Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 2

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 14/11/2008.

Torsdag d. 6/11

Vi stod ikke helt så tidligt op. Det havde styrtet ned hele natten og det havde også sneet en lille smule. Vi havde heldigvis haft varme på om natten, så det var ikke alt for koldt at komme ud fra dynen. Da vi kørte afsted fra Balclutha mod Manapuri skulle vi lige ordne nogle småindkøb og have diesel på. Der skulle bl.a. købes nogle vanter til turen dagen efter.

Det var endelig lykkes os at få sat en mp3-spiller til camperens ”musikanlæg”, så nu kommer vi nok til at høre Shu-Bi-Dua på en stor del af vores videre rejse gennem NZ...

Undervejs var der sne på markerne, og der kom slud, men der var aldrig sne på vejen. Vi kørte en omvej på 15km ekstra for at komme lidt væk fra de mest bebyggede områder og hovedvejen. Vi tog The old Coach Road, som kørte næsten parallelt med hovedvejen, men endte lidt mere mod syd end vi skulle, så vi skulle køre lidt tilbage. Det var en ganske flot tur selvom vi fik blandet regn og slud, så blæste det ikke lige så meget som dagen før.

Vi fik stoppet under vejs ved en rasteplads med udsigt til Takitimu Mountains - endnu et (mindre) naturreservat, hvor der vokser nogle specielle små buske, og der er også flere forskellige mosarter.

Turen mod Manapuri gik hurtigere end vi havde regnet med, så da vi kom næsten frem besluttede vi at køre videre til Te Anau for at få vores eftermiddagskaffe. Vi fik kaffe, varm chokolade og kage på en cafe lige ned til Lake Te Anau. Derefter gik vi op ad ”hovedgaden” og checkede de værste souvenir butikker. Vi endte i de lidt dyrere forretninger og Anna endte med at købe en trøje.

Så kørte vi mod Manapuri. Der var ikke så langt og vi fandt hurtigt den campingplads vi havde reserveret plads på. Det viste sig at være en rigtig hyggelig plads bestyret at et ældre par. Ud over en større samling Morris boblebiler, var der forskelligt kuriosa. Bl.a. var er flere ting fra da de byggede vandkraftværket i 1963-68. Derudover var alle de hytter man kunne leje forskellige. Der var helt små hytter med kun én seng, eller der var hytter med flere etager og balkon lige ud mod søen. Det var alt sammen meget fint. Der var også to fine legepladser og bl.a. en underjordisk gang med flere udgange, gamle biler til at lege i, og en gammel rød traktor. Og vi har tjekket – det er IKKE en gammel Ferguson.

Mens der blev lavet boller i karry (den eksotiske version med kokosmælk, hvidløg og ingefær), så fik ungerne lavet lidt lektier.

Vi nåede lige ned på stranden for at tjekke søen og udsigten. Her på campingpladsen er der en del træer, og det kun godt minde lige om Sverige – lige indtil man kigger ud mod søen, så kan man den sneklædte bjergkæde...

Det var flot med solnedgangen på bjergene på den anden side. Der var lidt skyer og der var ikke særligt varmt, men vi var godt klædt på. Da vi kom tilbage kiggede vi lige ind i den ”spillehal” der er på campingpladsen. Der var en samling af gamle pinball maskiner og andre gamle videospil. Det var sent, så vi prøvede ikke, men ungerne var helt vilde for at prøve. Nu må vi se om vi kan få tid til det senere.

Selv om dagen ikke havde været så anstrengende var vi alligevel trætte og vi gik derfor tidligt i seng.

Fredag d. 7/11

Denne dag skulle vi på en heldagsudflugt til Doubtfull Sound. Vi havde booket og betalt den på forhånd, så vi skulle bare dukke op ved Pearl Harbour ved Lake Manapuri klokken lidt over ni om morgenen. Da der ikke var så langt derhen gik vi bare. Anna havde smurt en større madpakke og vi var godt klædt på. Solen skinnede fra en næste fri himmel, så det lovede godt. Vi var ellers indstillede på en regnfuld tur, da der her i Manapuri regner ca 1m om året og gennemsnittet er 3m for det område vi skulle til...

Klokken halv ti sejlede båden. Det var en katamaran speedbåd med plads til mere end hundrede mennesker. Der var godt fyldt op, men alligevel plads både oppe og nede. Der var gratis kaffe, te og varm kakao, så vi havde ikke behøvet at tage termokande med.

