Dagbog for rejse til New Zealand 2008, uge 1

Anna og Lars Levin-Jensen

Opdateret 6/11/2008.

Torsdag d. 30/10

Ankommet til Christchurch på sydøen fra Singapore ved 12-tiden. Vejret er koldt i forhold til Singapore, 10 grader men solskin. Linnea hundefrøs og spurgte om vi ikke skulle tage tilbage til Singapore eller Sabah.

Ved indrejse er de meget strikse med indførelse af landbrugsvarer og andre fremmede organismer. Vi havde været i jo været i flere forskellige regnskove, så vi blev taget til side og de vaskede vores vandresko grundigt. Vi fik også gennemgået resten af bagagen, som jo var fyldt med gaver købt på Borneo. Der var dog ikke noget af dette der var noget problem med. All bagagen blev røntgenfotograferet, og de missede ikke noget...

Vel igennem dette nåleøje fik vi ringet til KEA campers, som kom hentede os. Den havde vi booket hjemmefra via Hannibal og Marco Polo. Vi har lejet en sekspersoners camper, så der er lidt ekstra plads. Vi fik gennemgået alle funktionerne og kørte så ind til den nærmeste campingplads, i en lille forstad til Christchurch. Vi vil tage et par dage her, dels for lige at kommer igennem jetlag, dels for at få indrettet camperen og få købt ind. Og så skal vi se lidt af Christchurch...

Vi fik en fin plads på campingpladsen, og fik sat strøm osv. til. Så gik vi alle til det nærmeste supermarked og fik købt ind. Derefter vaskede Anna alt vores beskidte tøj – og der var rigtig meget - mens børnene legede på legepladsen. Ungerne havde betilt pasta og kødsovs – det fik Lars bikset sammen. Ungerne havde også bestilt mælk til middagen – ikke lun sødmælk, som vi kunne få flere steder, men kold mælk. Vi var alle lidt møre over rejsen og tidsforskellen, så vi gik rimelig tidligt i seng. zzz...

Fredag d. 31/10

Denne dag sov vi virkelig længe. Vi havde planer om at stå op omkring kl. 9, men den blev halv tolv før vi kom ud af sengene. Vi må have været meget møre.

Efter en hurtig morgenmad/frokost tog vi den lokale bybus ned til centrum af Christchurch. Vi havde nogle få ærinder vi skulle have og ellers skulle vi bare snuse rundt. Vi startede med at snuse lidt rundt i domkirken. Den var medium stor, og selvfølgelig ikke så gammel. Lidt usædvanligt kunne man se tagkonstruktionen i træ. Vi gik så på udkig efter de par forretninger vi skulle i. Først skulle vi have et telefonkort til vores mobil, så vi kan ringe lokalt når vi skal booke campingpladser, ture mm.. Da det var købt, skulle vi have noget solcreme (vi havde simpelthen brugt de to bøtter vi havde med på Borneo, og den sidste slat i Singapore) og solbriller til Linnea, og det gik også fint. Så daskede vi rundt i centrum; men vi var ikke ret imponerede over byens udbud af forretninger i forhold til størrelsen (350.000 indbyggere). Vi fik en kop kaffe (den obligatoriske på Starbucks) og en kage på hovedtorvet. Efter at have kigget lidt på markedet på torvet gik vi ned til en kunsthåndværksforretning. Der var rigtigt mange flotte ting og vi blev da også beriget med forskellige gaver og ting, men lettet for mere.

På vejen tilbage kom vi over den lokale flod, hvor man kan blive sejlet op og ned i en lav båd som i England (punting efter bådetypen en ”punt”). Vi prøvede dog ikke. Det var ved at være lukketid for forretninger, så vi tog bussen tilbage til campingpladsen. Buschaufføren var meget venlig, og sadgde at han ville sætte os af ved indkørslen til campingpladsen, hvilket han også gjorde – selvom busstoppet kun var ganske kort fra indkørslen. Lars og Johan tog på indkøbstur, da vi skulle have købt ind til de næste par dage. Det tog lang tid, men til gengæld blev der virkeligt købt meget ind. Imens indrettede Linnea og Anna vores nye hjem – dvs. fandt plads til alle vores ting i nogle af alle de opbevaringsrum der er rundt omkring i camperen , og dem er der rigtig mange af – ikke altid lige let at komme til, men ...

Vejret var fint med sol, men nok kun ca. 15grader varmt. Så det var frem med trøjerne og på med solcreme.

