en enkelt tørrerumbler – og modsat de store flotte campingpladser, så var der klemmer man kan låne (vi har dog egen i camperen) og en indendørs tørresnor! Der var desværre også sandfluer, så Lars var helt hys med at få lukket døren i en fart og ingen åbne vinduer uden fluenet (biddene på hans fødder ser heller ikke for godt ud – store sår).

Til aften fik ungerne lavet lidt lektier. Linnea fik startet på minus-stykker med låne, og Johan fik skrevet dagbog.

Vi glemte helt, at vi skulle have været på kulmuseet i Westport, men det var nok fordi vi tog en ekstra flot gåtur langs havet.

Vejret var fint i løbet af dagen. Der var tørvejr, men med spredte skyer. Hen mod aften blev, der helt skyfrit. Stjernehimlen var helt fantastisk der ude, hvor der slet ingen lysforurening var.

Man kan høre en flod bruse i baggrunden. Det er Buller River, som er den længste flod her på sydøen, der ikke er reguleret. Den flyder ganske hurtigt, her ved campingpladsen. Ikke langt herfra ligge Lake Rotoroa, hvor floden har sit udspring.

Onsdag d. 19/11-2008

Vejret var desværre ikke så godt som aftenen før – det var overskyet og blæsende. Vi havde snakket om at blive en ekstra dag, og låne nogle af deres cykler, så vi kunne cykle helt hen til Lake Roturoa. Blot for en afveksling – og få rørt os lidt mere. Nå, men vi stod op og fik spist morgenmad i god ro og orden, og pakket camperen sammen. Anna og Lars havde været i brusebad – der var fint varmt vand, men der var stort set ingen tryk på vandet, så ungerne opgav en tur under bruseren. Det er ellers især blevet Johans måde at vågne på om morgenen – han er ikke nem at få ud af køjen...

I stedet for at cykle valgte vi så at køre op til Lake Roturoa. Det var en flot sø, hvor floden vi havde kørt langs (Buller River) havde sit udspring. Der var ret stor afstrømning fra søen, så floden var allerede fra starten ret kraftig. Søen var helt klar på trods af, at det var en skovsø (omend stor), og der lå mange træer i vandet. Søen ligger på kanten af en nationalpark, og der var mange vandrestier med udgangspunkt i den ende af søen vi var i. Man kunne komme med vandtaxi op ad søen, hvis man ville starte sin vandretur længere inde. Der var New Zealandske ål i søen – de ældste i landet, og var derfor fredede. Disse blev meget gamle,og de skal være 90 år før de var kønsmodne.

Vi gik en tur langs søen. Den første del af stien var en del af en kort cirkeltur. Da vi nåede ud til de fjerneste sted på denne tur fortsatte vi ad en mere avanceret vandresti. Det var meget frodig regnskov, men underskoven var ikke helt så tæt som det vi havde set tidligere, da der her var noget koldere. På den avancerede del af stien var det ikke helt så let at komme frem. Nogle steder var der meget vådt på stien, og andre steder skulle man selv få sig bragt over en bæk. Ungerne syntes det var ret sjovt at gå i noget så vildt, og det var kun fordi vi tvang dem til at vende om, at vi ikke fik gået en endnu længere tur. Da vi kom tilbage til camperen havde vi været afsted i to timer.

Vi fik en kop te og en kiks mens vi kiggede på et kort og snakkede om hvor det nu var vi skulle hen. Efter en times kørsel stoppede vi ved noget der hed Hope Saddle. Det var et ret højt sted med god udsigt over de nu mere bløde bakker af kalkstensklippe mod de fjernere høje tinder med sne. Det var også på vandskillelinien mellem de to sider af NZ. Vi spiste frokost ved udsigtspunktet, og gik en kort tur for at få noget mere frisk luft. På den videre færd stoppede vi et sted og købte honning. Der var en lille udstilling, hvor man kunne se et bibo indefra. Det var sjovt at se bierne kravle rundt og lave honning og ordne boet. Det var også tydeligt, når de havde lavet en dronningekube. Efter at have betragtet dette lidt gik vi ud og fik en frossen yoghurt med frisk frugt. Dejligt!

Vi valgte ikke at tage hovedvejen videre mod Nelson, men drejede af for at køre en mere direkte, men mindre vej mod Motueka. Den førte til en dal, hvor der var et lidt varmere klima end det vi kom fra. Der var masser af frugtplantager og vingårde. Vi var blevet kaffetørstige (og kakaotørstige), men det var ikke rigtigt sæson for turister i denne del af verden, så der var ingen af de mange små gårdbutikker/cafeer, der var åbne. Vi måtte derfor fortsætte uden at få denne trang stillet.

På turen fra Lake Rotoroa til Motueka havde vi hørt Shu-bi-dua det meste af vejen og skrålet med hver vores stemme. Det lyder sikker ikke særlig kønt, men det er ret hyggeligt...

Da vi nåede til Motueka fandt vi et supermarked og fik handlet ind. Vi synes, vi handler for ret mange penge, men det er ikke fordi det er ekstravagant det vi køber. Dagligvarer er nok bare lige en smule dyrere end i DK, og økologiske varer er ikke så udbredte og noget dyrere. En hel del af de økologiske varer vi kan få er udenlandske, og så kan det med økologien vel diskuteres. Fx kunne vi i det sidste supermarked vælge mellem italienske økologiske dåsetomater eller new zealandske. Hmm!!! De havde sørme økologisk smør denne gang – det var blot dansk; fra Arla (Harmonie)...

Vi skulle ikke overnatte i Motueka, men på en campingplads helt op til Abel Tasman Nationalpark, i Marahau. Den var ikke tegnet ind på kortet, men stå beskrevet i en guide vi havde, og det var lidt spændende om der så ville være en campingplads, når vi nåede frem. Vi kørte af en noget smal og meget stejl vej med mange hårnålesving op over et bjerg. Så kom vi ned til et lille samfund, hvis hovedbeskæftigelse er at servicere nogle af alle de turister, der vil ind i Abel Tasman parken. Vi fandt sørme campingpladsen i strålende sol og varme (nu havde vi over 20 graders varme, og da vi stod op om morgenen havde det været ca 15 grader). Vi fik os en plads i solen. Her var ingen sandflluer – eller i hvert fald ikke noget vi har bemærket. Skønt!11

Vi bookede en tur med vandtaxi til dagen efter, og gik en kort tur på stranden. Vi havde besluttet, at vi skulle gå en tur på fire timer fra Tonga Bay til Torrent Bay langs kysten af Abel Tasman parken. For at komme der ud skulle man ad vandvejen – så derfor vandtaxi. Efter aftensmaden gik ungerne ud og købte en is, og så satte de sig til at lave lektier.

Vejret denne dag startede overskyet, men klarede op efterhånden som vi kom ud mod østkysten. Ude ved vandet var der flot blå himmel med ganske få skyer. Temperaturen var 15 grader da vi startede om morgene, men da vi nåede ud til kysten var der 25 grader. Skønt.

Det var så den tredie uge i NZ.