Vi sejlede ca. en time over Lake Manapuri, som er en af de dybeste søer i NV, og ankom så til vandkraftværkets indløb. Her skiftede vi til bus. Der var to større turistbusser klar til os, og der var også en kea til at tage i mod os. Efter en uge på NZ havde vi endnu ikke set en kea (men albatrosser og andre sjældne fugle har vi set flere af...) Der er en 22 km vej op over bjerget fra kraftværkets indløb ved Lake Manapuri til udløbet 10km derfra (og 180m lavere) i bunden af Doubtfull Sound – Deep Cove. Vores buschauffør var en lun fyr, som også var god guide undervejs. Han agerede også fotograf, så vi fik taget et par billeder med os alle fire...

Der blev snekamp ved udsigtspunktet til Doubtfull Sound – og Johan var ved at få ørene i maskinen. Det var dog ikke ham der havde kastet snebolden, men konen egen mand... Hun var taget på tur UDEN sine børn for at undgå den slags, så skulle han ikke begynde på det! Han havde og lige forinden kastet med snebold, men kun efter nogen som havde kastet efter ham...

Vejen bragte os ad den dyreste vej, der nogensinde er bygget i New Zealand- den har kostet 2 NZ$ pr cm. Formålet med vejen var at fragte materialer og mandskab til bygningen af kraftværket, som blev sejlet ind af fjorden. Vejen var også den stejleste turistvej i verden (men ikke den stejleste vej i verden), og den havde 20% stigning på turen op mod passet (Wilmot Pass) fra kystsiden. Der var nogle flotte udsigter undervejs og vi stoppede et par gange undervejs for at beundre udsigten og tage billeder. Der var sne hele vejen op, dog ikke på vejen. Vegetationen langs vejen var tempereret regnskov. Der var stor forskel på denne fra top til bund, dels på grund af temperaturen, højden og regnmængden. Skoven blev tættere når vi nærmede os bunden. Der er blomster i skoven, men pga de store mængder regn, så kan bier ikke leve her, og dermed ikke bestøve blomsterne – det sker hovedsageligt om natten af møl!!!

Vel nede på den anden side blev vi igen sat på en båd, men denne var meget luksuriøst indrettet med flere observationsdæk, opvarmede udsigtsdæk og gratis varme drikkevarer. Der var mere plads på denne. Så startede den 3½ time lange tur på den underskønne fjord. Vi sejlede hele vejen ud gennem fjorden til mundingen i det Tasmanske Hav.

Vi var knap lagt fra kaj før vi så den første gruppe delfiner – Bottelnose Dolphins. Skipperen slukkede for motoren for at se om de ville komme nærmere, og måske følge båden – der blev ganske stille når alt var slukket, så derfor kunne guiden ikke sige, at han samtidig havde set to af de sjældne Fiordland Crested Penguins (toppede pingviner), men vi var tilfældigvis gået over på den anden side for at finde toiletterne, da vores chauffør/guide gjorde os opmærksom på dem. Det var ret fantastisk at opleve dem svømme rundt og dykke. De fik gang i båden igen, så guiden kunne fortælle om pingvinerne, og så måtte alle selvfølgelig over og kigge på dem.

Nå, men det gik videre ud mod fjordmundingen, hvor vi stødet på endnu en gruppe Bottelnose Dolphins, og flere af de toppede pingviner. Og så var der selvfølgelig hele sceneriet med vandfald og flotte skær... Vandfaldene var ikke så voldsomme, men flotte nok, da det ikke har regnet så meget de sidste par dage (kun sneet!!)

Helt ud ved mundingen skulle der være en flok NZ pelssæler, men de viste ikke rigtig om de var der, for vejret havde de sidste par dage været for hårdt til at de kunne gå helt af fjorden. Men der lå de – en stor flok pelssæler med en enkelt stor han og en masse hunner. De lå og slikkede solskin på klipperne... Der blæste ganske pænt, og det vippede lidt, men ikke noget som generede hverken Linnea eller Lars.

Endnu et par af de toppede pingiver, men denne gang stod de på klipperne, så man rigtig kunne se de gule øjne og ”toppen”. Der sad også en enkelt og tog sig en lur i solen – den flyttede sig ikke en millimeter selvom vi sejlede ganske tæt på.