Om aftenen blev vi længe oppe. Anna og Lars sad og planlagde de næste par dages tur. Da vi jo alle havde sovet så længe var der ingen der rigtigt kunne falde i søvn og vi sov alle ret dårligt den nat.

Lørdag d. 1/11

Vi stod op kl. 7 for vi skulle nå en masse. Da vi havde spist morgenmad og pakke hele ”huset” sammen til transporttilstand, kørte vi afsted. Vi manglede lige nogle ”småting” så vi kørte ind til supermarkedet igen (de har nærmest døgnåbent, så det var ikke svært). Da vi havde tømt det for tredje gang (de var løbet tør for økologisk letmælk – vi havde vist købt hele deres lager), så kørte vi til Antarctic Center. Christchurch er udgangspunkt for alle rejser til sydpolen. Bl.a. har amerikanerne deres base for deres sydpolsstationer her. De ligger ude ved lufthavnen. Overfor dette ligger der et museum om sydpolen, og der skulle vi ind.

På Antarctic Center var der udstillinger om Herkulesflyene, der var et oplevelsesrum med en arktisk storm (det var hundekoldt), der var pingviner og de blev fodret, og der var en hel masse andre ting om sydpolen, baserne, og hvad der ellers sker dernede. Pingvinerne er ikke nogle de har fanget for at udstille, men er pingviner, som er indleveret til centret, fordi de har været fanget i fiskegarn eller blot er kommet til skade på en eller anden måde. En havde fået amputeret en fod, nogle manglede de meste af den ene vinge, en var nærmest blind og skulle håndforders på land mm, men der blev taget godt hånd om dem. De var alle sammen den lille new zelandske blå pingvin. I det fri svømmer de op til 50 km om dagen for at spise 24 småfisk – eller omkring 254 g fisk – på centret får de mad tre gange om dagen...

Der var også en meget flot film på kæmpe lærred. Da vi kom ud efter 3 timer fik vi en tur i en Hägglund. Det er et bæltekøretøj, som bliver brugt til transport på isen på sydpolen. Det er en svensk opfindelse. De havde lavet en forhindringsbane til den, og så blev vi ellers bumpet igennem hop, gletcherspalter, meget stejle og skrå veje, samt en sø. Det viste sig også at være en amfibiebil. Vi var godt sammenrystede, da vi kom ud, men det havde næste været som en tur i rutchebanen.

Efter dette kørte vi afsted til næste destination. Vi tog Inland Scenic Route mod syd. Det startede ret kedeligt, da der omkring Christchurch er ret fladt. Men senere blev der ret kuperet og flot. De sydlige alper begyndte at vise sig. Vi havde ikke kørt længe før vi skulle have frokost, så vi kørte ind til siden (der var ikke lige nogen rasteplads ), og fik spist frokost i en fart inden vi drog videre.

Desværre skiftede vejret fra flot solskin med bæst, til regnvejr med blæst. Der var sikkert ret flot, hvor vi kørte, men det var svært at se pga. regnen og de lave skyer. Vi stoppede et par gange undervejs, bl.a. for at se en flot flod med helt blåt vand; der er silt i vandet fra bjergene, der gør det helt tyrkisblåt. Denne side af bjergene er ret frodige og der var rigtigt mange får, hjortefarme og køer. Vi så sågar nogle lamaer også. Nogle steder var der tilsyneladende ret tørt for de kunstvandede enten ved kanaler (også med helt tyrkisblåt vand) eller med sprinkleranlæg.

Efter at have passeret et pas over nogle bjerge skiftede vejret totalt. Så blev det helt skyfrit med flot sol. Lækkert. Vi kom da ned til Lake Tekapo, en by og en sø. Søen er også tyrkisblå og det var utroligt flot at se den med de sneklædte bjerge i baggrunden. Vi var ude og se en mikro kirke (Church of the good sheapard), som ligger helt søen. Der var også en statue af en hyrdehund, som vi fik set på.

Vi havde besluttet ikke at overnatte på en almindelig campingplads. Vi kørte derfor forbi Lake Tekapo byen og videre ned ad en lille vej til en simpel campingplads ved Lake Alexandria og Lake McGregor. Der var et simpelt toilet (das) og bruser (egen spand med vand), men ellers ikke noget. Til gengæld var der helt fyldt med lystfiskere. Det var åbenbart et godt fiskested, og fiskesæsonen var lige startet. Det var rigtig flot, og ganske hyggeligt. Ungerne fik lavet lidt skolearbejde samme med Lars mens Anna lavede mad.

Der blev ret koldt, så vi frøs noget den nat. Anna var oppe for at tænde for gasvarmen, men den kunne ikke køre hele natten...

Søndag d. 2/11

Brr.. Det var svært at komme op, når man føler ar der er frost på indersiden af ruden – næsten som at sove i sommerhuset ved Mariager Fjord... Det var bare super flot vejr – sol fra en skyfri himmel. Den havde næsten samme farve som søen.

Anna og Lars ville gerne have været tidligt oppe for at gå en lille tur ved søen, men pga af temperaturen var det som sagt meget svært at komme op, så det blev en kort, men flot gåtur. De var godt i gang med fiskeriet – søen var helt blank...

Det var ikke nemt at få ungerne ud af fjerene selvom vi havde varmet vognen op, men det lykkedes os at komme rimelig tidligt afsted. Dagen mål var Mt Cook (eller som Linnea fandt på – Mt Cookies). Turen fra Lake Tekapo var ret flot med bjergene på højre side. Vi måtte lige forbi Twizel inden vi kunne køre op mod Mt Cook, for vi havde ikke nok diesel til at kunne komme frem og tilbage.

På vejen havde vi besluttet at vi skulle overnatte på en campingplads, så vi kørte ind forbi for at booke en plads. Det var halvvejs inde af vejen mod Mt. Cook, lige der hvor den store sø ender og med udsigt til Mt. Cook.

Vi kørte videre op til Mt. Cook, men kørte ikke op til ”byen”, men drejede af mod Hooker Trail. Der parkerede vi ved campingpladsen (ikke strøm eller noget) og klædte os godt på og fik solcreme på. Der havde jo været koldt dagen før. Men det viste sig at være en fejldisponering. Solen strålede og der var vindstille, så vi endte med at gå i t-shirts med jakker og trøjer bundet om livet. Vi gik op ad stien mod Kea Point. Det var ca. en times travetur retur lidt op ad bakke. Vi endte på kanten af en gletcherdal (Mueller Gletcheren) med flot udsigt mod Mt. Cook. Gletcheren har trukket sig tilbage de seneste år, så der var langt ned til søen og isen, og isen var næsten ikke til at se pga. moræne.

Vel tilbage i camperen fik vi frokost og sad og slappede af. Så gjorde vi os klar til næste tur, men vi tog ikke helt så meget tøj på for der var blevet forholdsvist varmt. Vi gik op ad Hooker Trail. Det var noget længere end det vi havde taget om formiddagen og det gik mere i retning ind mod Mt. Cook. Vi kom over to hængebroer over smeltevandsfloden. Floden var helt tyrkisblå og der var ret meget tryk på vandet. Vi gik en times tid ad denne sti, som var fin og godt lavet. På et tidspunkt blev Linnea for træt af at gå, så Anna og hende vendte om. Lars og Johan fortsatte et lille stykke videre for de ville gerne have et godt udsyn til Mt. Cook, som ellers havde gemt sig lidt bag et forbjerg. Det var et meget flot billede, der gemte sig, Mt. Cook helt dækket af sne og i bragende sol.

På turen tilbage var vi inde og se et lille monument over dem der var omkommet på bjerget under bestigninger. Der var en del i alle aldre, det lod til at det farligste var laviner, men der var da også nogle som ”blot” var faldet ned. Linnea og Anna havde også været forbi monumentet og læst på alle de små plaketter..

Vel tilbage i camperen pakkede vi sammen og begav os til det sted vi havde været ind og booke på vej op. Standarden på den campingplads var ikke helt så høj, som det vi havde oplevet før. Bl.a. var der ikke mulighed for at komme af med sit spildevand og toiletaffald. Det var lidt en bet, da vi var fuldt fyldt op efter at have overnattet ”i det fri” dagen før. Vi måtte derfor bære opvask til fælleshusets køkken og ellers også begive os derhen når noget skulle ”ordnes”. Men udsigten var der ikke noget galt med – vi havde toppen af Mt. Cook lige for, når vi sad bagest i vores camper.