På tilbagevejen tog vi den modsatte side af fjorden tilbage, og en lille afstikker ind af en af ”armene” - her slukkede skipperen for motorene igen, og bad alle gå ud på et af de åben dæk og være helt stille, så vi kunne ”høre” fjorden... ”Sound of Silence...” Det var godt gået at få alle de mennesker til at være stille i 3 minutter, og ret imponerede at ”høre” fjorden.

Og så gik det ellers stille og roligt tilbage mod Deep Cove, hvor vi bare nød den flotte fjord – og så fik ungerne lige lov til at kigge ind på ”broen” og stille spørgsmål til skipperen. Det kan godt være en fordel at have børn med ...

Atter i land satte vi os i bussen, og så gik turen tilbage mod vandkraftværket, der ligger langt nede under jorden. Undervejs stoppede vi flere steder for at nyde landskabet.

Manapuri hydro power blev bygget i perioden 1963 til 1972 i noget af det mest utilgængelige terræn i NZ. Kraftværket udnytter vandet fra Lake Te Anau og Lake Manapuri. Der er bygget en tunnel gennem bjerget, så vandet nu løber gennem kraftværket og ud i Doubtful Sound i stedet for den anden vej mod østkysten. Først løber vandet 180m lodret ned til turbinerne. Disse er installeret i en fire etagers høj klippehule, som er udhugget. Der er lavet en kørevej derned, og tunnellen til denne er 2km lang og snor sig 1½ omgang for at komme ned. Efter turbinerne løber vandet næsten vandret i to rør i 10km før det munder ud i bunden af Doubtful Sound (i Deep Cove). Kraftværket er på 840MW. Bare det at bygge kraftledningerne væk derfra var også en stor opgave, da det skal op over nogle ret høje og stejle bjerge på vej mod Invercargil. Kraftværket blev bygget for at give strøm til et aluminiumsværk, som samtidigt blev bygget ved kysten. Det tog i alt 12 år at få det i gang, og der arbejdede 1800 mand konstant på projektet. Kun 16 mand døde under forløbet, heraf en under et værtshusslagsmål!

En meget fascinerende historien om en stor ingeniørbedrift.

Efter en times tur over Lake Manapuri, hvor vi spiste det sidste af madpakken, var vi atter tilbage ved udgangspunktet, og gik ”hjem” til campingpladsen. Ungerne gik ud for at lege lidt, og de fik rester til aftensmad, da Anna og Lars ikke var sultne. Derefter var det en tur for alle i bruseren, da vi havde sprøjtet os med insectrepellent pga sandfluer. Linnea og Johan fik lige et spil skak (som Linnea vandt med lidt hjælp fra Lars) inden det var tid til at gå i seng.

Hele aftenen havde vi spillet Shu-Bi-Dua...

Lørdag d. 8/11

Sov lidt længere end sædvanligt og fik pakket samme i fred og ro. Vi kørte mod Te Anau, hvor vi købte ind og fik tanket op. Vi havde besluttet at vi ville køre til Milford Sound for lige at se ”kamelen”, og turen dertil skulle være rigtig flot. Der er ingen mulighed for at tanke i de 150km der er derop og tilbage igen, så det skulle være i Te Anau. Derefter kørte vi afsted i adstadigt tempo. Vi var inde forbi Mirror Lakes, og det var flot at se bjergene spejle sig i søerne. Vandet var helt klart, så man kunne også se en fisk i vandet, men søen (der var vist kun en) var ikke særlig stor...

Vi holdt frokost på den rasteplads, hvor man kan gå til Key Summit og the Divide, men vi spiste bare for vi havde jo også den efterfølgende dag!!! Det var nu ikke så spændende en rasteplads, og det viste sig da også at der 500m længere fremme var en perfekt rasteplads med super god udsigt – nu havde vi jo bare spist, så vi måtte nøjes med at nyde udsigten.

Vejen snoede sig, og gik i lange stræk gennem regnskov – skoven dannede næsten en tunnel, og det var ret flot at køre igennem med solstrejf gennem trækronerne.

Vejret var flot med en skyfri og ganske blå himmel. Skyerne kom først da vi kom kørende op mod Homer Tunnel, som leder fra dette dalsystem over på den anden side til Milford Sound. Før tunnellen holdt vi og ventede på grønt lys (skiftede hvert 15. minut, tunellen er for smal til tovejs trafik), og der så vi nogle kea'er hoppe rundt på bilerne. De var også på taget af vores camper, men heldigvis ikke så meget. Vi har hørt at de er slemme til at skille biler og campere ad...