Mens vi sad og pustede ud efter dagen udenfor, og fik en kop kaffe, kom der små fugle som nærmest trippede over vores fødder. Der var også masser af vilde kaniner som løb rundt. Dem var Linnea helt betaget af. Der var også en trampolin, som Johan og Linnea lige fik prøvet af. Vi havde som sagt parkeret så vi kunne sidde og se Mt. Cook mens solen gik ned. Det var flot – toppen skiftede farve til en svag rosa lige ind solen forsvandt helt. Vi fik lige planlagt de næste par dages ture og ruter. Vi var ret trætte efter dagens to lange gåture, så vi gik forholdsvist tidligt i seng. Anna og Lars var dog lige udenfor en enkelt gang for at kigge på stjernerne. Der var stjerneklart, og her ude på ”landet” er der ikke meget lys som generer. Vi havde tændt for en lille elvarmer, så vi kunne fint holde varmen hele natten.

Mandag d. 3/11

Dagens tur skulle ikke være så lang, så vi stod ikke helt så tidligt op, og den første times tid gik med ungernes lektier. Der blev lavet pandekager til morgenmad – dog ikke helt hjemmelavet, da vi i et supermarked havde fundet noget som kun skulle tilsættes vand og rystes grundigt. De smagte dog helt godt med honning. Ved 10-tiden kørte vi afsted sydpå. Vi stoppede kort i den første by vi mødte, Twizel, for at få tømt toilettet og spildevandet. Vi forsøgte også at købe ind, men da det var en meget lille by havde vi ikke så meget held med det. Der var dog et ganske lille supermarked, hvor vi kunne få en del, men langt fra alt det vi gerne ville have. Vi havde dog til dagens frokost.

På vej mod Oamaru, som ligger ved østkysten, kørte vi langs en stor flod, som havde flere større dæmninger og vandkraftværker. Det var også grænsen mellem det meget tørre højland og det mere frodige lavland. Mange stedet var der kæmpe vandingsanlæg. Som vi kom tættere og tættere på kysten blev det mere frodigt og de mange får blev skiftet ud med køer (og kødkvæg) i stort tal. På nogle marker var der ikke blot mange, men rigtig mange køer. Vi kunne dog ikke lige se, hvor de skulle kunne malke dem, men det har de nok ganske godt styr på... Nogle havde fået blå rumper, andre havde grønne rumper, nogle havde helt andre farver - sikkert en eller anden farvekode som i ikke lige forstod...

Vel ankommet til Oamaru midt på eftermiddagen tog vi os en slapper. Hjemmesiden blev gennemarbejdet, bl.a. med billeder fra Singapore og diverse andet tekst. Der blev lavet lidt lektier og børnene var ude og lege lidt. Vi lavede tidligt aftensmad, og derefter gik vi en længere tur.

Det var meningen ,at vi ville ud og se pingvinerne, når de kom ind til aften. Der er to slags pingviner i Oamaru, de små blå pingviner (som vi havde set på Antarctic Center) og de guløjede pingviner. De findes på to forskellige steder i Oamaru. Vi begyndte at gå, men blev hurtigt klar over, at vi ikke ville kunne nå at gå helt ud til de guløjede pingviner inden kl. 18:30, hvor de skulle komme op af vandet. Vi nøjedes derfor med at gå til de små blå pingviner, da det boede lige ved byens havn. De blå pingviner er natdyr, og det kommer først ind fra havet, når det bliver mørkt. Vi orkede ikke at blive oppe så længe, så vi begav os hjemad. På vejen fik vi en kop varm kakao på havnen og der mødte vi et par danskere, som også var på vej rundt. Vi snakkede kort med dem. De havde været både i Vietnam og Austrailen på deres vej rundt i verden. Fire uger i New Zealand var deres sidste stop inden de skulle tilbage til Danmark.

Vi var også lige inde og kigge hos de lokale søspejdere for at se hvad de havde af udstyr. De sejlede flermandsjoller, og deres sommersæson var lige begyndt. De havde lige været i Cromwell til en kapsejlalds, hvor de havde klaret sig ganske godt. I vintersæsonnen sejler de ikke så meget, men ror en hel del. Den ene af deres træningsjoller (til flere) kunne laves om til en robåd.

Byen Oamaru har nogle ret sjove gamle huse. De er bygget i klassisk stil med store pompøse facader. Flere af de gamle flotte bygninger lå nu nede i det mere tvivlsomme havnekvarter, men de var nu specielle og flotte alligevel. På vejen ned til havnen og på vejen hjem gik vi igennem byparken, som var ret flot med masser af blomster og rhododendron i blomst.

I løbet af aftenen fik Anna og Lars lavet diverse tekster til hjemmesiden færdig. Denne campingplads var udvalgt fordi den havde trådløst internet, og vi havde en hel del ærinder vi skulle have ordnet på internettet. Det tog over tre timer, så klokken var næsten 2 om natten før det var færdigt. Men så havde vi fået opdateret hjemmesiden, bestilt billet til færgen mellem Picton og Wellington, så vi kunne komme til nordøen. Vi valgte en fleksibel billet selvom den var en smule dyrere, men så kan vi ændre reservationen, hvis vi nu skulle komme til at blive hængende et sted her på den sydlige ø.

Tirsdag d. 4/11

På trods af den noget sene sengetid kom vi alligevel op i ordentligt tid og kom afsted inden kl. 9. Vores første mål var Moaraki stenene syd for Oamaru. Disse sten er kæmpestore stenkugler, som på mystisk vis er dannet i fortiden, og som nu dukker op af skrænten ude ved havet. Vi hoppede rundt på disse over 1m i diameter sten. Ungerne tog sko og strømper af og fik sig en soppetur. Det var til stor morskab at hoppe op på stenene inden de store stillehavsbølger slog ind over dem. Anna nåede at få en sok, da hun ikke var hurtig nok til at komme væk fra bølgerne.

På vej tilbage samlede vi sten og muslinger. Dette havde vi jo ikke fået gjort på Borneo, da det var forbudt at tage noget som helst med ud fra de nationalparker vi var i. Linnea fik her stillet noget af sin stensamlertrang. Vi blev heldigvis ikke plaget at sandfluer, som vi ellers er blevet advaret i mod. Der var lidt overskyet og blæsende, så det var nok ikke sandfluefavoritvejr... Eller også er sæsonen for dem ikke helt begyndt endnu.

Vi havde også lige en pause under vejs, hvor vi skulle reservere pladser til forskellige ting. Det er fx ikke tilladt at overnatte i det fri, hvor vi skulle hen, og den eneste campingplads der var havde kun 16 pladser, så selvom vi ikke helt er i højsæsonen, så ville vi gerne sikre os en plads...

Videre gik det mod syd til Dunedin – eller retter sagt den halvø som ligger ud for Dunedin - Ontago. Dunedin er i øvrigt det gamle navn for Edinburgh. Landskabet blev mere og mere bakket og det sidste stykke var stejlt op og ned af bakker. Ankomsten ind til Dunedin var ret flot, da man kommer ind oven for byen og kører ned af en meget stejl bakke til havet. Der var flot udsigt over byen.

Vejret var let overskyet, men lyst. Man skulle have en trøje på udendørs.

Mål var ikke jo Dunedin, men Ontago halvøen ud for Dunedin. Her er der masser af muligheder for at se pingviner, sæler og albatrosser. Vi kørte ud på halvøen langs kysten. Det var en ret smal vej helt nede ved vandet, og der var kun en lille rabat på 20cm før der var et 1m fald lige ned til vandet. Anna var ret nervøs over dette, da vejen snoede sig ret kraftigt og hun syntes, der blev kørt for tæt på (og nogle steder var der ikke mange cm til kanten...) Da vi holdt frokost på en rasteplads lige ned til vandet, fik vi en opringning på NZ mobilen. Det var farmor og farfar der skypede til os. Det var hyggeligt at få en lille (lang) snak med dem – man skal blot være tålmodig – der er en del forsinkelse...

Vi ville overnatte i byen Portobello, så da vi kom dertil checkede vi ind på campingpladsen. Det var et ret lille sted, så det var godt at vi havde bestilt. Hver plads havde foruden sit eget strømudtag også sin egen ”dump station” - det havde vi ikke prøvet før!!! Derefter kørte vi ud til spidsten af halvøen, hvor der ligger et fort fra starten af sidste århundrede og en albatros-koloni. Vi havde reservert plads på en rundvisning, men kom i god tid, så vi kunne nå at få en kop kaffe og varm kakao, og vi fik også nydt naturen uden for.