På den anden side af tunellen i Milford Sound var der skyet og regnvejr. Der var en god udsigt oppe fra toppen af dalen, men den ville have været meget flottere, hvis der havde været solskin. Vi kørte ned til bunden ad en meget smal og snoet vej, hvor vi gik en kort tur nede ved kysten. Udsigten var også her flot, men den ville (igen) have været bedre i solskin. Det havde heller ikke her regnet nok til at der var rigtigt mange store vandfald. Stien til Lady Bowen (vandfald) var desværre lukket pga reparation, men vi så det fra en anden sti. Vi fik derefter en kop kaffe og kakao (ungerne fik to omgange) i besøgscenteret. Vi ville have været på en kort travetur op til et udsigtspunkt, men da vi ikke umiddelbart kunne finde det, og da det regnede opgave vi det og kørte tilbage. En anden vandresti vi ville have været på for at se the Chasm var også lukket, da de var ved at vedligeholde og reparere rastepladsen.

På den anden side af tunnellen holdt vi ind og gik til gengæld en kort tur på en sti op til nogle alpine planter. Vi så nogle flotte hvide blomster, der mindede om ranunkler, men vi kunne ikke lige finde ud af hvad de hedder. Det var rart lige at få rørt benene lidt og få noget frisk luft, selv om det småregnede. Da vi kom tilbage var der en kea der havde flået et eller andet plastik af taget af vores camper. Vi prøvede at få den til at slippe det, men det lykkedes ikke. Tilsyneladende (!!!) var det ikke noget vigtigt, da alle ting lod til at virke efterfølgende.

På vejen ned tog vi en afstikker mod Humboldt Falls. Der ville vi køre en kort tur ned til en kort vandresti op til et vandfald – Lake Marian Falls. Det tog kun 10-15 minutter at gå op til vandfaldet og det var ret flot. Som Johan sagde – der bliver flyttet noget vand!Undervejs gik vi gennem noget ret fint tempereret regnskov med store træer, masser af mos og bregner af mange forskellige slags. Vel tilbage besluttede vi at køre længere ned ad vejen til en campingplads. Gunn´s camp. Der skulle også være et museum! Hvad det lige kunne gå ud på var vi lidt undrende over for, men det kunne jo ikke skade, og vi skulle finde et sted for natten. De er meget strikse med hvor man må campere og hvor man ikke må campere, så vi skulle finde et autoriseret sted – ikke nødvendigvis med el (power site).

Denne campingplads viste sig at være ret sjov. Den var oprindeligt en lejr for vejarbejdere for en vej, der skulle forbinde Te Anau med kystvejen uden at skulle over Haast passet. Imidlertid blev vejen ikke fuldført, da depressionen i 30'erne satte en stopper for det. Ejerne af campingpladsen havde ret god humor, og der var ret sjove skilte og ”små udstillinger” rundt omkring. Der var også et lille sjovt museum med alle mulige ting fra byggeperioden i 1930'erne – både vejbyggeriet, men også bygning af Homer tunnelen. Den blev i øvrigt bygget fordi posten ikke skulle klatre over ”bjerget” hver gang der skulle levers post til Milford...

Det var da et held, at de ikke fik bygget vejen færdig for så ville denne skønne dal med regnskov være blevet spoleret. Om aftenen, da vi havde spist og der var blevet lavet lektier, gik vi på ekspedition ned ad vejen, hvor vi skulle finde et sted med glow worms. Det er små larver fra natsværmere, som om aftenen udsender et svagt blåligt lys i perioder. De har et lys i ”maven” for at tiltrække insekter til en ”fangtråd”, de sender ud. Når de har fanget tilstrækkeligt, så trækker de tråde op, og slukker for lyset – indtil de er sultne igen, så begynder de forfra... Vi skulle gå til vi nåede et vejskilt med pile, der skulle vi gå ind i regnskoven ca. 50 skridt, så kom vi til en udhængende klippe og oppe i loftet der var der en masse små blå pletter. Det var meget fint at se, og det var godt vi ikke havde betalt en formue for at se dette i en kalkstenshule i Te Anau.

Da vi kom retur fik vi lidt chips og så dagens billeder. Og så var det ellers med at komme i seng.