Desværre er dette en dårlig årstid for at se albatrosser, da de lige har lagt æg (eller er ved det), og derfor ikke bevæger sig (så meget). Desuden bliver de ikke vist frem af frygt for, at de skal blive forstyrret i udrugningen. Vi havde købt en rundtur på fortet inklusivt en fortælling om albatrosser. Det viste sig, at vi var de eneste, der skulle på den tur, så vi fik virkeligt noget for pengene. Først fik vi en god fortælling om albatrosser af en sød guide, derefter en kort film om albatrosser og Ontago halvøen. Til sidst en rundvisning på fortet, hvor vi måske også kunne være heldige at se en albatros... (men ingen garantier)

På fortet havde de en restaureret kanon (Dissapearing Armstrong), og denne var vi inde og se sammen med dele af undergrundsfortet. Vi fik lov til at dreje kanonen rundt og åbne bagladeren. Guiden havde mange interessante historier at fortælle – både om livet på fortet og de mere tekniske finesser om kanonen. Det var en fin oplevelse specielt for Johan, som jo er meget teknisk interesseret. Vi fik også lidt historisk baggrund for denne kanonstilling. Det viste sig, at New Zealand (dvs. England havde lige lagt sin lange hånd på New Zealand) i 1884 følte sig truet af Rusland, og man troede på at russerne ville invadere øerne med base i deres nye havne på stillehavskysten. Der kom aldrig nogen invasion og kanonerne kom aldrig i brug. Den kanon vi besøgte her var avanceret, idet den kunne skjules nede i fortet (heraf navnet ”dissapearing”), når den ikke blev brugt. Lige før afskydning blev den hævet op af jorden med hydraulik og trykluft, og rekylet fra affyringen skubbede den ned i skjul igen. Kanonen var blevet afskudt 284 gange i øvelsesøjemed, og kun en gang i alvor som advarselsskud. Det var en lille fiskerkutter, som ikke ville sejle en omvej på tre km (igen), men forsøgte at sejle direkte ind i havnen ved Dunedin. Det opdagede de i udkigsposten, og så affyrede de at advarselsskud. Efterfølgende sejlede den lille fiskerkutter altid den rigtige vej ind i havnen... En tilsvarende kanon har der været opstillet i Christchurch, havde også en gang affyret et advarselsskud, men de kom til at ramme skibet de ville advare, og det sank med alle mand, igen overlevende. Lidt af en smutter. Kanonen var flot restaureret og var sådan set i fuld funktionsdygtig stand. Man skød den dog ikke af, da det ville skræmme alle albatrosserne væk.

Rundvisning skulle kun vare en time, men vores guide var meget vidende og vi spurgte jo løs, så det tog 1½ time i stedet. Derefter kørte vi til den næste attraktion ude på spidsen af halvøen: Pingvin-kolonien. En lokal fårefarmer har lavet et reservat for guløjede pingviner, og indrettet noget at området, så man kan gå rundt i gange og stier (mange af dem overdækket i skyttegravsstil med pingvinovergang!!) og se dem uden at de ellers sky pingviner bliver generet. Det var et stort område, og det var godt lavet. Også her var vi lidt dårligt timet, da også pingvinerne ligger på æg på denne årstid. De var derfor helt stille på deres reder, og der var ikke så meget aktivitet. Den ene mage ligger på ægget, mens den anden er ude at spise, og så bytter de plads – ligestilling blandt pingviner må man sige. De tager et døgn ad gangen. Vi fik set 5 pingviner på reder sådan forholdsvist tæt på. Der var dog en enkelt pingvin på besøg, som ikke havde en mage, og derfor gik rundt og tjekkede stedet ud!!, så vi fik set en enkelt pingvin i aktion. Den tumlede lidt omkring, og væltede også en enkelt gang. Der nåede ikke at komme pingviner op på land inden vores tur var slut...

Fik vi sagt, at der lugtede (eller måske nærmere) stank af fisk...

Efter dette var klokken blevet 18:30 og vi var lidt dovne - ingen at lave mad, så vi spiste på restaurant i Portobello. Den lå 500m fra vores campingplads. Vi spiste på et lille lokalt fint sted – et gammelt posthus som er omdannet til restaurant, og fik noget rigtigt dejligt mad. Børnene fik en stor is til dessert og de kunne ikke spise op, og Lars fik en Sticky Brownie (som han fint kunne spise op selvom det var et ret stort stykke). Da vi var tilbage på campingpladsen gik vi i seng.

Vejret startere med at være lidt overskyet og endte med at være regn.

Onsdag d. 5/11

Vi skulle ikke så tidligt afsted, så vi sov lidt længere end sædvanligt. Klokken halv ti kørte vi afsted mod Wellers Rock, en lille kajplads hvor der gik en turistbåd fra. Vi havde ringet tidligere på morgen for at høre om der var plads til os – det var der! Det var ret koldt og meget blæsende, så Linnea havde fået en søsygetablet til morgenmad (plus noget havregrød altså). Da vi købte billetterne var vi noget i tvivl om vi skulle afsted, for vi havde den lille skuffelse fra dagen før med pingvin-kolonien i tankerne. Det viste sig dog at være en rigtig god tur vi kom på – det viste sig at være perfekt albatrosvejr... med syden vind og en smule overskyet. Som skipperen sagde – en svag ”brise”..

Båden sejlede afsted, og vi fik udleveret en kikkert hver. Der var også tykke frakker til dem der ikke var ordentligt klædt på. Det var vi med både med tykke trøjer, regnjakker og regnbukser. Det eneste vi ikke havde var vanter!!!Turen skulle tage en time, men den kom til at tage mere end halvanden time. Skipperen fortale undervejs i højttaleren hvad der var at se undervejs. Der var et åbent forskib, som var godt til at se fra, samt et overdækket agterdæk, samt en kahyt med varme og muligheder for at købe kager og (varme eller varmende) drikkevarer.

Straks vi var kommet ud sagde skipperen, at der var et par små blå pingviner i vandet. Dem fik vi dog ikke øje på (Anna så lige toppen af den ene). Vi sejlede videre og kunne med det blotte øje og især med kikkert se de store albatrosser, der landede og lettede fra klippen, hvor vi havde været dagen før. Vi sejlede helt tæt på og kunne se de store fugle ligge på rede og flyve rundt. Det var perfekt med den hårde vind, for så kan albatrosserne nemmere komme i luften og de kan få opdrift, så de kan komme helt op på toppen af klippen for at lande. Der var flere der cruisede ganske tæt forbi os... Hvis der er for lidt vind kan albatrosserne ikke komme i luften. Albatrosserne var flotte og store! Vi havde jo dagen inde hørt en hel masse om albatrosser, så vi var godt informeret om forholdene og deres levevis. Skipperen var nu heller ikke helt uvidende...

Lidt rundt om pynten sejlede vi helt tæt på klipperne, og så var der frit udsyn til en hel koloni af pelssæler (New Zealand fur seal). De lå og slappede af på klipperne og der var både store og små. Lidt længere henne så vi en skestork (Royal spoonbill) og en mængde andre fugle (forskellige arter af shag – topskarv mm). Der var bla. Stewart Island Shag, som er en sjælden fugl – Ontago er et af de få steder, hvor de yngler. Spotted Shag laver reder på hylder ud mod havet, så de ikke kan nås af rovdyr hverken fra hav eller land. Og så naturligvis en masse måger...

Selvom det blæste ganske godt, så var bølgerne ikke så store, så vi sejlede lidt længere ud mod en koloni af sorte skårper (Sooty Shearwater)/stormsvaler (Petrel). De kommer stort set ikke på land. Der var rigtige mange for de havde fundet et område med krill som de spiste af. Det var ganske sjovt når vi nærmede os dem, for de løb på vandet inden de lettede – og hvis de ikke lige synes de kunne nå at lette før vi kom for tæt på, så dykkede de i stedet.

På vej tilbage, så vi en anden art albatros – Southern Royals. Skipperen blev helt vild, da han så dem (der var to) for de kommer ikke så ofte, og de kommer slet ikke på land, men kun for at spise. Vi kom ganske tæt på dem, og kunne se hvordan de glider på vinden. De bakser ikke meget med vingerne, men glider gennem luften i ganske høj fart. Fantastisk...

Og der var flere albatrosser på vingerne – incomming albatross on the right hand side... Den fløj (eller gled gennem luften) lige ved siden af os i flotte ”bølger” ind foran båden, for til sidst at stige op mod klippen til kolonien, hvor den landede.

Så var det var med at komme tilbage til Wellers Rock. De anbefalede, at vi satte os på agterdækket, da det nok ville komme til at sprøjte en del. Det gjorde vi så – Linnea var begyndt at fryse især om tæerne, og vi havde alle ganske kolde fingre, så det godt med lidt varme. Det var nu ikke en stor kahyt...

Vel tilbage fik vi puttet ungerne i en sovepose hver, og så drog vi afsted til den modsatte del af halvøen. Det blæste stadig ganske godt, men ind i mellem tittede solen frem. Vi havde besluttet at vi ville tage til Sandymount. Der ville det også være muligt at gå en tur... Det var noget at en vej vi var kommet ud på – en smal grusvej, og nogle steder gik det ganske godt opad. Lars fik helt sved på panden ved tanken om t vi skulle møde nogen...