Søndag d. 9/11

Stod op i mindelig tid og pakkede sammen. Det var regnvejr og det øsede ned. Vi besluttede at køre længere ned ad grusvejen og gå en tur til nogle flotte vandfald, der hedder Humboldt Falls. Det var en halv times vandretur gennem tæt regnskov, men på en fin sti. Der var en stor afgrund lige ved siden af stien, men der var heldigvis en række træer ved siden af stien, så det syntes ikke af så meget!!!. Vandfaldet var meget højt og det var utroligt flot at se det falde så langt. Der var to mellemstationer på vej ned. Ved siden af var der et mindre vandfald, som også var flot. Vi begav os tilbage mod bilen efter kort tid, da det var regnskov i bogstaveligt forstand.

Efter denne friske start på dagen begav vi os afsted mod Queenstown. I fugleflugtslinie ville det kun være 40km, men der lå altså en bjergkæde imellem og ikke nogen mulighed for at køre over eller i gennem (en tunnel), så det blev den lange omvej på næsten 300km. Det tog det meste af dagen. I starten var der regn, men det tog langsomt af. Da vi nåede tilbage til Te Anau, var det holdt op og vi havde skiftevis sol og skyer. Vi havde som sagt snakket om, at vi ville stoppe ved frokostrastepladsen fra dagen før, og gå lidt op mod Key Summit eller the Divide, men det droppede vi hurtigt pga regnen...

Vi kørte derudaf – vi tog ikke hovedvejen, men drejede af mod Five Rivers for at skære lidt af den lange tur. Det viste sig at være en hyggelig tur med knap så mange biler (læs: stort set ingen biler). Da vi nåede op til søen, som Queenstown ligger ved, holdt vi ind for at få en kop kaffe. Det viste sig, at der i byen Kingston, var et veterantog som tog udgangspunkt her. Det sidste tog var kørt for den dag, men de to flotte damplokomotiver holdt stadig og var ved at blive efterpudset. Vi kiggede forbi og beundrede dem. Og så tog vi naturligvis billeder, så Mogens kan fortælle om de er med udvendig Allenstyring eller hvad.

Efter at have kigget lidt rundt ved lokomotiverne gik vi ind på stationscafeen. Her fik vi varm kakao og kaffe, og en gang nachos.

Herefter gik vejen langs søen mod Queenstown. Det var en meget snoet, bumlet, smal og bakket vej, da den fulgte søens meget bratte skrænter. Ved 17-tiden kom vi frem til Queenstown, og der indlogerede vi os på den centrale campingplads, som vi havde ringet til tidligere på dagen for at være sikre på en plads. Queenstown er virkelig ferie-centrum (både sommeraktiviteter og ski om vinteren) for for både udlændinge og New Zealændere, og alt er gearet til dette. Priserne på alt er skruet op og campingpladsen var da også næsten en halv gang dyrere end andre pladser vi har været på.

Ungerne fik rigtig lavet noget skolearbejde. De var kommet noget bagud, så det var tiltrængt. De fik også skrevet nogle email til deres klasser.

Vi fumlede noget med at få internet-forbindelsen til at virke, men med meget lidt held. Vi brugte en del tid på at finde ud af hvad vi skulle foretage os i Queenstown. Der er alverdens ting man kan lave, det ene mere vildt end det andet. Man kan bungy-jumpe (det er her det blev opfundet) på mange forskellige måder, man kan speed-boate på smalle floder, man kan paraglide, faldskærmsudspringe, huledykke, og man kan hvad som helst. Fælles for det hele er at det er ret dyrt. Vi kiggede det hele igennem og besluttede os for nogle lidt simplere ting.

Mandag d. 10/11

Denne dag skulle vi udforske Queenstown bycenter og se os lidt om i lokalområdet. Vi startede blidt med at ungerne sov længe. Anna stod op og fik vasket noget tøj, samt fik købt ind. Det var nu et meget fint supermarked for man kunne nærmest kun få italienske delikatesser (ikke at der er noget galt i det), men nu var der jo mere dagligdags ting på indkøbssedlen som køkkenrullen, vaskepulver, bind mm. Lars ordnede camperen og fik ungerne op. Anna lavede pandekager til morgenmaden – det er ganske let: Man tager en færdigblanding og tilsætter vand, og så ryster man beholderen i 1-2 minutter – og vupti, så er det klart til at blive stegt på panden...