Der var en rigtig flot udsigt oppe fra Sandymount, men hold da op hvor det blæste. Vi sad inde i camperen, og vi fik aldrig gået en tur - nu havde vi jo lige fået varmen... Så gik det ned af bakke igen, og vi mødte heldigvis ikke andre billister på vejen.

Vi kørte tilbage mod Dunedin ad den anden ”hovedvej” - den var nu ikke bedre end den tidligere vej vi havde kørt af, og igen sad Anna på nåle for syntes, at det var lige tæt nok på kanten... Vi havde besluttet at vi skulle i ind forbi en fårefarmer som også solgte garn, strikkede ting mm, men pga vejarbejde missede vi indkørslen. Så Lars lavede lige en 3-punktsvending – der var godt nok lige en lille vigeplads, men det var nu alligevel godt gået...

Der var ganske langt fra hovedvejen til den lille gårdbutik, og det gik nedad! Vi skulle ringe på en klokke da vi kom frem for de var ikke lige i butikken. De havde reklameret med at al deres uld var naturens egne farver. Vi havde også bemærket at fårene havde forskellige farver, da vi kørte ned mod gården – i modsætning til alle de andre får vi har set som stort set kun er ”råhvide”. Der var mange forskellige ting fra rå uld og fåreskind til strikkede ting. Der var også bjerge af garn i forskellige brune nuancer og råhvid. Desværre var det eneste de ikke havde sokker (her er lidt fodkoldt i camperen og vi har ikke tykke sokker med), men vi fik da bla. købt en flot striktrøje til Lars.

De hed ..., og var et ældre ægtepar som havde gården. Der var kun 500 får, som ikke er ret mange set med NZ øjne, men nok til at de havde folk til at strikke for dem – naturligvis efter konens anvisning. Vi var det tredje hold danskere der besøgte dem indefor en uge, så det var godt gået. Der hvor vi parkerede, stod deres rotorplæneklipper Andrew (i en snor) – et stort brunt får. Han kiggede interesseret på os, men forsatte så ellers med at spise at det saftige grønne græs...

Desværre fik vi ikke taget et billede af dem, men et skønt par...

Så gik turen videre mod byen. Vi skulle have fyldt depotet af mad og drikke op inden vi skal ud i ”vildmarken”. Lars havde fået anvist, hvor der var supermarked og en atm (pengeautomat). Vi ved jo ikke rigtig hvad, der er hvad her i NZ, så vi endte i et kæmpe indkøbscenter for tøj, legetøj mm. – en Bilka uden madvarer! Heldigvis lå den slags supermarked vi ledte efter lige på den anden side af parkeringspladsen, så det var ikke så galt endda.

Her fik vi ellers fyldt indkøbsvognen med varer, og så kørte vi videre mod syd-vest. Vi skulle have en lang transportdag dagen efter, så vi ville komme lidt på vej. Vi fik ikke set meget af Dunedin, selv om der var både en flot togstation, en botanisk have og et mikrobryggeri med rundvisning, men vejret var ikke rigtig med os, for da vi kom fra Ontago og havde købt ind, så faldt der slud og et blæste ganske godt – og i hvert fald ikke rigtig vejr til en havetur...

Det fortsatte med skiftende med regn og slud, og der var ret hård vind. Så det var ikke så sjovt at køre camperen. Vi drejde af hovedvejen fordi vi, at der var et spildevands-dump lige om hjørnet. Det viste sig dog at være langt (vi ved ikke helt hvor langt), så vi vendte om, og Lars kom til at lave en lille bule i bilen under trepunktvendingen (det gik eller så godt forrige gang). Vi er heldigvis totalforsikret.

Vi nåede frem til en by, der hed Balclutha (gællisk for byen (”Bal”) ved Clive floden (”Clutha”), vi er jo i den skotske del af NZ). Her fandt vi den lille campingplads vi havde planlagt at komme til, og slog os ned. Der var hundekoldt, og det var fortsat slud og regn. Det var ikke så sent, som vi havde regnet med (men vi havde jo heller ikke brugt meget tid i Dunedin). Det passede dog meget fint, for ungerne skulle have lavet nogle lektier. Senere på aftenen lavede vi nachos med (masser af) smeltet ost, guf!

Det var så den første uge i NZ.