Derefter gik vi ned til centrum, det tog ca. 5 minutter. Dernede var der fyldt med restauranter, bookingkontorer og barer. Der var ved at komme lidt gang i byen, men den er vist mest aktiv om natten. Vi gik ned til søfronten, og der slappede vi lidt af mens en gammel damp-båd lagde fra. Den sejler rutefart på søen. Der var også nogle af de andre aktiviteter i gang, som vi også kiggede lidt på. Vi gik lidt rundt og kiggede og fik nogle flere brochurer.

Vi ville spise på en restaurant nede ved havnefronten, men Linnea var lidt utilfreds med udbuddet på kortet, så vi besluttede at vende næsen hjemad og få mad i camperen. Vi sad udenfor i det gode vejr og nød vores frokost.

Efter frokost begav vi os op til gondol-liften, som går op til et udsigtspunkt bag byen. Inden da havde vi fået smurt os godt ind i solcreme, fyldt rygsækken op med vand og kiks. Fra udsigtspunktet var der en flot udsigt over hele dalen og søen og de flotte bjerge på begge sider af byen. Der er fint udsyn til den bjergkæde som kaldes the Remarkables. Vi ville gå et stykke videre op ad bjerget ad en vandresti. Vi gik en halv times tid, hvorefter Linnea var ved at være flad. Så vendte vi om. Vi nåede dog hen til et punkt, hvor man kunne se saddelpunktet mellem bjergene.

Derefter tog vi nogle ture på The Luge. Det er en slags gokart bane ned ad bjerget, og man kører bare ved egen tyngdekraft. Man kan bremse ved at slippe styret, hvorefter den hurtigt stopper. Det var fint at prøve nogle gange. Der var en stolelift som gik op igen, så det var ret nemt og ganske sjovt...

Efter dette tog vi gondolen ned igen og gik tilbage til camperen. Vi skulle have ekstra lækker ”lørdagsmiddag”, så der blev lavet hjortemedaljoner. Det var den samme slags vi plejer at få derhjemme om lørdagen!! Og med dansk feta (helt som vi plejer...)

Tirsdag d. 11/11

I dag var det så en måned siden vi tog hjemmefra. Vi startede lidt langsomt, alle var åbenbart lidt trætte. Efter morgenmaden kørte vi efter diesel og indkøb. Vi havde ikke kunne finde et mere almindeligt supermarked, men lidt uden for byen lå der et helt område med div. Indkøbsmuligheder. Her fik vi købt ind – og her havde de økologisk mælk (som ikke lige var sødmælk) og andre økologiske varer – det er ikke lige let at finde økologiske varer her i NZ, men ind i mellem finder vi det...

Da dette var klaret, tog vi afsted mod Glenorchy, som ligger for enden af den sø som Queenstown også ligger ved. Det tog ca. en time at køre de 45km, men der var også rigeligt med bakker, sving, smalle veje og udsigter. Det er et utroligt flot område dette her. Mange af scenerne fra Ringenes Herre er optaget her. Der er høje bjerge og flotte søer.

Da vi nåede frem til Glenorchy ved tolv-tiden tog vi straks ind på den lokale campingplads. Der var rigeligt med plads modsat det vi havde været udsat for dagen før. Vi fik noget frokost og børnene fik løbet lidt rundt. De havde nogle sjove ”sneboldkampe” med fyrrekogler.

Ved 14-tiden skulle vi være ved det sted vi havde booket ridning ved. Det viste sig at ligge 50m bag campingpladsen, så det var bare at smutte gennem et hul i hækken. Vi havde bestilt to timers ridning i det fri, kaldet ”River Wild”. Der var andre, som kørte direkte og der kom en lille flok i en bus fra Queenstown, Der var 13 mennesker i alt og tre guider. Vi blev kørt i minibus op til en hestefold, hvor vores heste stod klar med sadler og det hele. Ikke lige som når Linnea skal til ridning, og vi (Linnea skal jo selv gøre det, men Anna må træde til) selv skal sadle op.

Turen skulle være en rundtur i området mellem de to floder Rees og ?? (Dart River) Vi krydsede floderne flere gange og vi fik redet rigtigt langt. Undervejs fik vi også en travetur og der var også mulighed for galop, hvis man ville. De fleste, inklusive os selv, sagde nej tak til galop.

Området ligger utroligt flot med høje bjerge på alle sider. De to floder var ret lave, men flodsengene er ret brede. Bare fire uger før var hele flodsengen fyldt med vand, da sneen i bjergene smeltede.

Hestene var meget skikkelige. De var alle ældre, store heste, som sikkert havde været racerheste eller andet før. Hestene vi red på hed Jazz, Dobie, Merlin og Jackie. Hesten Jazz, den Johan red på, havde været med i den store hestescene i Ringenes Herre som Rohan-hest i slaget. Der havde været 250 heste med, og de havde alle været til optagelsesprøve for at vise om de kunne starte og stoppe hurtigt og på kommando, samt om de kunne tåle støj, forstyrrelser og ståhej uden at blive skræmte. Det var meget sjovt at ride med en filmstjerne (og Johan red på den!).

Efter de mere end to timers ridning var vi godt møre i kroppene. Vi endte samme sted vi startede og blev så kørt tilbage til udgangspunktet. Da var klokken også blevet 18, så vi havde da fået noget for pengene, selv om det ikke ligefrem var gratis. Linnea havde i hvert fald haft en god dag, selv om hun var lidt ked af det undervejs da hendes hest ikke helt ville adlyde hende. Selv om de var skikkelige heste var de jo ikke rideskoleheste, som godt ved hvor de skal hen. De gik godt nok mest på række, men der var da noget modstand i dem og det var da også vigtigt at styre dem det rigtige sted hen. Specielt når vi krydsede floderne, hvor det var op til en selv at få hesten over uden selv at blive våd.

Da vi kom tilbage fik vi alle et bad efterfulgt af te og de kæmpe muffins vi havde købt om morgenen. Johan fik skrevet lidt på sin dagbog og Linnea fik skrevet breve til Mads og Gro. Aftensmaden blev lidt senere og efter dette var det bare at komme i seng.

Onsdag d. 12/11

Det var svært at komme op her til morgen, så vi lå og lidt under dynerne – ikke fordi det var koldt, men blot fordi det var godt at ligge lidt længe under dynen. Vi fik morgenmad og gjorde camperen køreklar. Så tog vi længere ind i landet mod Rees Valley og Paradise, men inden da skulle vi lige have have købt frimærker til et par postkort, og så besøgte vi den lokale pelsforretning, hvor de laver forskellige ting af possum. Vi fik købt et par ting...

Og så gik det videre ind i landet. Vi kom forbi et skilt, hvor der stod at det nu var på eget ansvar og at vejen kunne være dårlig alt efter årstiden. Vi kørte forbi skiltet, og det var en grusvej, men den var nu ikke så dårlig, så det gik ganske godt. Vi stoppede dog et sted, hvor vi kunne vende campere for vi viste ikke rigtig hvor det næste sted kom vi kunne vende camperen. Der var en rigtig flot udsigt til floden, og de omkringliggende bjerge.

Så vendte vi camperen mod Paradise, og standsede ved lake Diamond, hvor vi spiste frokost. Mens Lars lavede frokost, løb ungerne rundt og lege ved en bæk, der løb ud i søen. Det var et hyggeligt sted, hvor der holdt et par 4WD, det var nemlig en fiskesø – eller det var i hvert fald tilladt at fiske fra oktober til september. Men det så nu ikke ud til at de fangede noget for de kom tomhændede tilbage.

Turen gik tilbage mod Glenochy og Queenstown – turen mellem G og Q var lige så smal og bugtende som dagen før... Vi kørte gennem Queenstown og vendte snuden mod Arrowtown – en tidligere guldmineby. Her holdt vi kaffepause, og Johan og Linnea gik selv på jagt efter is. De kom tilbage til cafen med hver sin is. Johan havde klaret indkøbt af is for ham selv og Linnea.

Efter kaffen og isen, så gik Anna tilbage til camperen for at hvile lidt, mens de øvrige gik ud for udforske byen. Der var et ganske interessant og handlede om guldgravning. Vi var inde på det lokale museum, hvor der var alt om guldgravning. Der var også en del om livet i byen for 100-150 år siden. Det var meget interessant og vi brugte da mindst en time på det forholdsvis lille museum.

Kursen blev nu sat mod Wanaka og fårefarmeren Sam Kane. Vi kørte den flotte vej over skisportsstedet Cardrona – på vejkortet stod der godt nok, at man ikke skulle køre der med camper, men Sam havde sagt at det kunne vi godt, og vores guide fra Doubtfull Sound havde også anbefalet vejen over Cardona.

Vi var knap drejet af hovedvejen, før hårnålenesvingene på vejen op ad bjerget, men det gik ganske godt, og vi var snart over det værste stykke. Vi stoppede ved et udkigspunkt - flot udsigt. Efter hårnålesvingene gik det fortsaten del opad, og vi nåede op og fik en flot udsigt over hele Queenstown dalen ud mod søen. På den anden side gik det nedad i en smal v-formet dal. Vi fulgte Cadrona River hele vejen ned til Wanaka.

Hjemme i DK havde Lars' kollega Morten fortalt om hans ven Sam i New Zealand. Morten havde bragt os i kontakt og vi havde emailet lidt før vi tog afsted. Her i NZ havde vi så ringet til Sam for at aftale nærmere. Vi havde også fået kørselsvejledning, og den virkede fint.

Sam er fårefarmer og bor på sin farm sammen med sine forældre, Barbara og Allan. Han har købt farmen af sine forældre for et par år siden og forsøger nu at få det til at hænge sammen økonomisk.

Han har 10.000 får på 5000 ha land. Dette giver hvert år omkring 6.000 lam. Det er mest får til uld, men han havde også en mindre del får til kød. Hans jord var meget bjergrig, med kun ganske få marker med mulighed for at høste hø. Fårene var delt op i 30 grupper, som de flyttede rundt med mellem markerne for at de havde græs nok.

Vi kom desværre på det mest travle tidspunkt af året, hvor alle lam skal have klippet halen af og have øremærker. På to dage havde de klippet halen af 3100 lam, sat øremærke på (han eller hun) samt kastreret alle de små han-lam. Han driver farmen sammen med sin far, og i spidsperioderne (lamme-hale-klipning og får-klipning) får de hjælp udefra. Det var derfor et par ret trætte mandfolk vi snakkede med. De startede dagen kl. 4:30 og sluttede ved 21-tiden. Det var heldigvis kun en 14-dages periode det var så vildt.

Vi kom lige til aftensmaden og Barbara nåede at sætte nogle ekstra kartofler over, så vi blev inviteret med til maden. Bagefter kørte vi med Sam ud til fårene - nogle skulle flyttes, og der skulle åbnes et par låger, så fårene kunne komme over på noget mere grønt græs. Han havde tre hunde (og hans far havde tre, men han var et andet sted), og de to af dem var skræmmehunde (de var gode til at gø) og den sidste var en stille hund som dukkede sig og løb rundt om flokken og jagede dem langsomt frem. Det var meget sjovt at se hvordan de tre hunde og Sam arbejdede sammen med at få flytte fårene den rigtige vej. Sam råbte af dem eller fløjtede og de viste præcist hvad der var meningen. Det var et ret svært skift han skulle lave, for han skulle have en flok får med lam flyttet igennem en anden mark, hvor der var andre får. De to flokke måtte ikke blive blandet, da den anden flok var uden lam. Der var en vis risiko for at et par får brød ud, men Sam sagde at det var den slags risici man måtte løbe, når der var pres på. Desværre skete der lige præcist det der ikke måtte ske, og et par får stak af og blandede sig. Derfor flyttede han flokken tilbage til der hvor de var før. Så måtte han ud dagen efter og plukke overløberne fra.

Sam havde så én opgave mere den dag, og den var vi også med til. Han skulle åbne til en anden mark på den anden side af bjerget, så vi kørte hele vejen op ad bjerget til toppen. Det var en zig-zag vej med hårnålesving, og der var lige præcist plads til firehjulstrækkeren. Ved siden af gik det meget stejlt ned. På vejen op skulle vi igennem syv forskellige låger før vi var på toppen. Det var en utrolig flot udsigt man havde fra toppen, både ind mod Wanaka over Clutha River med sneklædte bjerge i baggrunden, og den anden vej på den anden side af bjergkammen. Han havde marker over til den bagvedliggende bjergkam. På vejen tilbage så vi ni rådyr, som gik på den modsatte bjergside. Ellers så vi et par kaniner. Disse er skadedyr, så de bliver jagtet ned.

Han havde nogle tip til de hjemlige fårefolk på Munksøgård: Hvis man klipper fårene lige inde de får lam, så vil de søge ly sammen med deres lam når/hvis det bliver koldt, og dermed overlever flere af lammene.

Da vi kom tilbage til deres flotte store hus gik de to mandfolk hurtigt i seng. Vi andre sad oppe og snakkede med moren Barbara. Hun var jo husmoderen, så hun skulle sørge for morgenmaden til dem næste morgen, samt bage brød til deres frokost.

Vi sov i camperen, som vi havde parkeret på deres gårdsplads.

Det var så den anden uge i NZ.